Byggepladsen

Kunsten at lægge fliser har ikke været en del af pensum på nogen af de undervisnings-institutioner, som jeg har frekventeret gennem livet. Men som det vil være nogle af bloggens læsere bekendt, er der lidt af en skabs-entreprenør i mig, så det afholder mig bestemt ikke fra at prøve.
Så det meste af tirsdagen er gået med at lægge fliser i mit nye redskabsrum. Det er sket efter alle kunstens regler med stabilgrus og vaterpas - og det ser faktisk ud til, at det er lykkedes. Under alle omstændigheder kan jeg mærke på kroppen, at det har været en rigtig god dags arbejde. Og hvis der - på trods heraf - er nogen, som mener at kunne se en skævhed eller to, så kan jeg oplyse, at det er det, som vi fagfolk kalder fald. Udelukkende udtryk for rettidig omhu i en tid med risiko for global opvarmning og stigende havoverflader...
Desuden har vi her til aften lukket redskabsrummet, så desværre bliver mine flotte fliser ikke tilgængelige for almenheden.
I det hele taget er parcellen lidt af en byggeplads i disse dage. Sammen med et par kammerater arbejder vi intenst på at blive færdig med min nye carport - og altså et nyt redskabsrum. Desværre er vi - i lighed med alle store byggeprojekter i dette land (metroen, Storebæltsbroen, IC4, you name it...) - noget bagud af tidsplanen. Jeg havde håbet, at arbejdet ville være færdig til den kommende weekend, hvor jeg har inviteret familien til grill-fest, men det bliver nu nok med kniberi.
Til gengæld bliver det godt. For når byggeriet er færdig, får vi betydelig bedre plads i brændeskuret, og det gamle redskabsrum skal så omdannes til værksted. Og bilen vil langt om længe endelig få tag over hovedet. Samtidig bliver der en fin gårdsplads mellem huset og værkstedet, hvor der læ for den fremherskende vestenvind, så vi forhåbentlig får mulighed for at opholde os endnu mere udendørs. Så der er noget at se frem til.

Ha det
Jesper