lørdag den 9. juli 2016

Den lille gransanger

Pip...


Fredag morgen benyttede jeg det gode vejr til at stå op ved firetiden for at arbejde i haven.

Det er et dejligt tidspunkt på dagen, når solen langsomt kommer på himmelen, og fuglene stadig synger, selv om vi har passeret sankthans.

Denne morgen var der specielt en fugl, der trængte igennem med et ganske højt og gentaget fløjt. Den samme fløjtetone gentaget i det uendelige med cirka to sekunders intervaller. Faktisk begyndte det næsten at blive enerverende...

Det kom fra bøgetræet - og på et tidspunkt fik jeg øje på synderen. En ganske lille fugl. Ikke meget større end en gærdesmutte og umiskendeligt fra sangerfamilien. Lille, grå og undseelig - den voldsomme sang til trods.

Jeg fik fat i kameraet og det lykkedes med lidt besvær - for den flyttede sig hele tiden - at få en stribe fotos. Da jeg kiggede dem igennem på computeren, blev jeg enig med mig selv om, at det godt kunne ligne en gransanger.

Problemet er bare, at en gransanger synger tjiftjaf og ikke fløjt, fløjt, fløjt...

Så jeg måtte lige konsultere sagkundskaben i form af min kusine og hendes gode ven Hans. Her blev det bekræftet, at det var en gransanger - en unge, der bare ikke havde lært at synge tjiftjaf endnu.

Mens jeg sad ved computeren, fløj den sørme ind ad døren til altanen. Jeg sad med ryggen til - og blev godt forskrækket, da jeg pludselig havde den meget høje fløjtelyd også indendørs. Gransangerungen fandt heldigvis selv ud igen - og roen omkring arbejdspladsen var genoprettet.

Men det er da en sjov lille fætter, som virkelig forstår at gøre opmærksom på sig selv. Lidt utypisk for sangerfamilien, som man næsten aldrig ser. Så må vi håbe, at den overlever alle dagligdagens farer - for der er ingen trivl om, at spurvehøgen i kvarteret gerne napper en gransangerunge, hvis den kan få lejlighed til det.

Send en kommentar