Halsen af en svane

Liv og død

Der er hverken hønsefødder eller gulerødder i Ulvedybet. Til gengæld lå der forleden halsen af en svane.

Den stammer fra en svane, der døde ved dæmningen for en god uges tid siden. Den lå i isen og var død - og isen var altså lidt for tynd til at ræven, havørnene, kragerne og mågerne rigtigt kunne komme til den. Men med de seneste dages frost blev der adgang til godbidden - og det meste af svanen, bortset fra halsen, er nu væk.

Ikke langt fra svanen ligger skroget af en fiskehejre. Og lidt længere væk en skarv. Og så endnu en svane. Det er livets gang, så at sige. For i naturen er hver dag en kamp på liv og død. Og det eneste sikre i livet er døden.

Mange mennesker bliver lidt forskrækket, når de ser en død svane. Tænker måske på fugleinfluenza i disse epidemitider. Men det er det nu næppe. Der er ikke konstateret fugleinfluenza nord for Viborg siden 1. januar, og i øvrigt mener jeg ikke, at der flere døde fugle end normalt for årstiden ved dæmningen og Ulvedybet.

Og døden kan jo have en ganske naturlig årsag. Det gælder for eksempel den gås, der forleden gik rundt på dæmningen med en brækket vinge. Den har ingen fremtid. Ene og udstødt af flokken og ude af stand til at klare sig selv. Her kommer døden som en udfrielse.

Der dør tusindvis af fugle om vinteren. Det er svært for nogle at skaffe føde - og så er det koldt og vådt.

Men det er også en del af kredsløbet. For døde fugle er føde for andre dyr. Blandt andet havørnen, som hellere spiser ådsler end selv fanger sit bytte. 

Og når ørnen, ræven, mågen og kragen har fået sit, er der også en godbid til ålen, som sørger for at gnave de sidste kødrester af skroget - og så er der også lidt til snegle og alger, som så igen bliver til føde for fisk og fugle.

Vi skal lære at leve med døden. Det er del af naturen. Og hvad dyrene angår, tror jeg ikke, at de tænker så meget over tingene. Det er dyrenes privilegium, som vi kan lære af.

For resten står ynglesæsonen for døren - og så er det sex, det gælder. Det tænker dyrene heller ikke over. Men de gør noget ved sagen, kan jeg love. Især gråænderne. Her er der ikke noget, der hedder Metoo. Her tager andrikkerne for sig af retterne i en grad, der får Frank Jensens julefrokoster på Københavns Rådhus til at ligne en børnefødselsdag.