Større kan det ikke blive

Fiskerimesse

375 heste på en Poca-jolle. Så kan det ikke blive meget større, mener Oline Petersen, Ole Petersen, Frederik Olsen, Manu Olsen, Edvard Olsen og Ane Olsen, der alle havde taget turen fra Grønland til Aalborg for at se det nyeste isenkram til fiskeriet på Nordeuropas største fiskerimesse, der finder sted i disse dage i Aalborghallen.

Fiskeriet står for 85 procent af de grønlandske eksportindtægter, så det er vigtigt erhverv, der beskæftiger mange mennesker i Grønland - og det er også baggrunden for, at jeg er til fiskerimesse. Det er rent journalistisk en guldgrube, som jeg skal leve højt på længe. Her har jeg mulighed for at snakke personligt med mange af de kilder, som jeg ellers kun har telefonisk kontakt med.

Danfish, som messen hedder, finder sted hvert andet år, og giver et indblik i en verden, som efterhånden kun de færreste almindelige danskere kender - bortset fra småfiskerromantikken i TV-serien om Gutterne på kutterne fra Thorup Strand.

Men det er business - big business - for connaiseurs. Der bliver handlet for millioner af kroner under messedagene og skrevet kontrakter på alt fra trawlere, moterer, kommunikationsudstyr, arbejdstøj til kraner. Og selv uldsokker af bedste norske kvalitet kan erhverves i større eller mindre kvanta på messen.

Jeg mødte på førstedagen min gamle ven Mikkili. Han var på udkig efter 500 krabbetejner - bare nævnt for at vise, hvad det hele går ud på. Selv er jeg på udkig efter leverandører, som leverer udstyr til mærkning af garn. For spøgelsesgarn, som vildfarne garn kaldes, er et af fiskeriets store udfordringer i en tid, hvor bæredygtighed er det helt store emne i fiskeriet.

Tilbage til den store 375 hestes Yamaha-påhængsmotor på billedet øverst. Da jeg kom til Grønland for første gang for snart 30 år siden var noget af det første, jeg lagde mærke til, de enorme påhængsmotorer, der sad på alle jollerne i havnene. Dengang havde jeg næppe set en påhængsmotor større end fem heste i Danmark. Men når afstandene er store, og fiskeriet er godt, så skal der altså mange flere heste til.

Onsdag og torsdag brugte jeg en halv arbejdsdag på messen. Men i dag fredag, hvor regnskabet skal gøres op, bliver det med stor sandsynlighed en lang hel arbejdsdag med blok og kamera.

Sørgedue

Bonusfugl i Grønland

Foto: Finn Thomsen

Jeg fik lige en lille sidehistorie, da jeg skrev artiklen om det grønlandske fugleliv, som jeg bragte her på bloggen forleden. Den skal vi selvfølgelig også have med.

--------

En ornitologisk sensation

Da Sermitsiaq var i kontakt med Finn Thomsen for at låne hans fine foto af en silkehale, sendte han os også dette foto af en due, som han tog i Narsarsuaq den 12. november 2020 – og spurgte om vi måske kunne hjælpe med at identificere den, selv om billedet er taget på stor afstand. Duer er en stor sjældenhed i Grønland, så det er lidt af sensation.

- Der er tale om sørgedue. Der var én i Qaqortoq i juni 2020, og det kunne være samme fugl, mener David Boertmann.

Identifikationen bekræftes af ornitologen Hans Christiophersen, der dog undrer sig lidt over duens hale.

- Normalt er sørgeduens hale mere spids, men måske er fjerene slidt. Rent statistisk kan det næppe være andet end sørgedue, siger han.

Sørgeduen er en af de mest almindelige og vidt udbredte fugle i Nordamerika, og enkelte gange er den set i Grønland. Det er den eneste dueart, der er registreret som spontant forekommende i Grønland. Det vil sige, at den er kommet hertil af sig selv uden menneskets hjælp.

--------

Der er den lille detalje ved historien, at jeg tilfældigvis fandt et foto i mit arkiv af en sørgedue - se nedenfor. Billedet stammer fra Skt. Thomas, hvor vi var på ferie i 2009, og jeg havde faktisk glemt det fuldstændigt.

Der var i øvrigt ikke plads i avisen til at nævne, at sørgeduen er registreret i Grønland ved Paamiut i juli 1901 og efterfølgende i Maniitsoq 1946, Nanortalik 2009, Nuuk 2010 samt den omtalte i Qaqortoq 2020.

Erindringer om en bispeindsættelse

Ekcersits

Dronningen ankommer til rådhuset i Nuuk. Jeg havde i en del år kontor
 i det øverste vinduesfag nummer tre fra venstre. Foto: Grønlands Politi

Dronning Margrethe besøgte i weekenden Nuuk - blandt andet for søndag at deltage i gudstjenesten, hvor biskop Paneeraq Siegstad Munk blev indsat.

Munk, der er den tredje grønlandske biskop i nyere tid, afløser Sofie Pedersen, der blev indsat i 1995 - ligeledes under overværelse af Dronningen. Og det blev anledningen til, at jeg i årene efter havde en lille finger med i utallige royale besøg i Nuuk.

Egentlig var de royale opgaver slet ikke et job for informationsafdelingen, hvor jeg var tiltrådt et halvt år forinden, men den gamle spejders organisationstalent kunne jeg ikke løbe fra, og pludselig lå opgaven med at organisere den kommunale del af dronningebesøget på mit bord. 

Dronning Margrethe sammen med nuværende borgmester
Charlotte Ludvigsen i kommunalbestyrelsens mødesal
  på rådhuset  i Nuuk. Foto: Emil Stach

Kommunens andel i festlighederne bestod først og fremmest i at være vært ved en kaffemik for Dronningen og borgerne i forsamlings-huset, der ligger lige over for Hans Egedes Kirke midt i Nuuk. Det blev planlagt ned i nederste detalje med en drejebog, der minut for minut beskrev slagets gang - og den plan skred selvfølgelig af årsager, jeg i hvert fald ikke var herre over. Det vender jeg tilbage til...

Lørdag eftermiddag holdt vi møde og pudsede detaljerne af - og jeg blev tilbage efter mødet sammen med borgmesteren, nu afdøde Agnethe Davidsen, og rettede hendes tale til. Her kunne jeg så have valgt at gå hjem, men fordrukken og forlystelsessyg som jeg jo er, gik jeg på værtshus.

I aftenens løb besøgte jeg baren på Hotel Hans Egede, hvor jeg løb ind i det samlede danske bispekollegium, der angiveligt havde holdt møde i salmebogskommissionen. Her kom jeg i snak med den københavnske biskop og senere kongelig konfessionarius Erik Norman Svendsen, der viste sig som et ualmindeligt morsomt og underholdende menneske. Lidt til min overraskelse, for jeg kommer jo fra Vesthimmerland - og der er Herrens tjenere bestemt ikke morsomme.

Undervejs i samtalen nævner Norman Svendsen, at han gerne vil øve processionen med bisperne søndag, men mangler et lokale. Det var ikke noget problem, for jeg havde jo lejet forsamlingshuset - og der er der en lille sal, som vi alligevel ikke skulle bruge. Så vi aftalte at mødes i forsamlingshuset med alle bisperne sent søndag formiddag.

Søndagen var en dejlig augustdag i Nuuk. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og det var - i hvert fald efter grønlandske forhold - drønende varmt. Bisperne skulle klæde om til det fine (og meget varme) ornat, men på grund af varmen valgte de at øve processionerne foruden ornat.

Biskopperne går i procession. Screendump, KNR

Så der - i forsamlingshuset i Nuuk - overværede jeg samtlige danske bisper kun iført underbukser, mens Norman Svendsen ekcercerede dem i processions-kunsten. Det er næppe mange andre udenforstående forundt - og det er i hvert fald et minde, jeg sent vil glemme.

Svendsen gjorde det med stor humor - og på et tidspunkt, hvor bisperne skulle dreje 180 grader om sig selv, kundgjorde han: - Nu skal man forestille sig det helt utænkelige, at samtlige danske bisper bliver omvendt..

Selve bispeindsættelsen overværede jeg ikke - den var kun for særligt indbudte - men efter ceremonien ankom Dronningen og borgmesteren til forsamlingshuset og blev bænket ved et kaffebord bagerst på tværs af salen, der var fuld af forventningsfulde nuummiut, der var lykkelige over at være sammen med den elskede Dronning.

Borgmesteren holdt en kort tale - og så gik man ellers i gang med kaffebordet. Boller med smør, kringle, lagkage og småkager. Masser af småkager.

Og her skete det, som ellers aldrig sker ved royale begivenheder. Tidsplanen skred. Den skred endda ganske voldsomt. Egentlig var der afsat en time til kaffemikken, og jeg ved, at borgmesteren glædede sig til det var overstået, for grønlandsk kvindedragt i en overfyldt forsamlingshussal var altså rigeligt varmt efter hendes smag.

Men Dronningen havde slet ikke travlt. Hun havde kun denne ene opgave - og udsigt til at skulle overnatte på et af flådens inspektionsskibe. Så passiaren med den svedende borgmester gik livligt. Småkage efter småkage. Og nogle smøger blev det også til, for dengang røg man jo ved offentlige arrangementer.

Der var heller ikke så meget sikkerhed dengang, så der var heller ikke nidkære sikkerhedsfolk til at stoppe snakken. Der var ikke andet at gøre end vente - og se tiden an. Det gik da også fint. Alle havde en god dag, men det er i hvert fald meget usædvanligt, at Dronningen ikke overholder tidsplanen.

Da det hele var slut, blev det tid til en meget kold og meget velfortjent øl. Den væltede tidsplan var jo dybest set bare resultatet af et ualmindeligt vellykket arrangement.

Jeg har desværre ikke fotos fra dagen, så jeg har valgt at illustrere historien med fotos fra søndagens nye bispeindsættelse - 26 år efter.

Fugle i Grønland

Timmiarsiooq*

Foto: Finn Thomsen, Narsarsuaq

For et par uge siden havde jeg en artikel i Sermitsiaq (2021/38) om grønlandske fugle. Sermitsiaq er en printavis, så jeg bringer den lige her, så den også er tilgængelig på nettet. For interessen for fugle er stigende i det grønlandske - og artiklen blev til efter ønske fra flere læsere.

----------

Populær hobby

Interessen for at se på fugle i Grønland er voksende. Det kan man blandt andet opleve på Facebook, hvor mange laver opslag med fuglefotos.

Foto: Naja S. Petersen

En af dem er Naja S. Petersen, der nu er flyttet til Danmark, men sidste vinter boede i Fiskerbyen i Nuuk og dagligt havde besøg af en havørn på altanen.

- Den kom hver dag, og jeg kunne fotografere den med mobiltelefonen lige på den anden side af ruden. Jeg kaldte den Kammattaa Fiskerbymmioq - Fiskerbyens Bedsteven. Det navn var bestemt fortjent, når man tænker på, hvor svært det ellers kan være at komme tæt på en havørn.

Naja S. Petersen var ikke den eneste, der havde besøg af havørnene på altanen. Det skete også flere steder i Qinngorput – og det gav anledning til diskussioner om der måske er kommet flere havørne i Nuuk-området.

Det mener biologen David Boertmann fra Aarhus Universitet, der har skrevet en lang række bøger og videnskabelige artikler om grønlandske fugle.

- Det er helt korrekt, når folk mener, at der er kommet flere havørne til i Nuuk. Det er sket, efter at især Frank Wille gjorde en stor indsat for beskyttelse af arten i firserne og halvfemserne. Det medfører også, at de enkelte ørne bliver mere tillidsfulde, siger David Boertmann til Sermitsiaq.

Men havørnene er ikke de eneste fugle, som har ændret adfærd de seneste år i takt med, at borgernes syn på fuglene har ændret sig. Det gælder også gråænderne, der i dag findes i søer og vandhuller i de fleste grønlandske byer. Det er en ændring i adfærden, som er sket gennem ganske få år.

Tidligere blev de jagtet, og der var også tilfælde, hvor børn kastede sten efter ænderne, men i dag får ænderne fred – og mange børnefamilier hygger sig med at fodre ænderne på søndagsturen.

- Gråænderne har fundet ud af, at de ikke bliver skudt på i byerne, og er blevet talrige i blandt andet Nuuk Sisimiut o Aasiaat, siger David Boertmann.

- De grønlandske gråænder er interessante i en biologisk sammenhæng, fordi den grønlandske bestand udgør en særlig underart, som adskiller sig fra de andre ved at være markant større og have større saltkirtler. De danske gråænder har også saltkirtler og kan leve i de marine miljøer, men de grønlandske er bedre tilpasset her.

Foto: Finn Thomsen, Narsarsuaq

Fuglelivet i Grønland er kendetegnet ved, at der findes få forskellige arter. Mange småfugle er trækfugle, der overvintrer under varmere himmelstrøg, og derfor har svært ved at finde vej til Grønland. Men der er alligevel kommet flere arter til.

I Sydgrønland er vindroslen de seneste år blevet en ganske almindelig fugl – i blandt andet de mange plantager. For ornitologer og fuglekiggere er det også spændende, at den flotte silkehale har ynglet i Narsarsuaq siden 2016.

