Mestersnakket

Grønlandske råvarer

Søren Gericke var et af hovednavnene på weekendens Food Festival i Aarhus. Her holdt den kendte kok workshop for cirka 100 deltagere, der i løbet af en time skulle lære lidt mere om at bruge grønlandske råvarer som rejer og hellefisk.

Klar, parat, kog...

Søren Gerickes adkomst til dette specielle emne er to års ophold som kok på flyvepladsen i Mestersvig i halvfjerserne. Det er jo en del år siden - og det var måske årsagen til, at han i præsentationen takkede Kongelige Grønlandske Handel for at have sponsoreret råvarerne. Han opdagede dog selv fortalelsen og rettede det til Royal Greenland, der har været navnet på den grønlandske fiskeproducent siden 1986.

Workshoppen blev en sælson oplevelse. Deltagerne fik sikkert det, de var kommet for og havde betalt for, men om de blev så forfærdeligt meget klogere på grønlandske råvarer er nok et stort spørgsmål.

En god ven og tidligere kollega, forhenværende
socialdirektør i Nuup Kommunea, Kjeld Stigsen.

Opskrifterne til de tre retter blev præsenteret i et hæsblæsende tempo og med mange lommefilosofiske betragtninger fra scenen - og derefter nåede Gericke to gange rundt til samtlige deltagere for at smage og korrigere.Tidsplanen skred selvfølgelig og amatørkokkene måtte slukøret gå hjem til eget køkken med råvarerne til den tredje ret, der havde det besynderlige navn Savissivik af hellefisk og rejer.

Besynderligt, fordi Savissivik er navnet på en bygd i Nordgrønland - og ikke navnet på en ret. Så efter workshoppen spurgte jeg Gericke, hvad meningen var:

- Retten skulle jo hedde noget grønlandsk, så hvorfor ikke Savissivik? Hvis du synes, det er mærkeligt, kan du jo bare kalde den noget andet. Jeg er da revnende ligeglad, forklarede speedsnakkeren arrigt.

Og det er vel Gericke i en nøddeskal: Ordene betyder ikke så meget, men publikum labber det i sig. Ren underholdning for underholdningens skyld.

Jeg tror ikke, at det flytter ret meget.

Rent teknisk burde eksperten måske have brugt nogle af sine mange ord på at fortælle, at rejer ikke skal koge med i en fiskesuppe. Jeg fik lejlighed til at smage flere af deltagernes færdige retter - og her var rejerne skamkogte.

Det virkede heller ikke overbevisende, at Gericke ikke skelner mellem sortebær (revling) og blåbær - og at de bær han udleverede som en helt særlig grønlandsk specialitet var enebær, selv om han kaldte det blåbær og berømmede dem, fordi de smagte af den grønlandske jord.

3.000

Blog-jubilæum

Bloggen byder på utallige dyrefotos. Et af de første
 var denne odder fra Straumsbukta.

Denne lille historie er blog-indlæg nummer 3.000.

Dovregubben blev oprettet 1. september 2007, så det har taget 12 år at komme så vidt. Der er blevet skrevet om stort og småt, og jeg er kommet ganske vidt omkring i det, der lige så stille udviklede sig til en slags elektronisk dagbog, og som nu er en fast del af mine rutiner i hverdagen.

Natur og meteorologi fylder meget i min hverdag
 og på bloggen. Her melder Hirtshals storm.

Det begyndte egentlig som terapi. I 2007 var de sociale medier kun i sin vorden, og selve blog-formatet var helt nyt. På det tidspunkt boede jeg i Norge og havde i øvrigt engelsk som arbejdssprog, så jeg havde et stort behov for at holde mit danske sprog ved lige. Der blev bloggen så en mulighed.

Samtidig var jeg få måneder forinden flyttet til Norge fra Grønland, så der var også mange gode historier at fortælle om mødet med en kultur, der både ligner og adskiller sig væsentligt fra den hverdag, jeg kendte fra Grønland og Danmark.

Bloggens første rigtige historie handlede om høstfesten i Ungdomsforeningen Vårsol. Det var et kulturmøde af dimensioner og mit første skridt på vejen til at opdage den norske folkesjæl, der mestendels består af pizza og lutefisk.

I 2009 skiftede bloggen navn.

Som tiden gik fik billederne større betydning.  Jeg opdagede, at billederne er en væsentlig del af de sociale media og dagens mediebillede generelt. Uden fotos, ingen historie.

Oprindeligt hed bloggen "Fra de nordnorske fjelde", men det blev ændret til "Fra Limfjordens bredder" i 2009.

Bloggen er stadig terapi. Jeg er fyldt med ord, så jeg finder ro ved at skrive til bloggen - og jeg har samtidig fået skabt et helt enestående dokument over min jordiske færden. Et arkiv om man vil. Her kan jeg nemt søge tilbage og friske nogle af de oplevelser op, som ellers var gået i glemmebogen.

Dræbersneglene udløste pressestorm.

Der har været højdepunkter. I 2011 skrev jeg en artikel om dræbersnegle. Det udløste året efter en sand pressestorm, fordi de slimede brune dyr dette år var en stor plage - og man mente, at jeg var ekspert på området. Artiklen om dræbersneglene er i øvrigt bloggens næstmest læste.

Jeg modtager også jævnligt mails om sparkstøttinger. Jeg er tilsyneladende en af de få danskere, der har skrevet om dette glimrende vinter-transportmiddel, så læserne forventer, at jeg kan fortælle mere om, hvordan man anskaffer sig en sparkstøtting.

Jeg besvarer alle henvendelser, for det er faktisk også en del af fornøjelsen ved at skrive bloggen. Det giver også en fornemmelse af, hvad der rører sig derude blandt jævne folk, der er et stærkt forsømt område i dagens medier.

Bloggen ligger hos Google, der heldigvis har et stærkt spam-filter. For nogle år siden var jeg under angreb fra russiske kvinder, der fandt mig meget tiltrækkende. Det gik heldigvis over uden at jeg mistede min dyd i den sammenhæng. Men jeg er dog lidt fornærmet over, at de russiske kvinder blev afløst af tusindvis af forsøg på at sælge mig Viagra.

Jeg holder meget af god mad - og jeg bruger
blandt andet bloggen til at dele mine opskrifter.

Som årene er gået, har blog-formatet bidt sig fast. Der er skarpt profilerede bloggere, der tjener formuer på annoncer og klart definerede emner og målgrupper. I dag omtales disse mediefænomener som influencere - og der er også en begyndende statslig bekymring og regulering på vej.

Jeg har holdt mig fri af annoncer. Ikke fordi jeg ikke kan bruge pengene, men jeg har brug for friheden, uafhængigheden og muligheden for at skrive lige nøjagtig, hvad der passer mig. Jeg har stort set hele mit liv arbejdet professionelt med kommunikation. og der er det et vilkår, at man tager hensyn til dem, der betaler - bevidst eller ubevidst. Derfor er bloggen mit lille frirum, hvor jeg kan sige lige nøjagtig, hvad der passer mig.

Lidt statistik. Bloggen er siden 2007 besøgt 614.000 gange. Det giver 140 læsere om dagen - og de skal alle hver som en have en stor tak, fordi man læste med.

Det berømte postkassestativ.

Den mest læste historie er - af uransagelige årsager - fortællingen om mit hjemmelavede, Kulsø-inspirerede postkassestativ, der er blevet læst ved direkte opslag 7250 gange. Når læserne finder bloggen er søgeordene blandt andet blomster, lutefisk, sparkstøtting, leopardsnegl - og så selvfølgelig Jesper Hansen.

Nok om det. Senere på dagen går livet videre, og der venter blandt andet en historie om Søren Gericke, som jeg mødte lørdag.

Tak fordi du læste med...

Kunst på gavlen

Brande

Torsdag var jeg i Brande til et møde på vindmøllefabrikken Siemens-Gamesa, der med sine 4.000 ansatte er overvældende stor.

Men sådan skal det nok være i Brande. Som guiden på den indledende rundvisning henkastet, men med slet skjult hjemstavnsfølelse bemærkede: - Der er en del millionærer i byen...

Der er da heller ingen tvivl om, at folkene i Brande har den der særlige uldjyske evne til at tænke stort. Byen har blandt andet givet navn til konfektionsforetagendet Brandtex, der mig bekendt leverer dametøj i såkaldt fruestørrelse...

Jeg har aldrig været i Brande før, så efter mødet gik turen til byens centrum, der er verdensberømt for sine mange gavlmalerier.

Det var en god ide, som branditterne udtænkte i slutningen af tresserne, hvor kunsten kom ud til folket. Brande ligner ellers så mange danske stationsbyer, men gavlmalerierne lyser op og bringer lidt fest ind i gadebilledet - omend jeg synes, at de nyeste gavlmalerier er noget dystre.

Sådan er det jo med god kunst. Det kan altid diskuteres. Men ingen tvivl om at jeg mest er til fest og farver. Sådan er jeg jo...

På hjemturen slog jeg et smut forbi flækken Isenvad nær Ikast. Et par huse med fælles lokum og en nydelig kirke. Men Isenvad er - som navnet måske antyder - gerne landets koldeste sted om vinteren, som flækken ligger i en lille dal på den midtjyske hede fjernt fra kysternes lune vand. Noget af det nærmeste Danmark kommer på fastlandsklima - og det er da meget sjovt at kunne sige, at man har været netop der...

Blodtørstige Bjarne

Tørst

Tegning: Bent Holm

En af mine tidligere kolleger, tegneren Bent Holm, er netop gået freelance - og markedsfører sig blandt andet på Facebook med såkaldte 1-hour drawings, hvor han næsten dagligt bruger en time på at opfylde ønsker fra læserne.

For en uge siden gav jeg Bent stikordet tørst - inspireret af planten tørst, som jeg netop har lært at kende. Tørst er et ord med ufatteligt mange betydninger: Udover planten kan det være sømandens tørst efter øl og hornmusik, det kan være deliristen Kaptajn Haddock i Krabben med de gyldne klør, det kan være mit lille job som vinmand og det kan være tørst efter viden.

Nu brugte jeg tørst som stikord. Det har Bent taget helt alvorligt og tegnet stikmyggen Blodtørstige Bjarne, som er en nær slægtning til Cykelmyggen Egon.

Den sidder lige i plet. Bent vidste det næppe, men sandheden er, at jeg er et af de mennesker, som myg bare elsker. De jager mig døgnet rundt, året rundt og specielt i Grønland er det slemt om sommeren, hvor det en gang kostede mig en tur på skadestuen.

Men jeg ser det fra den lyse side. Det viser jo, at jeg er et godt menneske - 10.000 myg kan ikke tage fejl!

Jeg er nysgerrig

Blå blink i Skovsgaard

"Jag är nyfiken" var titlen på to film, der kom frem i kølvandet på pornobølgen i slutningen af tresserme med svenske Lena Nyman i socialrealistisk lidt tøj i hovedrollen.

Og nysgerrig - det er lige, hvad jeg er. Det kunne sådan set være overskriften på mit liv...

Så da Nordjyllands Politi inviterede pressen til katastrofeøvelse i Skovsgaard tirsdag aften, kunne jeg da heller ikke holde mig væk, selv om jeg rent professionelt ikke rigtig kunne bruge historien til noget som helst - bortset fra lidt blålys-æstetik.

Scenen blev sat med en Transporter fra Hjemmeværnet, der tonsede ind i en flok cyklister ud for indkørslen til det lokale fjerkræslagteri. Mens ambulancefolk og sundhedspersonale knoklede med de mange kvæstede, udbrød der så brand på slagteriet, så et meget stort antal udrykningskøretøjer pludselig havde alt for lidt plads midt på hovedgaden i Skovsgaard, der ellers er en ganske fredelig lille landsby.

Det er næppe særligt realistisk med to spektakulære ulykker inden for en radius af 100 meter, men sikkert god træning for de involverede myndigheder. Jeg har set det ved andre øvelser, hvor det kræver et betydeligt overblik at undgå, at de forskellige enheder går i vejen for hinanden.

Da jeg kørte hjemmefra, satsede jeg på måske at få billeder af lægehelikopteren in action, men den bjørn kom der ikke noget skind ud af. Til gengæld blev det til et foto af regionens særlige Mobil Traume Enhed, der er en rullende skadestue, som aktiveres ved ulykker med fire eller flere tilskadekomne.

Ved den slags begivenheder møder politi-hjemmeværnet altid talstærkt op - og det kan godt være lidt anstrengende at arbejde sammen med disse "fritidspolitier". Men "min" hjemmeværns-mand denne dag var nu en flink og kompetent mand, der både havde tid til en snak og fik trafikken til at glide.

Søndag med forkælelse

Lækkerier

Energien var høj fra morgenstunden søndag, så der blev både regeret i køkkenet og høstet i haven.

En stor portion hjemmegjort italiensk salat er bare så meget bedre end købeudgaven, så der blev fråset, selv om jeg normalt hverken bruger italiensk salat eller remoulade til frokostmadderne.

Og så blev det til sprængt tunge med peberrodssauce til aften. Det er herremad. Selvfølgelig med frisk æblekage med en sjat portvin på makronerne til dessert.

Der blev høstet æbler, tomater, vindruer, blommer og så tog jeg de sølle tre Clara Friis-pærer, som det er blevet til i år. Lidt men godt, som man siger...

Lille sommerfugl

Fotogene insekter

Netop nu er der masser af sommerfugle i haven. De er nemme at fotografere - lidt for nemme somme tider - men i dag kunne jeg ikke stå for dette eksemplar af nationalsommerfuglen, Nældens Takvinge, som tog for sig af pollen i solsikkerne.

Ellers er det nælder, der er yndlingsføden, og den findes over alt i landet, hvor der er adgang til nælder - sikkert også til at skide i, som man bramfrit udtrykker det i visse kredse.

Der var også flittigt besøg af nationalsommerfuglens fætter, den notoriske drukmås Admiral, der er en rigtig svirrebror. Den flyver flyver gerne fra Sydeuropa til Danmark for at beruse sig i sensommerens gærede frugter - og dem er der rigeligt af netop nu, hvor haven byder på både nedfaldsæbler og nedfaldsblommer.

Akkurat som Nældens Takvinge lægger den også gerne sine æg i nælderne.

Solnedgangstur

Familieidyl

Lørdag aften fik jeg lige lyst til en hurtig aftentur i det lune og dejlige vejr, så jeg kørte op til Tingskoven til min faste plads.

Her var der fred og idyl. En mindre flok krondyr gik og græssede cirka 150 meter ude på marken. Det er sådan cirka den maksimale afstand at skyde på med kameraet - midt på dagen vel at mærke. I skumringen er det ikke helt godt.

Vinden kom fra sydøst. Det var til gengæld godt, for jeg tror faktisk slet ikke, at dyrene opdagede mig i den halve time, jeg var der. Kalvene lå fredeligt og tyggede drøv - og den store han var også så optaget af at spise, at jeg tvivler på, at det pinsomme brunstvanvid endnu er brudt helt ud.

Det skal nok komme. Han var lige henne og snuse ved en af hinderne, der venligt, men bestemt afviste herren. Det er ikke tid endnu.

Men jeg er tilfreds med sådan en aftentur. For den bekræfter mig i, at store oplevelser er under opsejling for os, der færdes alene i skoven - på dyrenes betingelser og uden mountainbike og farvestrålende sportstøj. For os, der færdes i naturen med ophøjet ro og værdighed. Akkurat som krondyrene.

Kvindfolkeaften

Det gode selskab i godt selskab

For en gangs skyld fik kvinderne adgang til det gode selskab.

Labre larver, skønne møer og gæve øboere. De var der allesammen, da Øland Sildelaug fredag aften skød efteråret i gang med den årlige ledsagerfest - altså den ene aften om året, hvor konen, kællingen, madammen får lov til at deltage i løjerne.

Klar til bordets glæder...

Allerede fra midt på eftermiddagen var der gang i køkkenet. Aftenens store fireretters menu blev stille og roligt en realitet. Ikke den store panik, for mændene har jo prøvet det før. Så ind i mellem blev der også tid til mandfolkesnak over et køligt glas hvidvin.

Mens de sidste køkkenmanøvrer foregik, var kvinderne på efterårsmanøvre i skoven, hvor de besigtigede Glarborgen - og ligeledes nød et glas rigtig damevin fra Mosel, inden velkomsten i medborgerhuset klokken 19.15.

Her gik sammenkomsten løs for alvor, efter at toastmasteren, Palle, havde dikteret nogle få, enkle regler for aftenen. For eksempel at det ikke forventedes, at damerne præsenterede sig selv, men overlod det til herrerne at fortælle det, der nu var nødvendigt for alle at vide. Og selv om SEP præsterede en ypperlig tale for damerne, forventedes det heller ej, at damerne trættede med en tale for herrerne. Og således blev det.

Hardy modtog velfortjent titlen som "Årets Sild".

Traditionen tro blev også "Årets Sild" udnævnt. Det blev laugets egen kassemester og giftblander, der modtog den ærefulde titel for blandt utallige fortjenster sin store indsats for beboerlauget og medborgerhuset.

Aftenen blev også anledning til at udnævne Øland Sildelaugs første dessertmester - en værdighedstitel blandt laugsbrødrene på linie med giftblander, ceremonimester og skriverkarl. Den ære tilfaldt selvfølgelig Smeden for hans utrættelige indsats i bagværkets og desserternes verden. Utallige er de sirligt pyntede desserter, som han har kreeret i sildelaugs-sammenhæng, og hvor selv den mindste violblomst har sin veldefinerede rolle i anretningerne.

Smeden kan nu kalde sig Dessertmester - respekt!

Smeden kvitterede da også for titlen med aftenens dessert, Smedens Nøddedrøm, som var en nøddekage i glas med mousse af hyldeblomst og kirsebær og på toppen et kæmpebrombær af egen avl. Skriverkarlen havde gerne bragt et foto af denne herlighed, men desværre kunne fotografen ikke længere se noget som helst på det fremskredne tidspunkt af aftenens begivenheder. Således forgår al verdens herlighed.

Aftenens menu stod i øvrigt på torsk i svøb med sennepscreme og rødbedesalat, sprængt kalvetunge med italiensk salat samt marineret langtidsstegt kalvecuvette med gratinerede rodfrugter og rosenkål samt en lille dråbe sauce. Til vegetarerne var der salat med mormordressing, hvilket gav anledning til en del snak - for der er åbenbart lige så mange opskrifter på mormordressing, som der er øboere. Ganske interessant, faktisk...

På sangens vinger, mens stemmerne stadig var klare.

Maden blev naturligvis ledsaget af gode vine, som det vil føre alt for vidt at komme ind på her, men helt sikkert spitzenklasse, som man siger.

Det gjorde et vist indtryk, for stik mod traditionerne var aftenens første forsøg på at slutte med Ølandssangen nok velment, men ikke specielt vellydende. Ynkeligt og pinligt vil nogle sikkert mene. Først da sangbladene i al hast blev omdelt, kom der gang i de velsmurte, men trætte stemmebånd, inden turen gik ud i den stille og lune sensommernat og hjem til ham der Arne - hjemmets arne...

Torsk i svøb.

Sprængt kalvetunge.

Marineret langtidsstegt kalvecuvette.

Kornmodsglans

Flashfoto

Nattens blanding af kornmod og en mindre tordenbyge var en oplagt chance for at blive lidt klogere på at fotografere lyn. Det lykkedes da meget godt, når jeg nu selv skal sige det...

Da kornmodsglimtene begyndte ved midnatstid, kørte jeg ned til fugletårnet, hvor der er læ for regn og rusk - og mindst lige så vigtigt ikke så meget forstyrrende lys fra gadelamper m.m.

Egentlig var strategien ganske simpel. Kameraet på stativ, fem sekunders eksponering og så ellers knipse løs, til der kom et lyn på kortet.

Der er rum for forbedring. Jeg havde helt klart undervurderet lysstyrken i lynene, så næste gang skruer jeg nok lidt op for blænden. Kamera-vinklen skal nok også justeres, så jeg får mere himmel med.

Men ellers var strategien ganske effektiv. Den har blot en ulempe - og det er, at billederne nemt bliver lidt ensformige, når jeg står fast ved stativet. Det gav ikke mening at flytte, for det var også med at finde en skudretning, hvor der ikke kom regn på objektivet. Jeg prøvede først at skyde ud over fjorden, men på grund af regnen og blæsten var det ikke nogen god løsning.

Så i stedet blev det til en serie fotos langs dæmningen mod Bjerget. Og det bringer da lidt fornyelse ind i min store samling af dæmningsbilleder. For sådan har jeg i hvert fald aldrig set dæmningen før...