Det har vakt nogen opsigt, at svenskerne nu er begyndt at levere deres gamle danske effekter tilbage. Det er kun rimeligt i lyset af, at Danmark for lang tid siden har leveret de islandske håndskrifter tilbage til Island. Så nu venter vi kun på, at få Skåne, Halland og Blekinge tilbage - retmæssige ejere af disse landsdele, som vi er.
Indtil videre drejer afleverings-forretningen sig dog kun om en gammel afskrift af Valdemar Sejrs Jyske Lov fra 1241, der i den snart forgangne uge blev leveret tilbage til Det Kongelige Bibliotek.
Jyske Lov er især kendt fra de indledende ord "Med lov skal land bygges", der jo er en retorisk toppræstation, som landets lovgivere gennem alle tider har holdt sig efterretteligt. Nutildags er der desværre gået inflation i byggeriet - og love i tusindtal hagler ned over den sagesløse danske befolkning.
Det skyldes nok, at lovgiverne aldrig er kommet videre i Jyske Lov end de første fem ord. For Valdemar Sejr fortsætter nemlig "men vilde enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme Ret, da behøvedes ingen Lov". Det er vise ord, som demonsterer, at Valdemar Sejr var en statsmand i verdensklasse. Befolkningen kan i høj grad klare sig selv og behøver faktisk ikke regler for alting.
I høj grad kan vi nemlig sagtens nøjes med vort eget - hvis ellers staten ville lade vore indtægter og ejendom i fred i et samfund, hvor flertallet lever af det, som mindretallet - vi, det skabende folk - tjener. Fortsætter denne udvikling vil der i løbet af få år ikke være en eneste ærlig sjæl, som gider arbejde her i landet. Baggrunden for de fleste love er jo misundelse og et forsøg på at kapre næstens ejendom, fordi man selv er så snotdum, at man ikke evner at skabe noget produktivt. Hvis politikerne ville lade enhver nøjes med sit eget, så behøvede vi ingen love.
Jyske Lov har i disse dage 760 år på bagen - og byder stadig på statsmandskunst!
Jesper
Foto: WikiPedia
Cycling instead of running
11 timer siden
1 kommentar:
Jeg er helt enig. Det var vist bisp Gunner af Viborg, der nedskrev loven for Valdemar og sneg sig til at indføje et kanonisk aspekt til de gamle jyske retssædvaner, er Jyske Lov en fryd at læse. Med den, ville alle nok være bedre tjent, end med det tonstunge regelsæt, politikerne nu til stadighed gør mere finmasket, indviklet og totalt uoverskueligt. Personligt synes jeg, Jyske Lov er på højde med politimester Bastians Kardemommelov fra "Folk og Røvere i Kardemomme By" af T. Egner: "Man skal ikke plage andre/eller sætte livet til,/og for øvrigt kan man gøre hvad man vil". Den er min favorit, selvom den kom under pres, fordi røverne jo havde en løve med. Mvh. Advokaten
Send en kommentar