En lystfiskerhistorie

Som lystfisker skal man være i besiddelse af en engels tålmodighed og et æsels stædighed, for der findes næppe nogen anden fritids-fornøjelse, der i samme grad kan byde på modgang og bristede forventninger.
Lørdag morgen klokken halvfire, mens sommermorgenen dårligt var begyndt at gry, satte vi kursen mod Aggersund. Planen gik i al sin enkelthed ud på at nakke et par skrubber til en gang nye kartofler lørdag aften. Selv om vi på forhånd var advaret om, at fiskeriet i Limfjorden er på noget af ringeste nogensinde, mente vi alligevel, at det nok var forsøget værd. Under alle omstændigheder havde vi investeret i et bæger fuldfede, saftige børsteorm, som burde få skrubber, ål, ålekvabber og måske en forsinket havørred til at slikke sig om munden.
Men efter fem timers ihærdigt fiskeri kunne vi overlade et halvt bæger børsteorm til nogle af de andre håbløse optimister, som også stod på kajen - det var simpelthen for ringe, fiskeriet.
Jeg havde tre bid, hvoraf jeg mistede de to i vandoverfladen, hvilket desværre ikke er ualmindeligt, når man fisker fra en kaj. Alt i alt lykkedes det mig kun at bjærge verdens mindste ulk - ikke en gang så stor i kæften, at den kunne gøre sig fortjent til øgenavnet "københavner". Og Dina, ja, hun fik en krabbe i land som det hele.
Så er det ligesom, at det ikke er særlig sjovt længere - og dog: For selve jagten, den tålmodige venten på, at nu får man bid og helst et af de helt store, er jo det, som driver os op om morgenen. Og når morgenen så er så dejlig, som den aktuelt var denne lørdag, er det jo en ren fornøjelse. Vi så forresten også et par sæler - og ude over Aggersunds enge kunne vi høre storspovens flotte triller, så det var nu ikke så ringe en morgen endda.
Men, hånden på hjertet - jeg tror ikke, at vi vender tilbage til Aggersund før høstsilden.

Ha' det
Jesper