En hund på isen og en mink i hånden
Beruset af lørdagens succes med vandrikserne gik morgenturen også søndag til Han Vejle. Endnu før solen stod op, var jeg på plads i rørskoven.
Dagens første hit var dog ikke en vandrikse, men en mink - og det må jo siges at være Danmarks pt mest truede dyreart.
Puritanere blandt naturfotografer vil nok rynke lidt på næsen af en mink. Det er jo ikke en ægte indfødt, men indført - på linje med blandt andet elge, bævere og bisoner. For et år siden ville jeg ikke være utilbøjelig til at give dem ret. Mink i naturen er noget skab, der bare skal udryddes, har jeg altid ment.
Men efter efterårets mink-holocaust har jeg skiftet mening. For de undslupne mink repræsenterer jo en gen-pulje, som kan bruges til at genrejse økonomien og igen bringe dansk pels-industri i front, så vi har noget at betale corona-regningen med. Epidemien er ved at have kostet et helt års BNP, så vi får brug for alle indtægtskilder, når regningen skal betales.
Så søndagens mink gjorde mig glad og forhåbningsfuld.
Jeg fik også et glimt eller to af vandrikserne, men det var nu ikke det store. Der var lidt uro i luften - og det var tydeligt, at et vejrskifte var på vej. Vejret var også lidt mildere - og broerne i rørskoven blev hurtigt fyldt med børnefamilier, der åbenbart ikke kan finde noget fornuftigt at sætte børnene til i øjeblikket.
Det var sjovt og temmelig tåbeligt. For langt ude på isen gik en hund. Siberian husky tror jeg. Men folk fik alle travlt med at mobilfotografere kræet i den tro, at det var en ulv. så råbet lød gentagne gange - "ulven kommer". Men de har næppe fået noget særligt ud af at fotografere en hund med en mobiltelefon på en kilometers afstand. Ikke engang med mit lidt tungere fotogrej gav det mening.
Altså, folk er helt fra forstanden i øjeblikket. Altså...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar