Spagetti

Jeg så forleden "Den sidste actionhelt" med Arnold Schwarzenegger. Filmen er en fantasi, hvor en dreng på laterna-magisk vis bliver en del af den film, som han ser i biografen. Da det sker, opfører han sig ganske dumdristigt, fordi han biograf-kynisk kalkulerer med, at man ikke skyder børn i film.
Det sker normalt heller ikke i den lettere genre, men går vi til en af de tungeste - en af de bedste film, som nogensinde er produceret, så sker det altså - det utænkelige. En lille rødhåret dreng med fregner bliver koldt og kynisk skudt ned.
Det er naturligvis Sergio Leones "Once Upon a Time in the West", som jeg her tænker på.
Det er en af de mest helstøbte og gennemarbejdede film, som findes. Et studie i menneskelig ondskab, lang som et ondt år, næsten uden handling, men spændende som en actionkomedie. En historie, der er fortalt på filmmediets præmisser næsten uden tale. Der går således fem minutter i åbningssekvensen, før de første replikker bliver fyret af - og da det er en western stort set samtidig med, at pistolerne begynder at tale - tre skurke skal hente Charles Bronson på en jernbanestation, men de har kun tre heste med. Overskurken griner: - Det ser ud til, at vi har en hest for lidt... Charles Bronson: - Nej, I har to for mange... Og sådan fortsætter det de næste tre timer.
Once Upon a Time in the West er berømmet for lydsiden. Her tænker jeg ikke blot på den eminente brug af Ennio Morricones musik, der forresten sagtens kan stå alene uden film. Nej, selve lydsiden er kynisk gennemarbejdet til det perfekte. Bedst i en scene lige før den førnævnte dreng bliver skudt. Han er på jagt med faderen og et eller andet sted ude i bushen er skurkene. Lyden af græshopper, fuglesang og anden natur er næsten øredøvende. Pludselig tier fuglene og græshopperne... Spændingen stiger til det ulidelige. Som sagt - en meget kynisk udnyttelse af lydsiden.
Denne verdens bedste western er aktuel, fordi der netop har været premiere på en ny, restaureret og såkaldt uncut version i biograferne. Jeg er nu ligeglad, for uncut-udgaven har længe været tilgængelig på DVD, og den er en af de mere spillede i min samling. Især efter at jeg har fået 40 tommer skærm.
For Once Upon a Time in the West er en af den slags film, der skal ses enten i biografen eller på en kæmpe-TV-skærm. For filmen er ikke just hæsblæsende i handlingen. Den virker i kraft af billederne, og Ennio Morricone tager sig den tid, der skal til for få fortalt historien. Nyd blandt andet dette klip fra slutningen af filmen, hvor handlingen forløses, og vi forstår, hvad det hele har handlet om.(Og skynd dig så enten i biografen eller ned til videoforhandleren - for det er simpelthen uforsvarligt at se det på en computer-skærm.)Når du har set klippet, forstår du sikkert også, hvorfor filmen er karakteriseret som en western-opera, hvor deltagerne i stedet for at synge, stirrer!



Ennio Morricone producerede en hel stribe westerns i Italien, fordi det var væsentligt billigere at lave film der end i USA. Filmene blev i sin tid derfor noget nedladende kaldt spagetti-westerns. Men det skal man nu ikke lade sig narre af. Morricones westerns er helt generelt noget af det bedste, som findes inden for genren.

Jesper

P.s Rubrikken endte på "Spagetti", men kunne lige så godt have været "Mænd, der stirrer" eller "Man skyder da børn"!