Foto: Finn Thomsen, Narsarsuaq

- Min nabo, Helene Grønvold, er en ivrig fuglekigger. Så når silkehalerne har siddet i vores træer, der hvor vi bor, så har hun ringet til mig og jeg har så taget lidt billeder.- Silkehalerne har vi haft gennem de seneste fire til fem år. Jeg vil tro, der er en lille lokal bestand, da Helene også har set dem om vinteren på sine ture i det lokale, fortæller hobbyfotografen Finn Thomsen fra Narsarsuaq.

David Boertmann har også registreret, at canadagåsen, der tidligere var sjælden i Grønland, breder sig:- Canadagåsen var indtil begyndelsen af 1990erne en sjælden ynglefugl i Vestgrønland, men har siden bredt sig og yngler nu stort set i hele Vestgrønland, dog har jeg meget få oplysninger fra Sydgrønland. I Østgrønland er den fåtallig sommergæst, og jeg fandt den ynglende syd for Tasiilaq i 2014, så den breder sig formentlig også der.

- Samme historie kan fortælles om sildemågen.

De seneste år er det også blevet populært at besøge de grønlandske fuglefjelde. Ikke for at jage, men bare for at se på fugle.

Det bekræfter Ivik Knudsen-Ostermann, der driver bådcharterfirmaet Greenland Cruises.

- Hver uge i sæsonen (fra slutningen af maj til midten af august) har vi haft søpapegøjeture til de to kolonier nær Nuuk. Turene er ofte udsolgt, for folk synes, at det er sjovt at se de flotte fugle.- Det er især de lokale, der har benyttet sig af muligheden i corona-perioden, men vi kan også mærke, at søpapegøjerne interesserer udefra kommende gæster, siger Ostermann.

Den stigende interesse for at se på fugle er også registreret hos Visit Greenland, der har fået fotografen og biologen Carsten Egevang til at skrive en vejledning for fuglekikkerne på turistorganisationens hjemmeside. Her kan man blandt andet læse om de mest almindelige fuglearter i Grønland. Hvor de lever, hvad de spiser, hvornår de får unger og så videre.

Vejledningen er fyldt med tips fra den erfarne fuglefotograf, der ikke alene har fuglekiggeriet som sit erhverv. Det er også hans hobby.

- Det gode ved at kigge på fugle er, at alle kan være med – og at man kan dyrke hobbyen på alle niveauer, siger Carsten Egevang til Sermitsiaq.

- Fugle findes over alt – og det er ikke så svært. For fuglelivet i Grønland er kendetegnet ved, at der findes få forskellige arter. Det betyder, at man med en relativ lille indsats kan lære de mest almindelige fuglearter at kende.

- Så mit første råd til grønlandske fuglekiggere er: Sæt navn på fuglene.

- Mange fugle er trækfugle, der ikke er i Grønland hele året. Her er det sjovt at holde styr på, hvornår man for eksempel ser den første snespurv eller canadagås. Det er sikre forårstegn – og så kan man også glæde sig over, at foråret er på vej.

- Hvis man vil gøre lidt ekstra ud af, kan man sætte et fuglebræt op på altanen. Specielt småfuglene kommer tæt på, når de bliver fodret, lyder det fra Carsten Egevang.

Carsten Egevang og andre grønlandske hardcore-fuglekiggere – de såkaldte twitchere – har deres egen Facebook-gruppe ” Fugle i Grønland, Kalaallit nunaanni timmissat, Birds in Greenland”. Her kan også amatører følge med i de mange spændende observationer af især sjældne fugle i Grønland.

Sermitsiaq hører gerne fra læsere, der har spændende fugleobservationer. Skriv til redaktion@sermitsiaq.ag

*) Ornitolog på grønlandsk

En halv times forsinkelse

I luften igen

Landet er i forbløffende grad kommet på benene igen efter coronaen, så torsdag gik turen for første gang i over et år til København.

Det var til gengæld ikke uden problemer, for denne torsdag var der tåget i Kastrup, så afgangen med DAT var udskudt en halv time. Jeg må indrømme, at den mulighed havde jeg ikke lige forudset, efter at flytrafikken i næsten to år har været lagt ned på grund af coronaen.

Det tager jeg som et tegn på, at tiderne er normale - og jeg har da brugt adskillige døgn af mit liv på at vente på fly, der ikke flyver efter planen. Men det sker nu oftere i Grønland end i Danmark.

Forsinkede fly generer mig ikke voldsomt. Jeg sætter mig bare til at sove, og jeg har altid været god til at sove i lufthavne og fly. Jeg kan jo alligevel ikke gøre noget - og så er det bare med at få det bedst mulige ud af situationen. Og det er som regel en lille lur.

Jeg kan i øvrigt godt lide at flyve med DAT. Servicen er i top, og man føler sig velkommen. Og så har de sådan nogle begejstrede piloter, der elsker at flyve - og fortælle. Men dagens første pilot brugte nu et lidt underligt udtryk. Han talte om vores tur ned til København.

Ganske vist ligger København sydligere end Aalborg, men jeg siger nu altid ovre i København. Sjovt...

Formiddagen gik med et spændende interview med  guldsmed Hartmann, der har lavet det grønlandske selvstyres gave til Dronningen i anledning af hendes 80-års fødselsdag sidste år - og netop har lanceret en kollektion med grønlandske safirer. Det vender jeg tilbage til på et senere tidspunkt.

Om eftermiddagen stod den på et interview med den russiske ambassadør til Danmark, Vladimir Barbin, der venligt tog imod i døren. Og en efterfølgende reception på ambassaden. Også en spændende sag, som jeg vender tilbage til.

Den russiske ambassade ligger nær Østerport - som de fleste ambassader - i nogle smukke patricierpalæer. Den er nabo til den amerikanske ambassade, men mere hyggelig. Overalt - i de lokaler jeg var i - var der dansk guldalderkunst på væggene - og i reolerne noterede jeg mig fine danske bogværker som Achton Friises "De danskes øer" og pragtværket "Ordbog over det danske sprog", der nok er vores væsentligste kilde til den danske etymologi.

Vagterne - for sådan nogle er der jo på ambassader - var for så vidt også mere venlige, end man møder dem på den amerikanske ambassade. De forstod ganske vist hverken dansk eller engelsk i nævneværdig grad, men ulastelig klædt i habitter af fin kvalitet og et smil på læben. Og også bredskuldrede og karseklippede, så man kan jo nemt gøre sig nogle tanker om, hvad de kan gøre i en presset situation. Fint nok for mig. Verden er jo ikke en børnehave.

Hjem igen kl. 18.50 med DAT efter godt otte timer i København. Det er såmænd også rigeligt...

To lys på et bord

Tillykke

Lørdag fejrede vi min søsters 60 års fødselsdag med en god uges forsinkelse. Men det gjorde nu ikke festen ringere, selv om søster bor i nærheden af Ringe.

Festen foregik på Fangel Kro - en af de mange landevejskroer, som Fyn er så velforsynet med. Fangel ligger i udkanten af Odense, men betragtes vistnok som en selvstændig by. Fyn er jo også så velforsynet med små landsbyer, at det kan være svært at se, hvor den ene slutter og den næste begynder.

Det blev en rigtig god dag med hyggeligt samvær - og snakken gik... Selvfølgelig især om fødselaren, som jeg kun har godt at sige om. Hun er alt det, som jeg ikke er. Omhyggelig og med sans for detaljen - og i det hele taget et ordentligt menneske med stor interesse for håndarbejde. Det sidste kan jeg ikke just prale med. Selv om jeg mener, at jeg er ret skrap til knob og tovværk, har jeg aldrig lært at strikke og hækle.

Maden var fin kromad. Først lidt torsk på spinatbund med hollandaise - rigtig hollandaise. Så kalvesteg med brune kartofler, sovs og tyttebær-syltetøj og endelig citronfromage. Den slags garanterer successen.

Så herfra skal lyde endnu et tillykke med dagen - og tak for en hyggelig fest.

Det blev en lang dag. Hjemmefra ved 8-tiden og hjemme igen kl. 21.45 med cirka 540 km på bogen. Udturen gik forholdsvist målrettet, men på hjemturen nåede vi lige at gøre Fyn ad den gamle landevej og den gamle Lillebæltsbro, inden det blev helt mørkt. Det er sådan en pæn tur.

Jeg kan ikke sige mig helt fri for at være godt brugt, da vi i mørket nærmede os Øland.

Jeg har en gammel krigsskade fra dengang, vi boede i Nordnorge. Når jeg kører i mørke og er træt, ser jeg hele tiden rensdyr i grøftekanten. Og det blev til mindst ti rensdyr på de sidste kilometer mellem Attrup og Østerby. En enkelt gang så voldsomt, at jeg var oppe at stå på bremsen - selv om jeg udmærket godt ved, at sandsynligheden for at møde et rensdyr på vore kanter er ganske lille - og det fata morganiske rensdyr var på størrelse med en elefant.

