En aften med traditioner
Grupperådsformand Per Havbro, 1. Farsø samt Henrik, Hugo og Claus fra 8. gilde foran det smukke spejderhus i Farsø. |
Jeg bryder sammen og tilstår, at jeg ikke selv satte stearinlys i vinduet. Det giver ligesom ikke rigtig mening her oppe i Sisimiut, hvor det efterhånden er lyst stort set hele døgnet.
Til gengæld ved jeg, at Dina hjemme på Øland havde stearinlys i vinduerne - og på den måde blev det alligevel markeret.
Som gammel Farsø-dreng glæder jeg mig også over, at spejderne i 1. Farsø trop og flok fortsat holder liv i traditionen med en parade på aftenen, hvor man dels mindes de to spejdere fra gruppen, der blev dræbt af tyskerne, dels benytter lejligheden til at aflægge spejderløftet - noget de fleste spejdere ellers gør på Sct. Georgs dag den 23. april.
I år havde jeg en lille ekstra andel i Farsø-spejdernes 4. maj-markering. Spejderhuset i Farsø - sikkert Danmarks smukkeste - trænger til nyt stråtag. Spejderne har derfor søgt støtte rundt omkring til det nye tag - og jeg er da lidt stolt af, at 8. Sct. Georgs Gilde i Aalborg, hvor jeg i dag er medlem, har bidraget med 5.000 kroner til taget - og at Aalborg Stadsgilde har lagt yderligere 1.000 kroner oveni.
Pengene blev overrakt af Gildemester Hugo samt gildebrødrene Henrik og Claus, der havde taget turen fra Aalborg til Farsø i dagens fine anledning. Her ville jeg da gerne have været med, men sådan skulle det jo ikke gå.
Tak for foto til min gamle skole-, foto- og spejderkammerat Per, der også har skrevet om begivenheden i Lokalt Indblik.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar