Kontorchef Hachel og styrelseschef Prior

Kampe skal vælges med omhu

”Hvis du ønsker fred, skal du være forberedt på krig”. Sådan lyder et gammelt latinsk ordsprog, som stadig er aktuelt. For det er jo en naturlov, at der går ild i huset, dagen efter at brandforsikringen er sparet væk.

Det så vi blandt andet for et års tid siden, da coronaen brød ud. Der var stor mangel på de såkaldte værnemidler, fordi beredskabslagrene var afskaffet. Efter murens fald troede vore politikere jo, at der aldrig mere ville blive krig.

Det viste sig at være en dum beslutning – sådan som det ofte går i politik, hvor kortsigtede vælger-gevinster og personlig vinding får forud for fornuft og rettidig omhu.

Det ser vi måske endnu et eksempel på, nu hvor vi har fået vinter – rigtig vinter som dengang far var dreng.

Onsdag formiddag forlod jeg hjemmekontoret (som i øvrigt har været min faste arbejdsplads i ti år) og lod for en kort stund arbejde være arbejde. For heldigvis er vejret ikke corona-ramt.

Turen gik til Aggersund, hvor slæbebåden Gitte Vig bryder is. Det er lidt af en begivenhed, så det skulle jeg selvfølgelig have billeder af. Jeg er en ivrig hobbyfotograf, så det var en chance, jeg ikke ville gå glip af. I arkivet er de seneste isbrydnings-billeder fra 2011, så det er bestemt ikke en hverdagsbegivenhed.

I øvrigt er jeg glad for vintervejr. Det minder mig om årene i Grønland – og så betyder vinter, frost og is, at medierne for en gangs skyld lægger udlandsstoffet til side og beskæftiger sig med det, som virkelig interesserer læserne og seerne – det nære stof.

I gamle dage havde vi statsisbrydere, der holdt søvejene frie, når vinteren slog til. Det er slut for længst – angiveligt fordi moderne skibe generelt har motorkraft nok til at klare sig i isen. Og de såkaldte eksperter mener jo, at det danske vejr er under forandring til det mildere.

I gamle dage blev isoperationerne ledet af Statens Istjeneste. I vore dage er det overladt til Forsvarsministeriet.

Så er spørgsmålet, om vi kan være trygge ved den løsning. Under Trine Bramsens ledelse sker der jo mærkelig ting. Ikke fordi jeg mener, at hun hidtil har gjort det dårligt, men i det kuriøse hjørne har det vakt opsigt, at hun kalder forsvarschefen for styrelseschef.

Juridisk er det sikkert rigtigt, men forsvarets medarbejdere – soldaterne – har taget det ilde op.

Det er måske en lille ting, men også et varsel om onde tider i vort land. For når forsvarschefen reduceres til en styrelseschef, er vejen banet for, at forsvarschefen skal være djøffer – akkurat som de øvrige styrelseschefer.

I djøf-kredse er man jo optaget af, at ledelse er et erhverv i sig selv. Man behøver jo ikke at have forstand på det, man leder. For det at lede er jo et mål i sig selv – og så behøver man vel ikke være generalløjtnant for at blive forsvarschef?

Hvis vi går skridtet videre, kan vi jo lige så godt – nu alting er i opløsning – helt afskaffe de militære titler. Næste gang DR sender Matador, vil man kunne se Bjørn Watt Boelsen i rollen som kontorchef Hachel, der får et hjerteslag, da Prior bliver udnævnt til styrelseschef.

Den gamle danske film ”Mor er major” skal fremover hedde ”Mor er fuldmægtig”, klodsmajor bliver til klodsfuldmægtig, oversergent Vældegaard i Soldaterkammerater bliver til kontorleder Vældegaard, og den smukke staude løjtnantshjerte skifter navn til specialkonsulenthjerte.

Et særligt problem vil dog opstå i både DSB og Danmarks Radio, der som bekendt ledes af generaldirektører. Det kræver sandsynligvis mindst en kommissionsdomstol og et langsomtarbejdende juridisk embedsmandsudvalg med særligt kommisorium at udrede det problem, der i djøf-sprog bliver til en udfordring og fast arbejde mange år frem.

Som krigsminister skal man vælge sine kampe med omhu. Jeg er bange for, at Trine Bramsens felttog mod de militære titler er den forkerte kamp at tage.

På Kanten, Nordjyske Stiftstidende 12. februar 2021.