Brødebetyngede laugsbrødre

Smørrebrød

Laugsbrødrene gik på opdagelse i Ida Davidsens fodspor, da Øland Sildelaug fredag den 1. oktober holdt septembermøde. Forsinkelsen af septembermødet var helt frivilligt og slet ingen kunst, for mødet var skubbet en uge på grund af Kunst på Øland, der løb af stabelen sidste weekend og dermed kolliderede med laugets planer. Men hellere sent end aldrig, som vi siger.

Og det blev da også sent, inden mødet sluttede. Der er helt åbenbart bund i fattigfolk, og seks stykker smørrebrød tog altså sin tid at fortære.

Det begyndte ellers med briefing fra viceoldermanden, der fortalte lidt om smørrebrødskunsten - og ikke mindst den vigtige forskel mellem snitter og smørrebrød. Den detalje stod dog ikke helt klar for alle laugsbrødrene, der boltrede sig i det kolde køkken, så specielt aftenens første godbidder var ganske solide. Frie variationer over et fast tema, kan man med rette sige.

Serveringen begyndte meget naturligt med sild. Den klassiske udgave med karrysalat - vel at mærke hjemmelavet karrysalat. Og meget rustikt anrettet med en sølle tomatbåd som pynt på et velvoksent stykke rugbrød af bageren fra Halvrimmens det bedste.

Næste servering var stegte fiskefiletter vendt i rugmel. Igen var instruktionen om snitter ikke helt klart opfattet, så også her var der rigeligt med brød. Men remouladen var hjemmegjort - og den slags kan jo få selv det største stykke smørrebrød til at glide ned.

Men så måtte lauget altså også ty til en pause på en halv time, inden hold to demonstrerede, at de havde lidt bedre fat i den lille forskel mellem snitter og smørrebrød.

Først et fint stykke dyrlægens natmad, helt klassisk med saltkød, sky og løgringe, pyntet med karse. Det gik an og var helt efter bogen. Det var helt på højde med, hvad man kan købe i forretninger for dyre penge.

Det er nemt og lækket, så det er nu også noget, man kan ty til derhjemme, hvis det flade stykke rugbrød med leverpostej skal have et tvist, som man siger i fjernsynet, når arbejdsløse kendiskokke lige skal hæve et honorar i Aftenshowet.

Det samme kan siges om næste servering, løvemad. Tatar på en lille bøfformet brødcirkel med hakket rødløg og peberrod toppet med flot, gul æggeblomme fra nogle af egnens meget fritgående høns. Dog manglede de obligatoriske kapers, for dem havde hold 1 snuppet til den hjemmelavede remoulade.

Så kom turen til hold tre, hvor dessertmester Jørn  demonstrerede, at han kan meget mere end at pynte kager.

Det blev til et solidt stykke med rullepølse kunstfærdigt arrangeret som et frådende hav med hjemmelavet italiensk salat i bølgedalene. Her var instruktionerne bestemt ikke spildt, for rigtigt smørrebrød skal være højt belagt - det vil sige, at pålægget skal rejse sig op over brødet - og den detalje var flot udført.

Det samme kan man sige om aftenens finale, gammel ost med sky og rom. Selv om det er en forholdsvis enkel servering, demonstrerede dessertmesteren igen, at man kan komme langt ud i kunsten at dekorere med lidt blomsterkarse, tallerkensmækkere eller nasturbium, som den taknemmelige haveblomst også kaldes. Den gammelost kan sagtens kaldes Kunst på Øland.

Det blev sent - næsten 23 - inden mødet blev hævet. Men så var laugsbrødrene også ganske brødebetyngede. Vel at mærke på den gode måde.

Årets julegave

Ønskeliste

Foto: Stark Kalaallit Nunaat

Jeg har altid ønsket mig en helikopter - så til almindelig orientering for potentielle glade givere vil jeg bare lige vise, at det sagtens kan lade sig gøre at pakke sådan et apparat pænt ind. Den mangler jo kun en rød sløjfe.

Billedet er taget torsdag i Grønlandshavnen. Helikopteren er den tredje af seks nye, men dog let brugte H-155 helikoptere, som skal afløse Air Greenlands aldrende flåde af Bell 212-helikoptere. De seks helikoptere bruges især til slingload og til transport af gods og passagerer i de grønlandske yderdistrikter.

212 er kendt af de fleste i Grønland for dens karakteristiske dunkende lyd, der ofte kan høres mellem fjeldene ti minutter før ankomst. Helikopteren er også kendt af mange fra Vietnam-krigen, hvor den gik under betegnelsen Bell Huey UH-1 Iroquois (alle amerikanske fly i Vietnamkrigen havde indianske tilnavne).

Som det ses på billedet ovenfor af fruen fra heliporten i Tasiilaq, er Bell 212 en helikopter med ret begrænset plads - og mange ser frem til de nye H-155 helikoptere, der både har bedre plads, er hurtigere og larmer mindre end de gamle.

Da den første H-155 ankom til Grønland i slutningen af august, skrev jeg denne historie til Sermitsiaq 2021/35:

Den ligner jo en pukkellaks

Snart er det slut med Bell 212-helikopternes karakteristiske flap-flap-lyd mellem de grønlandske fjelde. Air Greenland har købt seks nyere helikoptere af typen H-155.

Foto: Air Greenland

Den første af de nye helikoptere satte første gang sine hjul på grønlandsk jord i søndags i geologlejren Sødalen i Østgrønland. Efter en hurtig optankning gik turen videre til Kulusuk og Tasiilaq, hvor mange nysgerrige lagde turen forbi heliporten for at få et glimt af den nye helikopter.

- Den ny helikopter vakte opsigt, da den fløj ind over byen. Folk her i Tasiilaq glæder sig til at få den gamle skiftet ud, da den efterhånden er ved at have mange år på bagen og dermed også udfordret i forhold til teknikproblemer fra tid til anden, siger Hjørdis Viberg fra Tasiilaq.

Wikipedia

- Den nye helikopter er betydelig mere lydløs end  212’eren. Men vi skal lige vænne os til dens udseende. Folk kaldte den for sjov for pukkellaksen, forklarer Hjørdis Viberg.

Efter en overnatning i Tasiilaq gik turen mandag mod vestkysten via Kangerlussuaq. Tirsdag ankom den til Nuuk. Senere går turen til Nordgrønland, hvor den skal betjene Upernavik-området.

De øvrige fem H-155 helikoptere vil løbende ankomme til Grønland frem til udgangen af 2022, hvor den sidste Bell 212 sendes på pension, oplyser Air Greenland.

De nye helikoptere skal overtage beflyvningen af Nord-, Syd- og Østgrønland, efter at Air Greenland sidste efterår indgik en 10 årig service-kontrakt med Naalakkersuisut.

De seks H-155 helikopterne stammer fra det belgiske offshoreselskab NHV. Turen fra Ostende i Belgien er foregået i små bidder via England, Skotland, Shetlandsøerne, Færøerne og Island, inden helikopteren med betegnelsen OY-HJB nåede Grønland.

Klar til oktober

Fortsat liv

Selv om det nu er sidste dag i september, er der fortsat liv i haven. Knoldbegonierne kører på det sidste, men både almindelige begonier og pelargonierne skyder fortsat og giver masser af blomster.

Nu er sommerasters også kommet til, selv om de mest er sat som skæreblomster - og ude i indkørslen blomstrer det påskegult i en staude, som jeg ikke kender navnet på. 

Der er endelig også kommet blomster i frøkenhat, som jeg efterhånden er ved at have et lidt anstrengt forhold til. Uanset hvor tidligt de bliver sået og plantet, skal vi åbenbart helt frem til slutningen af september, før der sker noget.

Som noget nyt kan vi om føje tid høste eterneller til at pynte indendørs til vinter. De har dårligt nok sat knopper, men de er på vej - og skal så ind og tørre, inden de springer helt ud.

Det har været en god sommer. Nyd billederne. 

Søndag

Et blad til dagbogen

Søndag var en herlig dag. Vejret var skønt - næsten indian summer. Ikke en vind rørte sig, og temperaturerne var fine. Og så er fruen i København, så jeg kunne tulle rundt efter mit eget forgodt-befindende. Det kom der en masse ud af.

Jeg stod op ved ottetiden. Normalt står jeg tidligere op for at nå at rydde op i køkkenet, inden Dina vågner, men det var så ikke lige aktuelt, så jeg kunne ligge og gasse mig, til solen var stået op.

Morgenoprydningen var hurtigt overstået, for der var jo kun mig selv til at rode, så det klarede jeg, mens kaffen løb igennem. Som de fleste morgener tog jeg kaffen med ud og nød den på gårdspladsen under halvtaget.

Der var dejligt at sidde, så jeg gik i gang med at skrælle pærer til at sylte. Årets høst af conference-pærer, som jeg altid bruger til at sylte, er beskeden, så det var hurtigt gjort. Til gengæld er æblehøsten overvældende. så jeg skællede lige fire æbler til en æbletærte.

Vi er faktisk ved at drukne i æbler. Jeg synes, at det er sjovt at dyrke dem, men jeg er bare ikke den store æblespiser, så det er mest til glæde for Dina. Jeg synes helt generelt, at æbler er alt for sure - og jeg foretrækker pærer, hvis det nu endelig skal være lidt vegansk.

Herefter rykkede jeg ind i køkkenet, hvor jeg kogte pærerne i sukkerlage med vanille, mens æbletærten drysset med rigeligt kanelsukker fik sine 40 minutter i ovnen. Sylteriet blev til tre ikke helt fyldte glas syltede pærer, som jeg nok skal finde anvendelse for til desserter.

Så gik turen til Aabybro, hvor der var billigt smør i Netto. Faktisk så billigt, at der var udsolgt, selv om klokken kun var godt 12. Så jeg tog lige en tur i Jysk også for at købe en ramme til det portræt, som tegneren Rasmus Sand Høyer var så venlig at forære mig torsdag aften. Rammen var så til gengæld ugens tilbud i Jysk, hvad jeg ikke vidste, så det blev en beskeden udskrivning på sølle 22,50 kroner.

Hjemturen gik forbi bageren i Halvrimmen efter et frisk franskbrød og en tur på genbrugspladsen, hvor jeg afleverede en masse gamle flasker og noget smadret glas.

Så var det tid til frokost. Frisk franskbrød med modnet ost. Det er herremad efter min beskedne opfattelse - og især, når det bliver fulgt op af en morfar på divanen.

Middagsluren er mit daglige privilegium, fordi jeg som selvstændig erhervsdrivende jo arbejder hjemme. Så jeg er ikke med i koret, der brokker sig over hjemmearbejdsplads.

Efter luren hængte jeg mit portræt op. Det kniber voldsomt med vægplads i det lavloftede hus, men jeg fandt da en såre beskeden plads til det ellers fornemme kunstværk.

Høyer var en af de 12 Muhammed-tegnere - og selv om ligheden mellem min ringhed og profeten sandsynligvis er til at overskue, skal billedet nok indbringe en beskeden sum til boet, når den tid kommer.

Klokken var efterhånden blevet 16, så det var tid til at tænke på aftensmad. Det blev lasagne, som er en af mine mange livretter.

Vi får det ikke så tit til hverdag, men det sker ofte, når jeg er alene, for Dina er ikke så vild efter det - og slet ikke fordi jeg altid bruger det til at komme af med de gamle og godt lagrede ostegnallinger, som jeg bruger i stedet for bechamel-saucen. Jeg er nemlig ret vild med ost - og også varm ost. Dette lille tip til at undgå madspild er hermed givet videre.

Det har også været et godt tomatår, så jeg flåede lige nogle friske tomater af egen avl til dette italienske svar på biksemad.

Mens lasagnen bagte i ovnen, slog jeg så græsplænen. Det var tiltrængt, men ellers slår jeg græsset tit og ofte på denne årstid. Jeg bruger på den måde græsplænen til at slippe af med de mange visne blade fra bøgetræet på gårdspladsen.

Jeg spiste lasagnen foran fjernsynet, mens jeg så et par gamle afsnit af den engelske bagedyst. Jeg har set dem før, men især dommeren Poul Hollywood - bagedystens svar på Blachman - kan man lære meget af, som kan bruges i mange sammenhænge. 

Jeg ejer desværre ikke den dedikation, pyntesyge, akkuratesse og psykiatriske diagnose, som der skal til for at blive en god bager i bagedysten, men det er helt sikkert i programmets ånd, at jeg samtidig testede formiddagens æbletærte med en smule flødeskum til at skjule de værste fejl...

Nu var det ved at blive mørkt, men jeg fik tid til en tur til vaskehallen i Brovst, så bilen lige kunne få et tiltrængt bad. Og en optankning, for jeg har voldsomt på fornemmelsen, at benzinpriserne stiger igen, igen mandag eller tirsdag.

Da jeg kom hjem, gik turen til kontoret, hvor jeg smånussede, mens jeg ventede på, at klokken blev 22, og jeg havde en interviewaftale i Grønland. Det kan synes lidt sent, men tidsforskellen er fire timer - og interviewofferet skulle lige have tid til at komme hjem fra weekendens rensdyrjagt. Den første sne er faldet i Nuuk-området, så sejlsæsonen er ved at være slut.

Jeg gik i seng ved 23 tiden. Efter en god nats drømmeløs søvn, stod jeg mandag op til normal tid - klokken fire - for bloggen skal jo også passes...