Tjut-tjut

Forleden var jeg som tidligere omtalt ude at spise i Tromsø med en flok russere. Middagen, der jo bestod af lutefisk med tilhørende drikkevarer, blev indtaget i al fordragelighed i restauranten på det i øvrigt nydelige hotel, hvor den russiske delegation ved NATOs olieforureningskonference boede.
Efter fisken var der derfor alle muligheder for at stifte bekendtskab med og dyrke en særegen russisk tradition - tjut-tjut. Det betyder direkte oversat en lille smule vodka, men det skal man nu ikke tage så bogstaveligt. Det går kort og godt ud på, at en udsøgt del af selskabet diskret trækker sig tilbage og sammen nyder et eller flere glas vodka som en besegling af de store venskabsbånd, der er opstået under middagen - og det er altså ikke noget, der bare skete denne aften i Tromsø, men noget der sker, hver gang man er sammen med russere og har det fornøjeligt. Kodeordet er simpelthen tjut-tjut og lidt smilen og blinken - og så lister man ellers af.
Efter middagen trak vi os tilbage til den russiske delegationsleders hotelværelse og nuppede et par velvoksne vodkaer af tandkrusene. På billedet ses fra venstre den norske vært Tor Sletner, som til daglig arbejder i Kystverket, den russiske tolk, delegationslederen og en af de russiske delegater. Spørg mig venligst ikke om navnene.

Så er weekenden ovre. I morgen går turen til Narvik, hvor jeg skal være hele ugen. Jeg kører selv, så kryds venligst fingre for godt vejr. Til gengæld vil jeg ønske god arbejdsuge til alle bloggens læsere.

Ha' det
Jesper

Lutefisk

Onsdag aften var jeg i byen i Tromsø for at spise sammen med en russisk delegation, som havde været til en NATO-workshop om olieforurening i arktis. Og som årstiden her lige før jul byder i Norge, stod menuen selvfølgelig på lutefisk.
Lutefisk er en norsk specialitet, som de skryter meget af. Skrytet kommer af den specielle og traditionelle skandinaviske holdning, at jo værre fisk smager, jo bedre er det. Givetvis et kulturelt levn fra vikingetiden. På forhånd havde værten da også provokeret voldsomt og antydet, at jeg nok ikke turde deltage i et sådant lutefisk-lag. Så der var jo ligesom ikke andet for end at klemme ballerne sammen og se lystig ud.
Men når sandheden skal frem - og det skal den jo her i bloggen - så var det altså heller ikke værre. Ja, som i øvrigt garvet fiskespiser synes jeg egentlig, at det var en lidt tam fornøjelse. Bevares, man kunne da tydeligt smage, at fisken ikke just var fanget i eftermiddags, men det smagte egentlig ikke af så meget.
Lutefisk er klipfisk, der er udblødt i kaustisk soda. Det giver fisken sådan en lidt geleagtig konsistens og en nærmest gennemsigtig grå farve. Lutefisken serveres sammen med kartofler, ærtemos, bacontern, revet brunost, sirup og en sød sennep. Det er min klare overbevisning, at måltidet vil vinde meget, hvis man brugte fiskesennep og en sennepssauce dertil, måske lidt rødbeder, men så begynder det vel at blive lidt for delikat efter norsk tradition.
Men som min sidemand forklarede, så er lutefisken jo egentlig bare en undskyldning for at få en masse øl og brændevin. Og det må man jo acceptere. Skik følge eller land fly, som vi siger.
I øvrigt er ærtemosen en af de mere sympatiske elementer i norsk kogekunst(sic!). Det serveres som tilbehør til et væld af retter. Ærtemos, som i øvrigt kaldes ærtestuvning, smager lækkert og styrker peristaltikken voldsomt det følgende døgn, så det skal nok være sundt. Der er dog dem, der mener, at et indgreb mod ærtemos og en anden norsk nationalret, får i kål, vil være et effektivt middel til at begrænse de norske CO2-emissioner.
Og så er det jo blevet fredag og weekend igen.

Ha' en god helg
Jesper