Vi er netop blevet færdige med at bygge vort nye redskabsrum. Den står derfor på alvorlig oprydning i det gamle redskabsrum, som i fremtiden skal være værksted.
Da vi i sin tid flyttede ind, blev værkstedet blot fyldt op med flyttekasser med indhold, som vi ikke lige umiddelbart stod og manglede - og vi fik derfor heller aldrig rigtig set, hvad de forrige ejere havde efterladt rundt omkring i skabe, skuffer og hjørner. Jeg har netop fundet dette mystiske redskab, som jeg simpelthen ikke ved, hvad er - og jeg benytter derfor lejligheden til at bede om læsernes hjælp.
Det er givetvis et haveredskab, som er lavet af hård plastik. Apparatet er cirka en meter lang og forsynet med en spids. Desuden findes der lige over spidsen to "vinger" eller modhager cirka syv centimeter lange, som kan foldes ind eller slås ud.
Hvis du ved, hvad dette instrument skal bruges til, er du velkommen til at skrive til mig - enten via kommentar-feltet, e-mail eller Facebook. På forhånd tak for svaret.
Jesper
Min egen frokostavis
12 timer siden
4 kommentarer:
Hej Jesper
Jeg ved det ikke, men mit bud må være, at det er et apparat til at fjerne ukrudt med, f.eks. mælkebøtter. Man stikker kalorius ned i jorden, og når man trækker den op, slår modhagerne ud og trækker roden med op.
Det er da et bud.
VH
Per Lygby
Hej Jesper
Tak for sidst. Vi kom godt til Agger. Dimsen er til at rode rundt i komposten med.
Hilsen
Birgitte
Hej Jesper
Må give din søster ret - og det hedder faktisk en beluftningsstok. Du kan google ordet og vil så finde billeder og forklaringer til dimsen.
VH
Per
Ja, Birgitte har helt ret - jeg har bare ikke skrevet historien endnu. Jeg googlede kompost - og fandt også ud af, at det hedder en beluftningsstok. Folk, der finder på sådanne ord, bør skydes ved daggry!
mvh
Jesper
Send en kommentar