Et kulturelt overgreb
I den ideelle verden burde disse penge betales af de politikere, som tog beslutningen, men som sædvanlig er det de hårdt prøvede skatteydere, der må til lommerne – også selv om der efterhånden næppe er andet end lommeuld tilbage.
Jeg vil ikke kaste mig ud i en debat om, hvorvidt beslutningen om at slå minkene ned var nødvendig eller ej. Dertil har jeg alt for lidt indsigt, men jeg har da noteret mig, at der også blandt de såkaldte eksperter var uenighed om det voldsomme overgreb.
Læg hertil, at gennemførelsen af beslutningen var ganske og aldeles uskøn, uprofessionel og ubegavet tilrettelagt, så minkavlerne og deres familier ikke alene blev påført økonomisk skade, men også ar på sjælen, der i årene efter vil dukke op som PTSD og andre psykiske lidelser – ikke mindst blandt de børn, som oplevede, at myndighederne ødelagde familiens arbejdsplads.
Fejlene og overgrebene var utallige. Manglende lovhjemmel, rumænske minkfangere, politiets misforståede nidkærhed, massegrave på heden blot for at nævne nogle få.Fejlene skyldes et totalt fravær af fokus hos politikerne. For de havde jo samtidig travlt med klimareformer, sexdebatter, elbiler, brændeovne og meget andet. Så tror da pokker, at minkslutningen blev til et ugennemtænkt pennestrøg.
Så når retsopgøret kommer – og det gør det jo nok en dag – skal der være en særlig sikret bås på anklagebænken til alle de politikere, der har ført klimakamp og kønspolitik i ly af coronaen. Det er misligholdelse af et offentligt erhverv, som bør ifalde både erstatningspligt og tab af privilegier og ridderkors.
De skal simpelthen miste deres eksorbitante løn og pensionsordninger med tilbagevirkende kraft for pligtforsømmelse – og dermed yde et bidrag til finansieringen af de 19 milliarder kroner.
Enkelte meget ubehagelige kræmmertyper på venstrefløjen har kastet sig ud i en debat om, hvorvidt man skal give erstatning til minkavlerne, fordi nogle af forretningerne angiveligt gav underskud. Underskud eller overskud er fuldstændig irrelevant, fordi der er tale om en ekspropriation – og fordi beslutningen først og fremmest er et overgreb på minkavlernes livsværk og kultur.
Det kulturelle overgreb tåler direkte sammenligning med tvangsforflytningen af for eksempel Thule-befolkningen, der også mistede deres livsgrundlag på grund af politik. Thulefolket fik deres erstatning for en halv snes år siden – og i Canada har tilsvarende sager kostet de canadiske skatteydere milliard-erstatninger igennem det seneste halve århundrede.
Jeg ser ingen forskel på minkavlernes situation. Minkskandalen svarer jo til at forbyde grønlændere at fange sæl – eller samer at holde rensdyr.
Sagen minder alvorligt om en sag fra Norge, som kort fortalt begyndte i 2014. Her havde fine folk i Oslo fundet ud af, at de samiske rensdyravlere i Nordnorge havde for mange rensdyr – blandt andet fordi biologerne, der jo som vi også ser det her i landet ikke har forstand på landbrug, ikke mente, at rendriften var økologisk bæredygtig.
Det var katastrofalt for den dengang 26-årige renavler Jovsset Ánde Sara, der i den norske højesteret blev dømt til at slagte sin bestand ned fra 275 til 75 rensdyr – uagtet at man hverken kan brødføde en familie eller leve af en flok på 75 dyr.
Sara har nu fordelt sin flok hos familiemedlemmer, der hver har en lille flok – og så har han indklaget den norske stat for FN med påstand om racisme. Det kan lade sig gøre, fordi samerne er anerkendt som et oprindeligt folk. Den mulighed har minkavlerne desværre ikke.
Sagen er endnu ikke afsluttet, men har givet kunstnerisk inspiration til Jovssets søster, kunstneren Máret Ánde Sara, der nu med stor succes rejser rundt i norden med installationer af rensdyrskaller. Hun har blandt andet genfortolket det norske flag med rensdyrskaller i blåt, hvidt og rødt.
Nu er minkavlere i folkeretslig forstand ikke et oprindeligt folk, så det hjælper næppe at klage til FN, men jeg mener, at det er vigtigt at understrege, at minkskandalen også var et kulturelt overgreb, som ikke kan gøres op i penge.
For det har helt sikkert spillet med i beslutningen, at regeringen har betragtet minkavlerne som bønder, man bare som sædvanligt kan skalte og valte med. ”Herregud, de har jo hverken gået på universitetet eller fået en uddannelse,” synes ræsonnementet at være. Og så er man jo i Christiansborg-øjne værdiløs som andet end klient.
Det blev understreget af erhvervsminister Simon Kollerup, der på det famøse pressemøde om nedslagtningen, kom med en af de mest nedladende akademiske bemærkninger, jeg nogensinde har hørt, da han tilbød minkavlerne efteruddannelse i erstatning for det tabte levebrød. Sådan taler kun en politiker, der fuldstændigt har tabt jordforbindelsen.
Jeg vil som sagt ikke tage stilling til, om det var nødvendigt at slå alle danske mink ned. Men jeg vil gerne kritisere politikerne for ikke at være opmærksom på, at man samtidig dræbte den danske pelsindustri. Det går blandt andet ud over den grønlandske produktion af sælskind, der gennem mange år er blevet solgt på Kopenhagen Fur.
Samtidig med beslutningen om at ødelægge minkerhvervet, burde man have overvejet, hvad man kunne gøre for at redde pelsindustrien som sådan – til gavn for eksporten og valuta-indtjeningen. Måske der er en fremtid i ræv eller de blandt politikerne så elskede ulve, som så kan holdes på de nedlagte minkfarme. Eller hvad med kaniner, geder, lamaer, kameler og andre dyr, som man kan lave skind og pelse af. Isbjørne måske? Det er jo også en truet dyreart, som kan reddes på farme.
For der er ingen tvivl om, at skind og pels er fremtidens beklædning i et miljøpolitisk perspektiv. 30 procent af forureningen med mikroplast kan tilskrives vores fleecetrøjer og Tenson-anorakker – så det er bare med at få gang i pels- og skindproduktionen igen.
Set i det lys ligner venstrefløjens overgreb på minkavlerne et regulært skud i foden. For med afskaffelsen af minkavl har politikerne øget behovet for overtøj af plastik og modarbejdet den grønne omstilling.
Det sidste ord er næppe sagt i minkskandalen. Og akkurat som Thule-befolkningen for nogle år siden – ud over en personlig erstatning på 500.000 kroner – fik en lufthavn i erstatning, må det også være på sin plads, at hårdt ramte områder som Jammerbugt kommune får en kollektiv erstatning. Vi kan jo begynde med den tredje Limfjordsforbindelse og afskaffelse af momsen nord for fjorden…
På Kanten, Nordjyske Stiftstidende 31. januar 2021.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar