Diskofilt

Dab dab dabba du bi dab

DAB i drivhuset.

Da jeg flyttede til Norge i 2007, anskaffede jeg en DAB-modtager til stereo-anlægget. Det skyldtes topografien i det kæmpemæssige norske land - for ude på landet nede mellem fjeldene var der altså ikke noget fornuftigt FM-signal.

Nordmændene havde derfor som nogle af de første taget den digitale transmissionsteknologi til sig - og med en DAB-radio var det muligt at høre alle NRK's radioprogrammer samt en lille håndfuld kommercielle radiostationer på steder, "hvor man næppe skulle tro, at mennesker kunne bo".1)

Siden er jeg flyttet til Danmark - og her går udviklingen samme vej. Blandt andet har DR en lang række kanaler, som kun sendes på DAB-båndet. I øjeblikket er favoritten P5, der musikmæssigt nok ligger tættest på min smag - og udvalget af klassisk musik, der er Dinas foretrukne, er betydeligt større på DAB end FM.

Så i dag har vi faktisk hele fire DAB-modtagere her på parcellen. Udover at sende radio i fin digital-kvalitet uden støj, har DAB også den fordel, at man på radioen kan aflæse, hvilken melodi der spilles - og hvem der spiller.

Sådan noget kan selvfølgelig kun lade sig gøre ved hjælp af en masse computere - og DR henter jo al sin musik i en stor computer, der samtidig fungerer som stationens diskotek  - med forskellige søgemuligheder for medarbejderne.

Det betyder bare også, at det ikke altid er oplysninger til lytterne, der kommer ud i æteren på radioens diminutive skærm. Ved et tilfælde opdagede jeg det i går, da P5 spillede Donavans gamle Colours. Her fortalte skærmen, at jeg lyttede til "Yellow is the Colour/Donovan (se: Colours/Donavan)".

Parantesen var vist ikke til æterbrug... Sådan går det, når man producerer radio uden menneskelig indblanding.

1) Titlen på et NRK-TV-program om folk, der bor på en fjern klippehylde i det store land.

En træls dag

Vesterhavsmarchen druknede i regn

Gildebrødrene spejder efter kunder i regnen...

Anden søndag i juli er traditionelt altid dagen, hvor Sct. Georgs Gilderne i Aalborg afvikler den årlige Vesterhavsmarch. Således også i år, hvor marchen druknede i regn.

Det var en rigtig træls dag. Regnen var ventet længe af haveejerne og landmændene - men alligevel kom den næsten på det værst tænkelige tidspunkt.

En god time efter start kom hovedfeltet
til midtvejsposten - og et kort øjeblik bragte det
mindelser om fordums fest og farver.

Efter mere end en måned med dejligt sommervejr, stod nordjyderne søndag op til regn og rusk, der kunne være et helt efterår værdigt. Det sås tydeligt ved startstedet i Blokhus, hvor kun et par hundrede mennesker var mødt op for at gå den syv, fjorten eller otteogtyve km lange tur langs Jammerbugtens hvide strande.

Normalt er der fest og leben med musik og bajere - men denne søndag foregik alt i god ro og orden.
Det er jo ikke meningen - for det skal være en fest, og folk skulle gerne proviantere i de opstillede øltelte undervejs, så der kan blive lidt overskud til katastrofefonden og spejderarbejdet i landsdelen.

Ikke alle orker at gå distancen...

Som sædvanligt stod jeg ved midtvejsbodegaen mellem Grønhøj og Blokhus. Der er vendepunkt for alle dem, som går syv km - og derfor normalt et meget festligt sted. Men det blev en meget lang søndag, hvor vi for det meste var flere medarbejdere end kunder - og overskud kunne vi i hvert fald kigge langt efter.

Men vi kan hygge os, kan vi - og der var rigelig med tid til at lade snakken gå, mens vi sad i teltet og ventede på kunderne. Og det gjorde vi så.

Da jeg kom hjem, stod vejrstationen på sølle 14 mm. Det er ærligt talt for lidt - efter sådan en hel dag med regnvejr.

Men hundene stod i kø for at lette ben ved strandens eneste flagstang.

En sommernat ved bålet

Pavillonens glæder

Sommerhygge ved midnatstide.

Forrige lørdag fik vi jo i al hast rigget en pavillon til, så vi kunne sidde ved havepejsen i tørvejr, mens en tordenbyge drog over Han Herred.

Det har vist sig at være en genial ide - og jeg går nu i seriøse overvejelser om, hvordan jeg får det gjort til en permanent løsning.

Jeg kunne ikke lige blive enig med mig selv
 om, hvilket foto der var det bedste, så her er et andet...

For det er simpelthen den herligste plads på jorden, som vi har fået skabt. Næsten hver eneste af de lune sommeraftener den seneste uge har vi siddet der til langt ud på aftenen - og da fjernsynet og fodbolden ikke interesserer mig, har jeg virkelig haft meget svært ved at komme ind om aftenen.

I dagtimerne giver pavillonen svalende skygge - og om aftenen, når vi tænder op i pejsen, er den med til at holde på varmen. Samtidig har jeg fået sat en solcelledrevet lyskæde fra Ikea op under taget - og det bidrager sammen med stearinlysene til ekstrem hygge.

Nu er ikke alt idyl. Jeg har voldsom myggetække - og netop det hjørne af parcellen, der i forvejen er temmelig skyggefuldt, er tilholdssted for en stor del af havens myg. Men jeg har taget kampen op.

Stearinlysene er myggelys, der angiveligt skulle holde myggene væk. Jeg føler mig ikke helt overbevist om myggelysenes magiske kraft - men de bidrager i hvert fald til hyggen, og sådan får vi vendt en ulempe til en fordel i den lyse sommernat.

Så kom den tid, vi længtes mod,
om bålets stille gløder.
Og her i ilden for vor fod
vi svundne dage møder.
Som blinde fugleskarers hær
de drages hid af bålets skær,
ved bålet, ja, ved bålet,
en sommernat ved bålet.

Fluepapir

Død over fluerne!

Fluepapiret hænger lige så stille
og gør sit job.

De seneste dages herlige sommervejr opfordrer jo voldsomt til at holde døre og vinduer åbne, så der kan blive lidt svalende gennemtræk indendørs i skyggen.

Det er bare en smule problematisk, når man bor på landet - og med både en gård og en minkfarm inden for ganske få hundrede meters radius. For dyrene tiltrækker fluer - især i sommervarmen.

Jeg husker som barn, da vi boede på Vestervang i Farsø - lige over for Alfred Sørensens mødding - hvordan min mor bekæmpede fluerne med alskens kemi og nogle giftige røde fluekugler, som hang oppe under loftet.

Tiderne i dag er anderledes - og kemisk bekæmpelse af insekter er ikke særlig populært. Det er forresten også ganske unødvendigt.

Her i huset klarer vi os til daglig med et større antal fluesmækkere fordelt strategisk i de fleste rum - men i øjeblikket er der altså lidt for mange fluer. Så jeg har været en tur i Brugsen for at investere i fluepapir.

Stranden ved Blokhus minder alvorligt om fluepapir.

Det er en ganske simpel, miljøvenlig foranstaltning - og i øvrigt en gammel opfindelse. Det er papir, der ganske enkelt er dyppet i velduftende harpiks, som man hænger op under loftet. Harpiksen tiltrækker fluerne - og når de sætter sig på det, hænger de fast og er pacificeret, mens de lider en langsom død. Det kan fluerne dybest set ikke være tjent med - men eftersom jeg ikke opfatter fluer som sjælsvæsener med væsentlig intellektuel kapacitet, lever vi med det og lader fluerne dø. Lev og lad dø, som man siger...

Fluepapir er som sagt en gammel opfindelse. Meget gammel - for allerede i 1914 kunne man se udtrykket brugt i Politiken som en billedlig betegnelse for en overfyldt Hornbæk Badestrand.

Både turister og lokale valfarter til vandkanten
for at se solnedgangen - og fotografere
med mobiltelefoner.

Nu har vi bedre plads på strandene her i Nordjylland - men alligevel falder betegnelsen fluepapir let for, når man ser stranden i Blokhus. Her er et par billeder taget forleden i det blandt TV-meteorologerne så omtalte tropedøgn - oven i købet fotograferet sent på aftenen i solnedgangens skær. Stranden minder stadig om fluepapir.

Jo, det er sommer - både for fluer og mennesker...

Sommeraften på Blokhus Strand.

Nattens dyr

Teknikkens begrænsning

Et dådyr i skumringen.

Dette billede kan ikke rigtig bruges til noget som helst. Måske bortset fra at fortælle en historie om de muligheder og begrænsninger, der er i moderne digitale kameraer og billedbehandling.

Onsdag aften kørte jeg gennem skoven. Solen var gået ned, men helt mørkt var det nu ikke. I hvert fald ikke uden for skoven, hvor de lyse sommernætter fortsat huserer. Her inde under bøgens bladhang var det nu så som så med lyset.

Og mens jeg kører der, sker der det, som det ofte sker i mørkningstimen. Der springer en hjort ud foran bilen.

Nu havde jeg tilfældigvis kameraet liggende på forsædet ved siden af - og jeg griber det helt refleksmæssigt og trykker fem billeder af. Der var ikke tid til at fundere over lyset - dels forsvandt dyret i en fart, dels var der jo også en bil, der skulle styres.

Kameraet var indstillet til at fotografere i skumringstimen - 1/100 sec, blænde 5,6, iso 400 - men det er slet ikke nok til at fotografere inde i skoven efter solnedgang. Resultatet blev da også et helt sort billede, da jeg åbnede det i RAW-editoren. Men her kommer RAW-formatet så til sin ret - for selv om billedet ikke er korrekt belyst, er der alligevel en del billedinformationer i filen. Så ved at justere lidt frem og tilbage på de forskellige parametre, lykkedes det mig at presse så meget billede ud af situationen, at det kan bruges til at identificere dyret.

Flot håndværk er det ikke ligefrem - men man ser tydeligt, at dyret har hale. Og det så nok til, at jeg tør påstå, at det er en då, som krydsede vejen foran mig. Et rådyrs hale er kun cirka tre centimeter lang - og ses næppe i profil. Dådyr derimod har en hale på en 15 - 20 cm - og det passer meget godt på dyret, som jeg fotograferede i mørket og i farten.

Så selv om der ikke kom et brugbart billede ud af situationen, gjorde billedet mig alligevel i stand til at identificere dyret.

Skunk

Plads til julestadsen

Jeg har bygget skunken på den uudnyttede
 plads i loftets lange forbindelsesgang.

Sommerferiens første dag gik med sommerens første projekt - en skunk.

Det lille hus på Øland er egentlig ret stort - men alligevel døjer vi med pladsmangel. For stort set al plads er udnyttet til nogle generelt dejlige store rum. Men da loftsetagen er fuldt udnyttet, og der ingen kælder er, kniber det gevaldigt med gemmeplads.

En del ting har jeg fået af vejen på værkstedet og i redskabsrummet - men der er altså ting som soveposer, julepynt, diverse arkivalia og så videre, som kræver et tørt og opvarmet sted at samle støv.

Birgitte har syet et fint forhæng til skunken.

Derfor har jeg i nogen tid puslet med tanken om at lave en skunk. Oprindeligt enten i soveværelset eller på loftstoilettet. Men det endte altså med at blive på den lange gang, der forbinder værelserne på loftet.

Her er der en skråvæg, der går næsten ned til gulvet - og altså masser af uudnyttet plads, som alligevel ikke kan bruges til andet end en skunk. For skunk er nemlig det fine, gamle danske ord for et rum mellem gulvet og et skråt tag.

Ordet kommer fra oldnordisk "skubba", der betyder en fold, bøjning eller vinkel. Nutildags bruges ordet skunk også om en form for koncentreret hash og endelig bliver ordet også brugt synonymt med stinkdyr, der på engelsk hedder skunk. Det engelske ord er indiansk af oprindelse.

Så mangler vi bare at få alle de ting, vi ikke
bruger ind i skunken. Min fars kontorstol, som er
al for god til at smide ud, blev den første indflytter.

Min nye skunk er ganske simpel i sin udførsel - og har kostet mindre end 1.000 kroner i materialer.

Jeg havde fået fat i en pakke rustikbrædder, der var transportskadet og derfor næsten gratis- men da jeg ikke skulle bruge længder over halvanden meter, var det ikke noget problem. Derudover har jeg brugt lidt lister, vinkelbeslag, skruer og rawlplugs - og så har jeg fået min søster til at sy et flot forhæng, så jeg måtte også lige ofre 60 kroner på et par gardinstænger fra Jysk.

Den største udfordring i projektet er de skrå vinkler. Af en eller anden grund har jeg det altså altid lidt svært med vinkler, der ikke er rette. Det har givet lidt ekstra løbeture mellem værkstedet og loftet - for jeg valgte den sikre løsning - og stregede materialerne op løbende i stedet for at skære det hele til, inden jeg gik i gang.

Jeg må også erkende, at jeg ikke er gardinmand - og i mandagens lune sommeraften fik jeg da godt med sved på panden, inden forhænget hang pænt og ordentligt.

Men nu er jeg færdig - og skunken er klar til brug. Der skal nok blive brug for den...

Agorketid

Ortografisk udfordret grøntsag

Årets første agurk af egen avl.

Hedder det agork eller agurk?

Det var - såvidt jeg lige husker - et af de centrale plots i skolekomedien "Den hæse Drage", som jeg var med til at opføre på Farsø Hotel i 1969.

Af en eller anden grund faldt dette væsentlige problem mig i hu, da jeg mandag plukkede den første agurk fra årets høst.

Den er måske ikke så stor som en købeagurk, men den er af egen avl - og fra nu af går det forhåbentligt slag i slag med agurkerne. Det betyder også, at vi har rigeligt af den grønne frugt - og derfor snuppede jeg årets første agurk, selv om den ikke var helt udvokset.

Med to planter i drivhuset med masser af spirende agurker, er der lagt i kakkelovnen til både madder med løv'postej og agurkesalat til mormor-kyllingerne.

Årets skolekomedie på Farsø Skole i 1969 var
 Den hæse Drage af Benny Andersen. BLandt de
medvirkende var bloggeren, Per Lyngby og Peter Sejr.

Den hæse Drage er skrevet af Benny Andersen og handler ellers om en ildsprudlende drage, der naturligvis er blevet hæs af røgen fra den sprudlende ild. Jeg havde rollen som en betjent, der skal opklare nogle brande som følge af dragens voldsomme ånde.

Der findes et par fotos fra min debut på de skrå brædder - og de er offentligt tilgængelige via det lokalhistoriske arkiv i Farsø. Billederne kan ses her. Forresten er det min gamle skolekammerat Per Lyngby, der har stået for skanningen af de gamle fotos - og han havde da også en væsentlig rolle i "Den hæse drage".

Per har i øvrigt også dyrket dragen på sin blog - og har blandt andet fundet en LP med musikken fra skolekomedien med gode, gamle og velspillende Beefeaters. LP'en findes også på YouTube.

Kirsebærsaft

Saftsuseme...

Det går voldsomt for sig, når stæren hugger til.

Der er liv i kirsebærtræet i øjeblikket.

Det tager vi med ro, for det er sure kirsebær, som kun kan bruges til saft - og derfor under vi gerne fuglene deres part.

Men jeg bruger også lidt tid på at holde øje med fuglene. Jeg har en plan om en billedserie med fotos fra kirsebærtræet. Indtil nu har jeg bare ikke rigtig fået taget lige nøjagtig det helt rigtig fuglefoto.

Men da jeg gennemgik mandagens billeder, fandt jeg dette foto. Egentlig skulle det kasseres. Det er umuligt som fuglefoto - for man kan næsten ikke se stæren. Til gengæld har det jo så nogle andre kvaliteter.

Det fremgår tydeligt, at der er masser af saft i kirsebærrene. For bærret nærmest eksploderede, da stæren satte næbbet i det. Jeg synes, at billedet er så sjovt, at jeg godt vil vise det frem - også selv om det som sagt ikke rigtigt duer som fuglefoto.

Blokhus Salt

Solenergi og havvand bliver til salt

Livets salt.

Bo Samson fortæller om saltets udfordringer. Det orange
 fluidum skal blive til havtorn-salt.

En glemt gryde på komfuret - og så lidt almindelig nysgerrighed. Det blev starten på Blokhus Salt - et af Danmarks tre saltsyderier.

Det fortalte Bo Samson, da vi lørdag eftermiddag besøgte virksomheden før grillfesten på Nørremarksvej.

Bo havde inviteret til eftermiddagskaffe og fodbad, for salt er meget andet end drys på et æg. Det kan også give nyt liv til gamle, trætte og udslidte fødder.

Der er løbet meget salt i karret, siden Bo Samson og konen Helle for fem år siden glemte en gryde med havvand på komfuret. Blokhus Salt er i dag både en produktionsvirksomhed og en attraktion med egne vejskilte, så man kan finde vej til den nedlagte landbrugsejendom bag ved Blokhus Fiskepark og Jetsmark Kirke.

Som noget helt specielt og sandsynligvis som den eneste i verden, bruger Bo Samson solenergi til at udvinde saltet. Det sker fra ganske almindeligt havvand, som han henter på stranden ved Blokhus i sin gamle, men velholdte VW Transporter.

Blokhus Salt satser på krydder-salte til enhver smag.

- Vandet er så rent, at vi kan bruge det umiddelbart efter en mekanisk filtrering. Det undrer mig faktisk lidt, at turistfolkene ikke gør mere for at fortælle, hvor rent vandet ved Blokhus er, fortæller Bo Samson.

