fredag den 30. november 2007

Tilbage til Straumsbukta

Så er jeg hjemme igen - godt smadret. Jeg har lige sovet et par timer foran fjernsynet og er nu på vej i seng, men jeg synes lige, at jeg vil vise et par billeder fra dagens køretur mellem Narvik og Tromsø.
Vi kørte fra Narvik lidt i 10 og jeg var hjemme i Straumsbukta ved 16-tiden. Vejret har været fint - lyst og frostklart.
Det første billede er taget ved halvtolv-tiden små 100 km fra Narvik, hvor vi på et tidspunkt kørte gennem en lang skovstrækning, hvor sne og rim havde lagt sig til rette, så det simpelthen ligner et rigtigt julepostkort.Det andet billede er fra bycenteret i Bardufoss. Byen består sådan set ikke af andet end en lufthavn, et hotel, et par tankstationer og så et indkøbscenter - virkelig in the middle of nowhere i det, som kaldes Indre Troms. Klokken er godt tolv. Det vi ser, er hverken solopgang eller solnedgang, men derimod alt, hvad man ser til solen her i slutningen af november, når man befinder sig en seks til syvhundrede kilometer nord for Polarcirklen.

Det er weekend, og det skal nydes.

Ha' det
Jesper

onsdag den 28. november 2007

Arktisk topmøde

I denne uge befinder jeg mig i Narvik - den eneste nordnorske by af betydning, som har jernbane. Banen går til Kiruna, bliver primært brugt til at transportere jernmalm og havde stor strategisk betydning under krigen - ja, der er dem, der mener, at det var årsagen til at tyskerne overhovedet besatte Norge.
Det er nu ikke grunden til, at jeg er her. Årsagen er, at Arktisk Råd holder sit halvårlige SAO-møde. Hvorfor det lige blev Narvik, fortaber sig i glemselen, men nu er vi her. Jeg ankom mandag eftermiddag efter næsten 300 kilometers kørsel fra Straumsbukta over Tromsø. Det var egentlig en god tur, hvis ikke det havde været snevejr de sidste 60 kilometer. Så skulle jeg eventuelt have glemt det fra Grønland, så har jeg nu fået glatførekurset repeteret.
Og nu er jeg her. I går arbejdede jeg fra 8.00 til cirka halvtotiden i nat med at gøre klar til mødet. Det er sådan en slags bestyrelsesmøde i Arktisk Råd, men debatten foregår i offentlighed, og der er stor interesse for at høre, hvad de arktisk pinger har at sige. Her er cirka 170 mødedeltagere, inklusive observatører, NGO'er og lignende.
Mødet begyndte i morges. Billedet er taget lige over middag, hvor det allerede er begyndt at tynde lidt i mødedeltagelsen. Jeg skriver dette her lige før kl. 18.00, hvor mødet stopper. Så står den på reception og middag i aften. Jeg håber, at jeg ikke er for træt til at deltage i det - nogen er jo nødt til at gøre det hårde arbejde.

Ha' det
Jesper

søndag den 25. november 2007

Tjut-tjut

Forleden var jeg som tidligere omtalt ude at spise i Tromsø med en flok russere. Middagen, der jo bestod af lutefisk med tilhørende drikkevarer, blev indtaget i al fordragelighed i restauranten på det i øvrigt nydelige hotel, hvor den russiske delegation ved NATOs olieforureningskonference boede.
Efter fisken var der derfor alle muligheder for at stifte bekendtskab med og dyrke en særegen russisk tradition - tjut-tjut. Det betyder direkte oversat en lille smule vodka, men det skal man nu ikke tage så bogstaveligt. Det går kort og godt ud på, at en udsøgt del af selskabet diskret trækker sig tilbage og sammen nyder et eller flere glas vodka som en besegling af de store venskabsbånd, der er opstået under middagen - og det er altså ikke noget, der bare skete denne aften i Tromsø, men noget der sker, hver gang man er sammen med russere og har det fornøjeligt. Kodeordet er simpelthen tjut-tjut og lidt smilen og blinken - og så lister man ellers af.
Efter middagen trak vi os tilbage til den russiske delegationsleders hotelværelse og nuppede et par velvoksne vodkaer af tandkrusene. På billedet ses fra venstre den norske vært Tor Sletner, som til daglig arbejder i Kystverket, den russiske tolk, delegationslederen og en af de russiske delegater. Spørg mig venligst ikke om navnene.

Så er weekenden ovre. I morgen går turen til Narvik, hvor jeg skal være hele ugen. Jeg kører selv, så kryds venligst fingre for godt vejr. Til gengæld vil jeg ønske god arbejdsuge til alle bloggens læsere.

Ha' det
Jesper

fredag den 23. november 2007

Lutefisk

Onsdag aften var jeg i byen i Tromsø for at spise sammen med en russisk delegation, som havde været til en NATO-workshop om olieforurening i arktis. Og som årstiden her lige før jul byder i Norge, stod menuen selvfølgelig på lutefisk.
Lutefisk er en norsk specialitet, som de skryter meget af. Skrytet kommer af den specielle og traditionelle skandinaviske holdning, at jo værre fisk smager, jo bedre er det. Givetvis et kulturelt levn fra vikingetiden. På forhånd havde værten da også provokeret voldsomt og antydet, at jeg nok ikke turde deltage i et sådant lutefisk-lag. Så der var jo ligesom ikke andet for end at klemme ballerne sammen og se lystig ud.
Men når sandheden skal frem - og det skal den jo her i bloggen - så var det altså heller ikke værre. Ja, som i øvrigt garvet fiskespiser synes jeg egentlig, at det var en lidt tam fornøjelse. Bevares, man kunne da tydeligt smage, at fisken ikke just var fanget i eftermiddags, men det smagte egentlig ikke af så meget.
Lutefisk er klipfisk, der er udblødt i kaustisk soda. Det giver fisken sådan en lidt geleagtig konsistens og en nærmest gennemsigtig grå farve. Lutefisken serveres sammen med kartofler, ærtemos, bacontern, revet brunost, sirup og en sød sennep. Det er min klare overbevisning, at måltidet vil vinde meget, hvis man brugte fiskesennep og en sennepssauce dertil, måske lidt rødbeder, men så begynder det vel at blive lidt for delikat efter norsk tradition.
Men som min sidemand forklarede, så er lutefisken jo egentlig bare en undskyldning for at få en masse øl og brændevin. Og det må man jo acceptere. Skik følge eller land fly, som vi siger.
I øvrigt er ærtemosen en af de mere sympatiske elementer i norsk kogekunst(sic!). Det serveres som tilbehør til et væld af retter. Ærtemos, som i øvrigt kaldes ærtestuvning, smager lækkert og styrker peristaltikken voldsomt det følgende døgn, så det skal nok være sundt. Der er dog dem, der mener, at et indgreb mod ærtemos og en anden norsk nationalret, får i kål, vil være et effektivt middel til at begrænse de norske CO2-emissioner.
Og så er det jo blevet fredag og weekend igen.

Ha' en god helg
Jesper

torsdag den 22. november 2007

Masser af sne

"There's no business like snow business." Sådan har vi kunnet synge det meste af dagen. Med ganske korte pauser er sneen væltet ned.
Det giver sin helt egen stemning - alle lyde bliver ligesom dæmpet lidt og det hele ser meget lysere ud, også selv om det er mørkt.
Jeg tog det lille kamera med mig i morges. Det første billede er taget, mens jeg venter på bussen, det næste er taget ved middagstid på torvet i Tromsø, og det tredje tog jeg, da jeg for et øjeblik siden kom hjem fra arbejde. Og således fik jeg også dokumenteret, at det er mørkt, når jeg går på arbejde - og lige så mørkt, når jeg kommer hjem.
Nu er det spændende, hvor længe vi får lov at beholde sneen denne gang. Temperaturen ligger lige omkring frysepunktet, så det kan hurtigt slå over i tø, ligesom det gjorde sidste weekend. Vi får se - for sådan er det jo med naturen. Den bestemmer selv - heldigvis.
Som sagt er billederne taget med det lille kamera. Det betyder, at jeg ikke selv har kunnet styre belysningen, og det betyder, at snefaldet på nattebillederne ser voldsommere ud, end det rent faktisk er tilfældet. Det er altså ikke snestorm, men sådan rigtig dejlig sne med store fnug, der daler stille ned. Man skulle næsten tro, at det snart er jul. Men det er det slet ikke. Endnu! Der er stadig over en måned til juleaften. Så kære børn. Hav tålmodighed.

Ha' det
Jesper

onsdag den 21. november 2007

Dagens ord (III)

Nordmænd har en næsten barnlig logik, når de skal konstruere ord og navne. I dag så jeg for eksempel et saksedyr!???
Det er den norske betegnelse for det, vi andre kalder en ørentvist. Og det er jo så logisk, at man kun kan smile af det.
Men jeg kan ikke lade være med at tænke på dengang, vi som små spejderdrenge lå i et telt fyldt med ørentviste og gyste over historierne om disse små glubske rovbiller, som om natten kunne kravle ind i ørerne og bide hul i trommehinden og muligvis endda fornøje sig med en mundfuld hjernemasse, hvis det gik rigtig livligt til. Ja, der var dem, som kunne præstere at have nærtstående familiemedlemmer, der var blevet debile over en nat på grund af ørentvister. Det er desværre kun en myte, men jeg synes nu alligevel, at der er noget mere saft og kraft i ordet ørentvist fremfor det nærmest latterlige saksedyr. Det er synd for de norske børn, at de ikke får denne oplevelse med.
Der er i øvrigt ingen tvivl om, at ørentvistens navn er knyttet til den sejlivede myte om denne skrækindjagende smågnavers aggressive adfærd rettet mod en væsentlig del af ørets anatomi. Ordbog over det Danske Sprog skriver blandt andet om ørentvisten: "det til de retvingedes orden hørende insekt Forficula, hvis bagkrop bærer en tvegrenet udvidelse (en bevægelig tang), og som især tidligere har været anset for et skadeligt insekt, der kunde krybe ind i øret og med sin tang overbide trommehinden." Tvist har forresten intet med mekaniker-tekstil at gøre i denne sammenhæng. Det er det samme ord som tvege, der som bekendt betyder en tvedelt gren eller rettere kløften mellem grenens arme.
I øvrigt kan man kende forskel på hannerne og hunnerne. Ørentvistefar har nemlig krumme sakse, mens ørentvistemors tænger er rette med en krum spids.

Ha' det
Jesper

mandag den 19. november 2007

Norsk humor (II)

Når det er mørkt og regnfuldt en mandag morgen, kan det ikke undgås, at der er nogen, der ønsker at være noget helt andet og gerne på et helt andet sted. Her i Nordnorge har man en talemåde, der udtrykker det meget præcist. Det var Sissel, vores bogholder, der her til morgen sagde:
"Ja, man skulle være skolelærer om sommeren og bjørn om vinteren!"

Arbejdsugen er begyndt. God fornøjelse.

Ha' det
Jesper

lørdag den 17. november 2007

Slut med torskekvoten

Lørdag middag fandt jeg fiskestangen frem og gik ned til stranden. Sandsynligvis for sidste gang i år. Dels er det ved at være for mørkt til slige fornøjelser, dels er det også lidt småkoldt at stå nede ved stranden - selv i bamsedragten.
Det er samtidig et problem, når man skal kombinere højvande med lyset. Så lad det være sagt med det samme. Betingelserne var bestemt ikke optimale.
Og resultatet kan heller ikke ligefrem betegnes som optimalt. Eller måske er årets torskekvote simpelthen bare brugt. Jeg havde egentlig sat næsen op efter et par ordentlige nytårstorsk, men resultatet blev nu kun en enkelt pandetorsk, som vi kalder dem. Af den kan der blive et par fine fiskefileter, så måske skulle jeg traktere Dina med hjemmelavet stjerneskud en af de nærmeste dage. Nu hviler torsken foreløbig i fryseren.
Vi har i øvrigt fået en del sne de seneste dage, men et tøvejr natten til i dag fik nu hurtigt gjort kål på det meste af sneen.
I aften skal vi forresten have forloren hare - en rigtig herreret og selvfølgelig med hjemmelavet rønnebærgele til.

Ha' det
Jesper

onsdag den 14. november 2007

Tintin og tegneseriekunsten

Forleden aften tog jeg Tintin-hæftet Flight no. 714 til Sydney med i seng som godnatlæsning. Det var som sædvanlig en stor oplevelse, og det giver anledning til nogle betragtninger om pris og kvalitet.
Jeg fik hæftet, da det udkom i 1968. Far gav mig det på Hobro banegård, fordi jeg på egen hånd skulle rejse over til farmor i Vordingborg. I følge prismærket, som stadig sidder på hæftet, har det kostet 9,50. Jeg har på fornemmelsen, at det vist var en voldsom sum for et tegneseriehæfte på et tidspunkt, hvor den slags knapt nok blev betragtet som kunst.
Men ser vi på brugsværdien, er det nok en af de allerbedste investeringer, der nogensinde er foretaget. For de knap 10 kroner er jeg nu blevet underholdt i en time mindst et par gange om året i 39 år.
For det er nemlig en helt igennem fantastisk fascinerende historie, der holder vand den dag i dag i 2007. Morsom, sprudlende, spændende på en gang. Gennemresearchet og fortalt med et overskud som fanger, selv om man kender historien og tegningerne til hudløshed. Og som det kræves i serier med en cliffhanger nederst på hver side. Forståeligt nok tog det også fire år at skabe Flight 714, som vi kendere kalder den. Da serien blev offentliggjort i Belgien i 1966 var det fire år siden, at man sidst havde hørt til Tintin. Det var med Det gådefulde juveltyveri, som forresten også er en fuldstændig barok og morsom historie.
Tilbage til prisen. I følge Danmarks Statistiks prisberegner svarer 9,50 i 1968 til cirka 66 kroner i dag. Og det er da ikke så slemt, men det dækker jo heller ikke hele sandheden. For der skal jo også tages hensyn til det generelle velstandsniveau, timepriser og så videre. I øvrigt koster hæftet i dag 80 kroner fra forlaget, hvilket svarer til en forrentning på godt 800% over 40 år. Det er vel fornuftigt, men ingenlunde en guldgrube.
Men set i lyset af, at jeg samtidig er blevet underholdt i mindst 80 timer, ja, så begynder regnestykket jo at se anderledes ud. Hvis vi for eksempel sætter prisen for at blive underholdt til 30 kroner gennemsnitligt over hele perioden, så kan vi lægge 2400 kroner til de 80 kroner ,og så begynder vi at tale big business.
Nå, det var bare et tankeeksperiment, for dybest set kan man ikke sætte kroner og ører på kultur - selv om det er i tråd med tidsånden.
Det i sig selv kunne så være en god anledning til at kommentere gårsdagens Folketingsvalg, men det er alt for banalt. Nu vil jeg gå i seng med det sidste rigtige Tintin-hæfte: Tintin og Picaroerne, som udkom på dansk i 1976, og som Herge altså brugte næsten syv år på. Så vidt jeg husker var det forresten i Hjemmet, at Picaroerne blev bragt første gang på dansk.

Ha' det
Jesper

P.s.: Apropos Folketingsvalget - det er mig stadig en gåde, hvorfor valgene i Grønland ender, som de gør. Det er der ikke nogen logik i, så det kommer jeg nok aldrig til at forstå.

mandag den 12. november 2007

I skoven

Søndag ved middagstid gik vi en tur i skoven. Mest af alt for at få rørt os lidt, men også i det forfængelige håb måske at få et glimt af en fugl eller et dyr - allerhelst selvfølgelig en elg.
Desværre var der ikke meget liv at spore. Vinterfreden har sænket sig over fjeldlandet, og de få dyrespor, vi så, var fra en hund og en kat.
Vi fulgte vejen, som går lige over for huset op til Bårdsens sommerhus. Jeg har ikke tidligere gået turen, men Dina har gået turen en del gange sammen med Elin, der er den landmand, som ejer de køer, der somme tider har været på besøg i vores have.
Ligesom vort hus er Bårdsens sommerhus (fjeldhytte på norsk) udbygget over flere omgange, og jeg kunne se, at han er i gang med en større udbygning, der vil fordoble husets størrelse. Omkring huset er strøet et antal havebænke, så det er sådan set et godt sted at gå hen om søndagen. Så kan man lige få pusten, inden det går ned ad bakke igen hjemad.
Det er vel overflødigt at nævne, at udsigten oppe fra fjeldhytten over mod Bentjordstinden er ret fantastisk.
Tirsdag morgen søsætter vi Arktisk Råds nye hjemmeside. Den er endnu ikke helt færdig, men vi vil gerne teste den i drift.

Ha' det
Jesper

søndag den 11. november 2007

Ørneslør

Man kan være frisk som en havørn og have syn som en ørn. Men det er som om, at jeg ikke rigtig har heldet med mig, når jeg skal fotografere havørne. Ja, man fristes nærmest til at parafrasere over den gamle sang:
"Hans ørne er sløred',
Han kan ikke se,
for han har ikke fået sine ørnebriller med...".

Det behagede tilfældigvis en af kvarterets havørne at tage ophold lige uden for mit køkkenvindue her til morgen ved halvti-tiden. Velvidende at der slet ikke er lys nok til at bære en 300 mm zoom, skulle det alligevel forsøges at tage et billede. Og resultatet er rystende. For at få et anstændigt lys/blændeforhold måtte jeg helt op på 1/20 sekund for at få billedet i kassen. Jeg tog et enkelt snapshot for endnu en gang at dokumentere, at vi har havørne i baghaven. Derefter nåede jeg lige at overveje at hente kamerastativet, men inden da var fuglen fløjet. Jeg håber alligevel, at der er nogen af bloggens læsere, der synes, at det er sjovt at se en uskarp havørn.
Det er planen, når solen kommer lidt højere op på himlen, at vi skal en tur i skoven. Så må vi håbe, at der også er gode motiver der.

Ha' det
Jesper

onsdag den 7. november 2007

Solnedgang over Straumsbukta

Efterhånden som mørketiden nærmer sig, og vi ser mindre og mindre til solen, er det som om, den gør sig lidt mere umage for at stråle. I hvert fald betyder den meget lave sol, at vi får nogle fantastiske solopgange og -nedgange. I løbet af den næste uges tid vil de to fænomener i øvrigt begynde at løbe sammen.
I dag lidt over to kom jeg til at kigge ud ad vinduet på Polarmiljøcentret i Tromsø. Desværre lå begge mine kameraer i Straumsbukta, så den fantastiske udsigt vi havde, må du se på hollandske Margots blog. Hun har kontor lige ved siden af mig.
Synet fra Margots vindue minder mig egentlig mest af alt om det japanske marineflag fra anden verdenskrig.
Jeg syntes imidlertid ikke, at jeg kunne tillade mig at sidde på kontoret og nyde solnedgangen uden at ringe til Dina. Hun blev fyr og flamme, tog kameraet og lavede det fantastiske foto, som illustrerer denne historie. Solnedgangen i Straumsbukta er bestemt heller sådan at kimse af. (Kimse er et dejligt, gammelt dansk ord, som betyder ringeagte.)
Fjeldet til venstre i Dinas billede er Bentjordstinden - et af områdets højeste fjelde (1096 m). Det er det samme fjeld, som ses i midten af Margots billede taget inde fra Tromsø.

Nu er det snart weekend.

