lørdag den 20. februar 2021

Digitaliseringens forbandelser

 Lær af Grønland


Jeg har sagt det før - og jeg gentager det gerne. Danmark kan lære meget af Grønland.

Jeg kan forstå på medierne, at bestillingssystemet til corona-vaccinationer er brudt sammen - og at der er tre times ventetid bare på at bestille en vaccination.

Systemet føjer sig dermed til den uendelige række af offentlige digitaliseringer, der ikke duer, men blot er slet skjult erhvervsstøtte til en grisk og grådig IT-branche.

Ud over at de mange mærkelige såkaldte apper gør de ældre usikre og utrygge - og os andre med for den sags skyld - så har de det med at bryde sammen, når man har mest brug for det. Murphys lov måske - men det siger altså også noget om inkompetence og overdreven tro på IT-løsninger hos vore politikere, der uden erhvervserfaring jonglerer med millarder af skatteydernes penge.

Så jeg foretrækker den grønlandske løsning, der fungerer uden tidsbestilling. Hvis man er i målgruppen for vaccinationer, skal man blot møde op på vaccinationsstedet den aktuelle dag. Klokkeslettet bliver bestemt af fødselsdagen, sådan som det fremgår af illustrationen fra Naalakkersuisut - Det Grønlandske Selvstyre - som er slået op på Facebook - og sandsynligvis også kan findes på opslagstavlen i Brugsen og andre butikker.

Faktisk er opslagstavler og opslag på busstoppesteder en effektiv kommunikationsplatform i Grønland. Det ved jeg fra min egen tid som informationschef i Nuup Kommunea blandt andet. Og ellers har jeg en stærk veneration for lokalaviser, som jeg mener, at man altid bør støtte.

I øvrigt er datometoden for vaccination og lignende - så vidt jeg husker fra min barndom - akkurat det samme system, der blev brugt hertillands, da vi alle skulle poliovaccineres og tjekkes for tuberkulose i begyndelsen af tresserne.

Så jeg forstår ikke de danske myndigheders trang til at opfinde den dybe tallerken igen og igen. Som amerikanerne siger - If it works, don't fix it...

Vidste du for resten, at den grønlandske skattelov er på 35 sider, mens den danske er på 1.600 sider? Også på det punkt kan Danmark lære af Grønland.

Ingen kommentarer: