Hurtig reaktion
Søndag var årets første rigtige havedag. Jorden er stadig frosset, men der er masser af andre ting at gøre.
Jeg fandt en gammel mejsekasse, der var faldet ned i hegnet mod øst. Den kunne passende bruges i det store bøgetræ ved gårdspladsen som erstatning for en, der gik til sidste år. Også selv om jeg skulle op at stå og balancere på en stige, hvilket jeg ikke længere er så vild med...
Men op kom mejsekassen - og så skulle jeg lige bære stigen på plads på siden af røgeriet. En tur på cirka 10 meter. Og allerede da jeg gik tilbage igen, sad den første blåmejse i hullet. Det tog mindre end fem minutter.
Den næste halve times tids tid var der mange besøgende, der var interesseret, men da var sagen allerede afgjort og et par blåmejser gik i gang med at indrette sig. Det er svært at se forskel på hanner og hunner i den familie, men jeg har læst, at det er hunnerne, der primært står for redebygningen.Den store interesse er også en enestående chance for gode fotos. For redebyggeriet fortsatte mandag, hvor der også lige var lidt kævl med en interesseret skovspurv. Så her er de første fotos fra søndag og mandag.
Nu skal jeg lige en tur på stigen igen med en grensaks, så kameraet får helt frit udsyn til den lille familie og formentlig en familieforøgelse med forventet termin til maj - op til 16 æg og med mulighed for et kuld mere i juni.
3 kommentarer:
Spændende beretning og flotte billeder
Tak - fortsættelse følger...
“Udlejet på 5 minutter” - Det er der mange udlejere af lejligheder i Aalborg der misunder dig🤗
Send en kommentar