Produktionsapparatet med solfangere er udviklet af ham selv - og der er et sympatisk "Ole Opfinder-miljø" omkring virksomheden.

- Vi har selv gjort vores erfaringer. For eksempel har vi fundet ud af, at sydeprocessen helst ikke må ske over 70 grader, for så bliver saltet bittert.

Blokhus Salt producerer en lang række kryddersalte foruden badesalt og er fast leverandør til nogle af landsdelens førende spisesteder.

Det er gratis at besøge Blokhus Salt. Der er åbent alle dage fra 10 - 17 - og hver onsdag byder virksomheden på gratis fodbad.

Grill og fodbad

Sommerens store fest

Familien fejrer, at sæsonen nu er godt i gang i Blokhus.

Der var guf for både fødder og gane, da jeg lørdag var vært ved familiens årlige grillfest i den lille have på Øland.

Vi lagde som sædvanlig ud med at tjekke en af egnens restautanter ved frokosttid. Det blev Blokhus Fiskerestaurant - hvor nogle af os var så heldige at prøve restaurantens hjemmelavede, håndskårne pommes frittes.

Efter undertegnedes smag var de måske lidt bløde, men det ramte i hvert fald et blødt punkt hos Dina, der på hele turen fra Blokhus talte om de fantastiske pommes frittes.

I øvrigt vil jeg gerne - endnu en gang - påtale, at der på Blokhus Fiskerestaurant ikke er særlig præcis overensstemmelse mellem menukortet og de faktiske forhold på tallerkenen. Jeg fik to overordentligt velsmagende pandestegte og rugmelspanerede fiskefiletter, men det irriterer mig voldsomt, at menukortet fortalte, at de blev serveret med hjemmerørt remoulade - og så viser det sig bare at være en i øvrigt god hjemmerørt mayonnaise.

Så er der fodbad. Foto: Bo Samson

Efter frokosten gik turen til Blokhus Salt - et af landets tre saltsyderier. Her fortalte Bo Samson om saltsyderiets udfordringer i et samfund, der modarbejder en hver form for iværksætteri - ikke mindst i fødevaresektoren, der er tynget af regler og kommissærer.

Bo bød også på kaffe med datterens hjemmebag - og så et herligt fodbad med hjemmesydet salt fra Vesterhavet. Sådan har vi i hvert fald ikke fået den før - familiesammenkomst om fodbadet - men ganske hyggeligt var det.

På turen til Øland fik vi set en god del af Jammerbugt kommune. For først kørte jeg til højre, hvor jeg skulle til venstre - og senere tabte Henrik, Anne og Niels orienteringen og endte i Tranum.

Festen foregik - på trods af torden i syd - i tørvejr under
pavillonens skærmende tag. Foto: Dina Brønlund

Men ved godt firetiden var alle samlet på Øland, mens tordenskyerne trak sig sammen over Jammerbugtens vande. Regnen var ventet og ønsket, men ikke lige den bedste partner til et grillparty.

Heldigvis havde jeg en pavillon fra Harald Skrald liggende på lageret - og mens jeg forberedte aftensmaden, samlede familien pavillonen foran havepejsen. Se Henriks video om projektet nedenfor.

Godt arbejde - for nu kan vi sidde ved pejsen i tørvejr - og jeg gætter på, at pavillonen ikke kommer ned igen før til efteråret...

Normalt lægger vi jo ud med pølser til grillfesten, men jeg var blevet fristet af en havtaske, da jeg forleden handlede. Havtaske er efter min beskedne opfattelse verdens bedste spisefisk - og den ville jeg gerne præsentere for familien.

Stemningen var høj - ikke mindst 
hos Dina. Foto: Henrik Jespersen

Så det blev til en fin lille forret med pocheret havtaske-filet på en bund af wakame-tang, lidt små, nye kartofler, honningglaserede gulerødder og sauce mousseline, der i virkeligheden bare er en hollandaise med flødeskum vendt i - herligt syndigt guf for smørtyve...

Og så gik det ellers slag i slag med bøffer af kalv og rensdyr, kartoffelssalat, grillet camenbert med solbærsyltetøj og ditto rom og til afslutning rødgrød med fløde. Men så var det også næsten midnat, inden vi mætte og tilfredse kunne tage hver til sit...

Forretten bestod af pocheret havtaskefilet,
 wakame-salat, nye kartofler, honninglaserede gulerødder
og sauce mousseline.