Drop nu alle fordommene

Vi kan lære af Grønland

I det gamle Grønland afgjorde man tvister med trommedans.

Rider du på køer, spørger grønlandske Aviaja Geisler Kristensen i Nordjyske Søndags glimrende tema om grønlændere i Danmark. Hun stiller spørgsmålet, hver gang en dansker spørger hende, om man rider på isbjørne i Grønland.

Det er kvikt svaret, men dækker desværre over den kendsgerning, at mange danskere ved uendelig lidt om juvelen i det danske kongerige – verdens største ø – Grønland. Den manglende viden og fordomme gør det sommetider svært at være grønlænder i Danmark.

Avisens tema har sit fokus på de socialt udsatte grønlændere, men det er heldigvis ikke hele historien. Langt de fleste grønlændere klarer sig jo godt her i landet – og det kan man også se af avisens otte interviews med herboende grønlændere, der viser, at der er lige så stor forskel på grønlændere, som der er danskere imellem.

Jeg kan kun opfordre folk til at sætte sig lidt mere ind i Grønland, for landet er meget mere end is, sne og isbjørne. Bevares – det sner da særdeles meget i Grønland, og der findes da også isbjørne, selv om de ikke lige render rundt i gaderne til hverdag.

Jeg har boet næsten 15 år i Grønland, og har aldrig mødt en levende isbjørn deroppe. Til gengæld har jeg smagt isbjørnebøf, selv om det også i Grønland er en oplevelse, der er de færreste beskåret.

Mit møde med Grønland var en enestående oplevelse – lige fra den første dag. Det var et møde med verdens smukkeste natur og en venlig befolkning, der gæstfrit lukkede mig ind i deres samfund, selv om jeg de første år havde en træls tendens til at kloge mig, når tingene ikke lige gik efter den danske model.

Efterhånden følte jeg mig så meget hjemme, at jeg begyndte at se på nytilflyttede danskere med største skepsis. De er nemme at kende i gadebilledet, for de går som regel i Fjällräven-tøj, selv om de arbejder på kontor. Efterhånden som man falder til, lærer man, at man faktisk godt kan være i Grønland og gå i jeans, skjorte og sågar slips på arbejde – selv om det er Grønland.

Faktisk er der så mange ligheder mellem Danmark og Grønland, at jeg somme tider undrer mig over, hvor alle de eksotiske historier kommer fra. Godtnok holder de fleste grønlændere af sælkød, men ellers spiser man rugbrød, leverpostej og frikadeller, som er købt i Brugsen – akkurat som i Danmark. I radioen spiller de også Kim Larsen og Gnags, og når fodboldlandsholdet vinder, jubler alle.

Men jeg lærte også, at akkurat som man ikke bliver vendelbo af at bo i Vendsyssel i tre år, så bliver man heller ikke ekspert i grønlandske forhold, bare fordi man har læst en bog eller været på ferie på den store ø. Derfor kan man modsat heller ikke forvente, at alle grønlændere bare falder til i Danmark, fordi de tilfældigvis er danske statsborgere. Men vi kan give det en chance – for der kommer sikkert noget godt ud af det.

Måske er det på tide, at vi som danskere bliver lidt mere ydmyge. Det danske samfund er langt fra enestående – bortset fra bureaukratiet, der er i verdensklasse. Selv indfødte danskere kan jo have svært ved at forstå, hvordan samfundet er indrettet.  

For vi kan bestemt lære af grønlænderne og Grønland. Bare tag den grønlandske skattelov som eksempel. Den fylder 35 sider, og alle kan finde ud at udfylde deres selvangivelse. Den danske skattelov er på 1500 sider – og ingen kan finde ud af at udfylde en selvangivelse.

Så mit budskab skal være. Drop alle fordommene – for Rigsfællesskabet er en gave, hvor vi alle kan lære af hinanden.

I øvrigt er det beskæmmende, at Stiftstidendes artikelserie viser, at det kan være et problem at være dansk statsborger i Danmark. Det må bestemt få alarmklokkerne til at ringe i det politiske establishment – for det var vist ikke lige meningen?

Artiklen er en kommentar til et Indsigt-tema i Nordjyske Stiftstidende søndag den 24. juli 2016 og blev bragt i avisen som et såkaldt Synspunkt 26. juli 2016.