Ha' det
Jesper

Internationalt selskab

Jeg er nu tilbage på pinden i Tromsø, hvor vi fik et lille drys julesne i går. Det var i hvert fald sådan noget sne, som man kunne blive i julehumør af, hvis ikke det lige er en måned for tidligt.
Min væsentligste arbejdsopgave i denne uge - og den næste med for den sags skyld - er forberedelserne til lanceringen af Arktisk Råds nye hjemmeside.
Men på trods af travlheden synes jeg lige, at jeg vil delagtiggøre bloggens læsere i et billede, som jeg har fået tilsendt fra en af deltagerne i mødet i Vadsø. Mødet var et møde i Arktisk Råds arbejdsgruppe (udvalg) for bæredygtig udvikling - også kaldet SDWG med internationalt arbejdes vanlige hang til forkortelser. Arbejdsgruppen støtter og tager initiativ til især en lang række forskningsprojekter inden for området - og på de halvårlige møder bliver der så afrapporteret og gjort status. Udover repræsentanter for rådets otte medlemslande og seks medlemsorganisationer, som repræsenterer de forskellige oprindelige folk i Arktis, deltager der en lang række observatører i sådanne møder - både fra andre lande og andre organisationer. I Vadsø vil jeg tro, at der var en 12 - 13 forskellige nationaliteter til stede.
Det er altså udenrigspolitik, der bedrives i udvalget, og derfor er møderne ofte lidt stive og formelle. Men det behøver jo ikke at gøre den efterfølgende middag kedelig, og ofte er der en særdeles god stemning der på tværs af nationaliteter og kulturer.
Det ses også af billedet her, hvor vi fra venstre har Dr. Parker fra USA - en af de få "rigtige polarforskere af den gammeldags type", der endnu er tilbage, en repræsentant fra det norske renavlerforbund, Nataly, som er russisk tolk og så selvfølgelig undertegnede. Det fremgår jo også tydeligt af billedet, at påklædningen uden for mødelokalet er uformel, og derfor med til at skabe en god stemning.
Jeg vender nok tilbage senere på ugen med nogle snebilleder. Det blev alligevel ikke til nogen Oslotur i denne uge.

Ha' det
Jesper

søndag den 4. november 2007

Døde zeppelinere

Tilsyneladende en forladt mast på en strandeng i Vadsø. Men i virkeligheden et vidnesbyrd om, at der en gang var folk, der ville give alt for at blive de første til at flyve over Nordpolen. Noget der i dag er en hverdags begivenhed for det danske flyvevåben.
Eventyreren Roald Amundsen, som der hænger et billede af i de fleste norske klasselokaler, var den første mand på Sydpolen. Han var i det hele taget sygeligt besat af at være den første til hvad som helst, og i 1926 lykkedes det ham at samle penge til en zeppeliner-færd over Nordpolen med luftskibet Norge.
Med på turen var blandt andet luftskibets konstruktør italieneren Umberto Nobile. De lettede fra Svalbard 11. maj 1926 og var over Nordpolen efter blot 16 timers flyvning. Herefter fortsatte de til Teller i Alaska og blev dermed også de første, der fløj hele vejen til Amerika.
I 1928 forsøgte Nobile sig igen med luftskibet Italia. Turen gik galt og besætningen strandede i Polarhavet. Roald Amundsen hyrede et fly for at lede efter Nobile. Tre timer efter starten hørte man fra Amundsen for sidste gang. Senere blev der fundet enkelte vragdele ved Bjørnøya, der bekræftede, at Amundsen havde mødt sin skæbne i ishavet. Umberto Nobile og mandskab blev senere fundet og reddet. I dag er der en mindeplade for den mislykkede redningsaktion på Prostnesset i Tromsø - byens rutebilsstation!
Når zeppelinerne taxi'ede til Svalbard, var sidste stop på fastlandet zeppelinerstationen i Vadsø. Masten, som blev brugt til at fortøje de store luftskibe med, findes den dag i dag. Oven i købet forsynet med en fin rød lampe i toppen, så ankommende fly til lufthavnen i Vadsø ikke flyver ind i den. (Det gamle billede er lånt fra Vadsø museum.)
Forleden kunne Grønlands kommando meddele, at et af det danske forsvars Challenger C168-fly den 17. 0ktober overfløj Nordpolen som led i den almindelige suverænitetshævdelse i området. Det sker nogle gange hvert år.
I morgen er det atter hverdag. Måske skal jeg en tur til Oslo i løbet af ugen.

Ha' det
Jesper

fredag den 2. november 2007

Endelig hjemme

Så er jeg hjemme igen efter en uge på halvøen Varanger i Finnmarka. Det har været en uge, hvor det giver mening at tale om at være på farten. Som berettet tidligere gik turen mandag morgen til Vadsø med mellemlandinger i Hasvik, Hammersfest, Alta, Berlevåg og Båtsfjord. Tirsdag gik turen fra Vadsø til Kirkenes med fly. Derfra til Vardø med Hurtigruten og videre retur til Vadsø med bus. Torsdag eftermiddag ryddede jeg op, hvorefter jeg returnerede til Tromsø med stop i Båtsfjord, Mehamn, Honningsvåg og Hammersfest.
Alt i alt betyder det, at jeg har fået ni nye lufthavne i logbogen. (Dog med den lille detalje, at jeg faktisk har været i lufthavnen i Hammersfest i 2000 for at leje en bil!) Når vi ser bort fra Alta og Kirkenes er alle disse lufthavne en del af det norske kortbanenet med små lufthavne, hvor banerne typisk er 950 meter lange. Det sammen med topografien og vejret i Finnmarka gør også, at flyvning i området minder meget om flyvning i Grønland. Det vil sige, at vi snakker om små fly og fartplaner, der mest af alt kan betegnes som hensigtserklæringer.
Torsdag aften på hjemturen gik det da også galt. Lokalt i Honningsvåg kom der pludselig stærk vind på tværs af landingsbanen i løbet af det kvarter, som det var meningen, vi skulle være der. Først ventede vi en times tid i flyet på, at vinden skulle lægge sig. Det skete ikke, så derefter blev det til fire timers ophold i en meget lille lufthavnsbygning og igen ud i flyet i fyrre minutter, hvor vi holdt startklar ude på banen med motorerne kørende, ind til der opstod et lille hul i blæsevejret. Så endelig en slingrende start og ankomst til Tromsø klokken to fredag morgen.
Træls, men noget man må være forberedt på, når man flyver i Arktis. Og så vil jeg gerne dele en rose ud til Widerøes personale i Honningsvåg. Her satte man straks kontorets kaffemaskine på højtryk og stik mod alle norske regler riggede de et interimistisk rygelokale til i lufthavnens vindfang. Passagererne til Hammersfest fik en taxa hjem. Efter et par timer, hvor de efterladte begyndte at gå sukkerkolde, ankom lufthavnschefens kone med pizzaer fra den lokale pizzabar (for sådan en har de selvfølgelig også i Europas nordligste bylignende samfund!). I øvrigt ventede piloterne og stewardessen solidarisk sammen med passagererne i stedet for at trække sig tilbage til personalets kaffestue.
Alt i alt en god service takket være en stor portion konduite hos Wiederøe-folkene. Det kan Air Greenland lære meget af.
Det øverste billede viser indflyvningen til Båtsfjord. Dash 8/100 landingsstellet er ude, og det holder selvfølgelig. Det andet billede er taget i Vadsø lige efter ankomsten. Flyet er LN-WIC og ikke WII, som jeg ellers spåede. LN-WIC har produktionsnummer 367 og leveret til Widerøe 30 september 1993. Første flyvning en måned tidligere.
Jeg afspadserer i dag fredag. Vejret i Straumsbukta er fint - tre grader og vindstille, men alligevel en god dag til indendørs sysler som at læse en uges aviser med fødderne oppe og ild i pejsen.

Ha det
Jesper