På skægmejsetur til Han Vejle
Ved solopgang gik turen mod Han Vejle. Jeg havde hørt, at der var masser af skægmejser i øjeblikket, hvor ungfuglene er kommet på vingerne.
Rygtet talte sandt - og jeg har sjældent oplevet noget lignende. Jeg har hidtil kun haft et sporadisk kendskab til den lille, men meget flotte fugl - og her var de pludselig i snesevis, der beredvilligt lod sig fotografere på få meters afstand.
På et tidspunkt var de så tæt på, at jeg droppede 400 mm objektivet, men pludselig ved halvottetiden dukkede en rørhøg op - og så kunne det nok være, at der blev ro i lejren.
Jeg vendte tilbage til fugletårnet ved Han Vejle først på aftenen. Der var stadig skægmejser at se, men det var nu ikke så vildt som om morgenen. Men masser af gode brugbare fotos kom der i kassen. Her er et udvalg.
Pudsigt nok stødte jeg ikke på voksne hanner. De kendes på de karakteristiske skægstriber under øjnene. Fuglene med gult næb er voksne, mens ungfugle har mørkt næb.
2 kommentarer:
Smukke fugle!
Jeg har aldrig truffet på skægmejser her på egnen.
Den er også forholdsvis ny i den danske fauna. De første skægmejser ynglede i Danmark i slutningen af 60'erne. Nu er der store bestande blandt andet ved Vejlerne, Utterslev Mose - og den spreder sig. Den er også observeret ved Ulvedybet, som er mit lokalområde, men jeg har endnu ikke selv set den her.
Send en kommentar