Grønlandsk proviant

Puisi appalu

Dagen begyndte med en tur til Grønlandshavnen for at hente nye forsyninger af grønlandsk proviant. 10 kilo sæl og alk. Puisi appalu.

Det er vel unødvendigt at tilføje, at det var en stor dag for fruen - Hjemmestyret - der havde allieret sig med en grønlandsk fanger, som er leveringsdygtig i grønlandske specialiteter. Det, som i gamle dage for snart 30 år siden blev kaldt grønlandsk proviant - kalaalimerngit. Det betyder egentlig bare grønlandsk mad, men af en eller grund blev det oversat til dansk som grønlandsk proviant.

Jeg undrede mig - dengang i begyndelsen af 90'erne i Sisimiut - over den særegne oversættelse af mad som proviant, men fik aldrig rigtig nogen forklaring. Sikkert afsmitning fra søfartssprog. Men jeg noterede mig også den store glæde blandt kontorets overvejende kvindelige personale, der med julelys i øjnene bekendtgjorde, at de ville spise grønlandsk proviant i frokostpausen.

Det var jeg nu ikke i tvivl om, for i frokoststuen boblede sælkød i en levret suppe, suaasat, og sælkød lugter temmelig meget. Her burde jeg nok sige dufter, men selv om jeg generelt er venlig stemt for al grønlandsk, har jeg aldrig været særlig vild efter sælkød.

Men nu har vi altså sæl i huset - og mit køkken lugter fælt af sæl. For den første lille pose med sælkød og spæk (orsoq) blev i eftermiddagens løb forvandlet til suaasat - og det var en godt forspist grønlænder, der sad i lænestolen og så Spise med Price, da jeg selv gik ned fra kontoret for at spise aftensmad. Rester fra i går. Skipperlabskovs.

Jeg er ikke utilfreds - for jeg forstår glæden ved den grønlandske proviant. Og i vore dages velorganiserede og bureaukratiske samfund giver det da et lille håb for menneskeheden, at det er muligt at importere små mængder ikke-dyrlægekontrolleret kød til Danmark. Lidt menneskelighed i et ellers umenneskeligt bureaukrati.

Midt i EU's strenge regelværk er der nemlig en lille undtagelse, så herboende grønlændere må importere fem kilo grønlandsk proviant ad gangen. Og da vi er to i husstanden, er det muligt at få hele 10 kilo ad gangen.

Prisen for en alk (polarlomvie) er 50 kroner - og det er også kiloprisen for sælkød på Brættet i de grønlandske byer. Men hertil kommer så fragten, så dagens ti kilo grønlandsk proviant løber op i små 1.000 kroner. Sammenlignet med oksekød er det en ganske fornuftig pris - også selv om jeg foretrækker oksekød. (Kort før jul købte jeg i øvrigt svensk rensdyrkød - dyrlægekontrolleret efter alle kunstens regler - i Bilka til 300 kroner kiloet, så det...)

Det er i øvrigt mit indtryk, at udtrykket grønlandsk proviant ikke bliver brugt så meget mere, men minderne har vi jo som bekendt lov at ha'.