Det klør...

Det klør, så jeg er ved at blive vanvittig. Desværre er der ikke tale om den søde kløe, som Marilyn Monroe lavede film om.
Nej, der er tale om den rigtige, møgirriterende myggekløe, som altid her om sommeren sidder i et fint bånd rundt om anklerne. For sommertid er også myggetid her oppe nord på.
Myggen er ikke bare en af arktis syv plager - det er simpelthen plagen over alle plager. De seneste dage har vejret været temmelig varmt med døgntemperaturer konstant over ti grader - og det får myggene frem af alle vandhullerne.
Myggene her i Straumsbukta er små og undseelige i stedet for de F-16 typer, vi havde i Grønland. Men det skal man nu ikke tage fejl af. Fordi de er så små, får man dem ikke klapset i tide, og stikket klør alligevel. Heldigvis har jeg den erfaring fra mine mange år i Grønland, at det er de første myggestik, der er de værste. Efterhånden som sommeren går, vænner kroppen sig til giften, og man bliver mere eller mindre immun. Så det ser jeg frem til - her lidt over midnat, hvor jeg burde sove, men ligger vågen og småkradser på benene, som det især er gået ud over. Af en eller anden grund har myg en forkærlighed for at stikke gennem strømperne lige omkring anklerne.
Vidste du forresten, at myg kun stikker folk med en bestemt blodtype. Hvordan finder man så ud af, hvilken blodtype det er? - Jo, ved stikprøver, såmænd!
Jeg har desværre ikke kunnet få et billede af en myg. De myg, der sidder stille længe nok i min nærhed, er døde, alvorligt kvæstede og temmelig flade! Men jeg har lånt et billede fra Flyvertaktisk Kommando af to grønlandske myg!
I øvrigt holder jeg en fridag tirsdag, da IT-folkene har service på vores servere.

Ha' det
Jesper

Natarbejde i midnatssolens skær

Alt er dyrt i Norge. En simpel bilvask for eksempel koster 179 kroner.
Men tanken på Kvaløysletta 25 km fra Straumsbukta har et godt tilbud. Mellem 24 og 5 er der halv pris på bilvask - og selv om diesel efterhånden koster 15 kroner literen kan det nu godt betale sig.
Bilen trængte voldsomt til en vask, så jeg stod op klokken tre i nat og kørte til bilvasken. Og vel hjemme igen en halvanden times tid senere må jeg da også erkende, at bilen ser godt ud efter sådan et midnatsbad.
Det er i øvrigt ud til, at sommeren endelig er kommet til Troms. Solen skinnede hele lørdagen, og det ser da også meget fint ud her ved fire-tiden søndag morgen. Holder vejret tror jeg, at vi skal ud at fiske i løbet af dagen. Leif-Inge har nu fået slisken ved bådehuset sat i stand, så vi kan få jollen i vandet. Så en sejltur efter storsej er i hvert fald et nærliggende bud på en god søndag.

Ha' det
Jesper

Tomattid

Så er de første tomater af egen avl ved at være modne.
Det er en gammel tradition fra Grønland, når vi har tomater i vindueskarmen. For indsatsen står næppe mål med udbyttet. Jeg vil nemlig anslå som situationen ser ud netop nu, at den samlede høst i år bliver på cirka 10 tomater. Men jeg giver ikke op - for der er altså ikke noget som smagen af de tomater og agurker, man selv har dyrket!
Vidste du i øvrigt, at ketchup oprindelig var en tynd fiskesauce fra Malaysia og Indonesien? Den blev kaldt kitjap og kom til Europa i 1700-tallet. Her begyndte man at tilsætte forskellige krydderier og grøntsager, men det var først i 1876, at H.J. Heintz fandt på den ketchup, som vi kender i dag. Altså med tomater som hovedingrediens og så tykflydende, at det kan være svært at få ud af flasken.
Heraf ketchup-effekten - altså det at man slår og slår på flasken for at få indholdet ud - og pludselig kommer der meget mere, end man har brug for! Det er i øvrigt sagt om Heintz, at det er den eneste amerikaner, man kan slå på uden at starte en krig!
Pudsigt nok er det Heintz´ skyld, at ketchup i dag er populært over hele verden, ja, det er vel nærmest et symbol på udbredelsen af den vestlige kultur ligesom Coca-Cola. Sommetider er menneskene altså underlige...

Ha' det
Jesper

Den gule fare (II)

Dagens ret i det lille hus i Straumsbukta var boller i karry - og det er jo god, gedigen bondemad, som vi kan li' det.
Men det rejser jo også - sådan apropos den gule fare - det gode, gamle spørgsmål om, hvorfor det nu lige er, at kineserne er gule i hovedet?
Kender du ikke svaret, er der muligvis hjælp at hente hos de glade analfabeter.

Ha' det
Jesper

P.s. Kan du ikke gætte det, er svaret her.

Skull' gammel venskaw...

Nu er jeg jo ikke den eneste, der har fyldt 50 år i 2008. Da jeg var i Danmark i maj, havde jeg lejlighed til at deltage i jubilæums-gildehallen for 8. Sct. Georgs Gilde i Aalborg, der sørme også blev 50 år.
Per Gissel har været så venlig at sende mig et billede fra begivenheden - for det er nemlig ikke et helt tilfældigt gilde.
Jeg blev i sin tid optaget i gildebevægelsen i netop 8. gilde i Aalborg - og senere blev det også her, at jeg aflagde væbnerløftet. 8. gilde er et lidt specielt gilde. Der bliver kun optaget mænd, og der er principielt møde- og aktivitetspligt i gildet. Det er et konservativt gilde, hvor traditioner og ritualer holdes i hævd, og det vil være fuldstændig utænkeligt at møde op til en gildehal iført cowboybukser og T-shirt. Dresscoden hedder mørkt tøj og helst smoking.
Men det er også et gilde, hvor højt humør og godt kammeratskab går hånd i hånd. Det understreges jo også af, at jeg siden 1995 faktisk har været medlem af Sct. Georgs Gildet i Godthåb, men jeg har fortsat løbende kontakt med drengene fra Aalborg.
Jubilæums-gildehallen var en meget festlig begivenhed med gæster fra nær og fjern. Det foregik i kælderen under Aalborg kloster - en særdeles passende og højtidelig ramme, der stod godt til det mørke tøj og de gamle spejder- og gildesange.
På billedet sidder jeg ved siden af Jens Wilfred, der i sin tid fik mig overtalt til at være med, og så Allan Løvgren, der så vidt jeg husker var formand i den første gruppe, som jeg var medlem i.
Per Gissel, som sendte mig billedet, er i øvrigt udover at være gildebror i 8. gilde også manden bag Ryå-sejladsens hjemmeside. Her har 8. gilde fået et lille hjørne, og du kan læse mere om gildet her.

Ha' det
Jesper

P.s. Hvis ikke du ved det, så er Sct. Georgs Gildet en organisation for voksne spejdere.

Den gule fare

Gul er reklame-designernes foretrukne farve, når de skal visualisere et rigtig godt tilbud - for eksempel i tilbudsaviser. Men også rigtig mange blomster benytter den gule farve, når de skal tiltrække insekterne i kampen om fortsat at have en andel i genpuljen.
Netop nu står engene og grøftekanterne i fuldt, gult fler. Det endda selv om mælkebøtterne allerede er blomstret af.
Smørblomst, ranunkel, engblomme, engkabeleje, vild løvemund. De er der allesammen med et råb til de flittige bier: Kom og bestøv mig.
Gul er solens og lysets farve - og minder om guld, som symboliserer rigdom. Det er vel overflødigt at tilføje, at gul også symboliserer prostitution. I islam symboliserer gul visdom og i kristendommen det evige liv og Guds herlighed. I det gamle Kina var gul den fornemste farve og i perioder forbeholdt kejseren. Jeg erindrer stadig realskolen, hvor min historielærer, Hr. Bøves, gjorde et stort nummer ud af at advare os mod den gule fare. De store horder af asiater, som bare ventede på at overtage den vestlige civilisation.
Gul er nemlig også falskhedens farve. Mange steder er gult symbol på fejhed- gul feber og gulsot er nogle rigtig grimme sygdommer.
Men flot ser det under alle omstændigheder ud. Billederne er taget fredag eftermiddag, da jeg kørte fra arbejde.

Ha' det
Jesper

Dagens ord VI

På Morgenavisen Jyllands-Postens hjemmeside kunne man forleden læse om den tidligere finansminister Henning Dyremoses finanseventyr. Det har tilsyneladende ikke gået så godt det seneste års tid, men avisen mener alligevel ikke, at Fyremose har noget at frygte. I artiklen hedder det blandt andet, at man ikke forventer, "at den mangeårige TDC-chef må suge på lappen." Jeg er overbevist om, at en ellers ungdommelig mand som Finansmose sagtens kan finde sig i at blive beskyldt for at være mangeårig. Til gengæld er jeg ikke sikker på, at mine samiske venner vil finde sig i eventuelt at blive suget på. Især ikke når det normalt er labben, man suger på, når finanserne strammer til.
Jeg tillod mig at gøre Jydepottens medarbejder opmærksom på fejlen, og den blev prompte rettet. Respekt! Oven i købet fik jeg et venligt svar tilbage: "Tak for din mail - det er godt, en af os kan stave."
Tjaah, det kan JP-medarbejderen selvfølgelig have ret i. Men det ville nu være bedre, hvis vi begge kunne stave...

-jeps

Ost for feinschmeckere

Norsk ost er en ualmindelig kedelig oplevelse. Det har jeg skrevet om før, og det er et synspunkt, jeg bestemt ikke står alene med. Det stod lysende klart for mig onsdag formiddag.
Hver formiddag klokken 10 mødes vi i en lille kaffeklub, som består af Polarinstituttets klimagruppe og Arktisk Råds sekretariat. Her havde jeg mandag begejstret berettet om al den ost, som jeg havde slæbt med hjem fra weekendens besøg i Danmark. Men nu er 45% Danbo jo et ukendt begreb for udlændinge, så for at højne den gode smag blandt kollegerne bød jeg onsdag på et diminutivt ostebord med lidt Danbo, dansk rugbrød og hjemmeavlede radiser.
Det var et virkeligt hit, men der var altså heller ingen nordmænd på arbejde den dag. Kun kolleger fra Tyskland, England, USA, Finland og Holland. Og prøv lige at se min hollandske kontornabo Margot, som hun fylder sig med ost. Det er hende i den ,gule trøje, og hun er i øvrigt også ivrig blogger. Nummer to til højre for hende er tyske Gerit, post doc, der tilfældigvis havde fødselsdag i går. Jeg ved ikke lige præcist om det var på grund af den gode ost, men hun var da rørt til tårer over, at der var nogen, der huskede hendes fødselsdag.
Jeg begik i øvrigt en rigtig freudiansk fortalelse, mens vi sad og snakkede ost. Sproget er jo engelsk og i stedet for Norwegian cheese kom jeg - sikkert med en venlig tanke til The Beatles - til at sige Norwegian Wood. Alle var sådan set enige om, at der ikke er den store forskel på norsk ost og så, ja, netop træ... Jeg havde medbragt min osteskærer, og man mente i hvert fald, at strengen ville knække, hvis jeg brugte den på en norsk ost. Og det er jo sikkert ikke tilfældigt, at det er nordmændene, som opfandt ostehøvlen!
Det er jo en sand fornøjelse, når det, man sætter på bordet, bliver værdsat - og det blev det. Og således beriget kunne vi begive os tilbage til dagens arbejde.

Ha' det
Jesper

Glade analfabeter

Danmark er det eneste land i verden, hvor analfabeterne både kan læse og skrive. Sådan sagde Poul Henningsen engang i tidernes morgen.
Han har fuldstændig ret. Sproglig slaphed og ligegyldighed breder sig overalt i det danske samfund.
Se nu blot det skilt, der står foran bageren i Farsø. Det er jo temmelig uanstændigt, blot fordi bager(-)jomfruen(?) åbenbart ikke forstår, at sammensatte substantiver (navneord) altid skal skrives i et ord på dansk. Bagerjomfruen gør sig skyldig i det, som sprogforskerne med et fint ord kalder substantivfragmentering (i et ord), og det kan alle jo høre er en stor synd. Også selv om nutidens unge næppe kan se forskel på en ældre bolig og en ældrebolig.
Der er flere årsager til, at flere og flere har svært ved at finde ud af, om det skal i et eller to ord. Den væsentligste er givetvis, at man ikke lærer grammatik i folkeskolen, og efter latinens afskaffelse næppe heller i gymnasiet. Der kan også være tale om en afsmitning fra engelsk, hvor sammensatte substantiver altid skrives i to ord. Endelig er det et problem, at der også er mange professionelle sprogbrugere, som er alt for dårligt grammatisk funderet. Ofte med den meget dårlige begrundelse eller undskyldning, at grammatisk indsigt forhindrer kreativ brug af sproget. Det er for eksempel den type af journalister, der har aflivet den gode gamle datid og derfor skriver i dramatisk præsens (nutid). Jeg vil nu nok mene, at dramatisk præsens kræver et stærkt mådehold, hvis det skal virke spændende. Som det anvendes i medierne i dag, er det blot trivielt, kedeligt og irriterende. Eftersom de skrivende analfabeter næppe kender forskel på nutid og datid, forsvinder den overlagte bevidste brug af effekten - og bliver blot til endnu en forfladigelse af sproget, en kliche, fordi dumhed ophøjes til kreativitet.
Et sprog er en levende ting. Der skal være plads til udvikling og nytænkning. Men der skal sandelig også være rammer, som vi er enige om at holde. Ellers fører det til misforståelser og anarki.
Vort modersmål er dejligt. Brug det med omtanke og omhu!

Ha' det
Jesper
(Gnaven, gammel mand)

Bifrost

Vejret var smukt mandag. Men hen under aften samlede der sig lidt skyer. Vi fik ingen regn, men det må de have fået et eller andet sted inde i landet. Ved 19-tiden så jeg denne smukke regnbue på himmelen i østlig retning.
Regnbuen har altid fascineret menneskene. Det siges for eksempel, at der skulle stå en spand guld der, hvor regnbuen ender.
I vores egen mytologi kaldes regnbuen for Bifrost og er broen, som forbinder Midgård med Asgård. Asgård er gudernes bolig, som ligger midt i Midgård - menneskenes verden. Guderne kan bruge Bifrost, når de vil besøge menneskene, men menneskene kan ikke bruge den, fordi den hele tiden flytter sig i Midgård. I Asgård ender Bifrost på Himmelbjerget, hvor gudernes vagtmand Heimdal skuer ud over verden og holder nidkært øje med, at det kun er guderne, som bruger broen.
Det er jo morsomt, for den gård, som vores hus oprindelig var en del af, hedder netop Heimdal.
I øvrigt er der ikke spor mystisk ved en regnbue, som blot er lysets brydning i små regndråber. Enhver kan lave sin egen regnbue med en haveslange, der sprøjter ud i luften, hvis ellers solen skinner. Og så er vi jo bogstaveligt talt nede på jorden igen. Ha' en god tirsdag.

Ha' det
Jesper