Hundene i Jakobshavn

Dette indlæg er redigeret 13. marts 2010. Billederne til historien er nu lagt ind som et webalbum fra Picasa. Jeg har desværre ikke fået "repeat autoplay" til at virke i blog-visningen.
Men - hvad der også er en meget bedre ide - du kan se billederne i stor stor størrelse ved simpelthen at klikke på billedet, hvorefter Picasas webalbum åbner i et nyt skærmbillede. Klik på diasshow for at se billederne - og her virker repeat autoplay. Du kan desuden få billederne vist i "full screen" ved at klikke på F11. Klik også F11 for at komme tilbage til normal skærmmodus.


Der er mange hunde i Ilulissat. Faktisk lige så mange, som der mennesker. Naturligvis - for vi er midt i slædehundedistriktet.
Den grønlandske slædehund er en stor, stærk hund med et tydeligt slægtskab til ulven. Blandt andet foretrækker slædehundene at kommunikere gennem hyl og ikke ved at gø, som danske køkkenhunde har for vane.
Jeg har taget rigtig mange billeder af dette flotte dyr, som absolut ikke hører hjemme i dagligstue - og som gennem århundreder har været en af de væsentligste forudsætninger for menneskelig aktivitet og overlevelse på disse kanter. Jeg ville gerne have præsenteret billederne - for mange af dem er ganske flotte - i et slideshow - men internettet er altså tungt at arbejde med i Grønland, så jeg har simpelthen downsizet billerne og lagt dem i en lille film - foreløbig.
Når jeg kommer hjem i weekenden vil jeg så prøve at se, om ikke jeg kan lave en flottere præsentation.

Ha' det
Jesper

Tilbage til gerningsstedet

Det siges, at forbrydere har det med at vende tilbage til gerningsstedet - og da det jo i brede kredse i vore dage betragtes som en forbrydelse at æde og drikke og have det sjovt, ja, så er jeg vel ligesom den berømte forbryder, der vender tilbage til gerningsstedet, da jeg mandag satte foden i Kangerlussuaq / Søndre Strømfjord.
Det er flere år siden, jeg har været her sidst - men alt ligner nu i store træk sig selv. Det er koldt, -25, solen skinner, der er gamle kendinge i baren - og forresten var det stort set de samme mennesker, som var med flyet, som dengang jeg selv boede i Grønland.
En ting er dog forandret. Den udvidelse af lufthavnsbygningen, som nu har været hårdt tiltrængt i 20 år, er endelig ved at blive gennemført. Men det betyder også, at Kangerlussuaqs vartegn - den mest fotograferede seværdighed - vejskiltet, som viser vej til resten af verdenen ikke længere er fritstående. En skandale, intet mindre!
Sjovt nok har jeg aldrig fotograferet skiltet før. For da jeg i sin tid boede i Grønland, så jeg jo slet ikke tingene med en turists øjne - og havde som regel heller ikke kamera med mig. Men på denne korte tur i denne uge har jeg lovet mig selv, at der skal tages billeder. Masser af billeder, ja, der skal.
Så her er desuden et for alle grønlandsfarere ganske nostalgisk kig ud over Kangerlussuaq med Black Ridge i baggrunden. Alle de gange, man har siddet i baren eller cafeteriet og ventet på ny information om et forsinket eller aflyst fly, mens man har stirret på Black Ridge - akja.
Og så er der et andet kendt billede, hvis man endelig er kommet ud af lufthavnsbygningen og hotellet. Udsigten mod Sugar Loaf og ørkendalen - ja, der findes faktisk en vaskeægte sandørken inde i baglandet, akkurat som vi kender dem fra film med dyreskeletter i sandet og vrag fra styrtede fly.
Bemærk i øvrigt det ekstreme lys - det er meget typisk for Kangerlussaq ved vintertide - og som sammen med sneen faktisk gør det til lidt af en teknisk udfordring at lave ordentlige billeder!
Jeg er nu i Ilulissat og vender senere tilbage med turistbilleder fra dette grønlandske turistmål no. 1.

Ha' det
Jesper

Søndag i Skagen

Vi benyttede det gode senvintervejr søndag til en smuttur til Skagen.
Frokosten blev - i ægte Skagensånd - indtaget på Brøndums Hotel. Dina valgte en hønsesalat, som efter hendes mening var både velsmagende og tilstrækkelig til en frokost.
Jeg valgte to stykker - troede jeg - traditionelt dansk smørrebrød. Et med fiskefilet og et med rejer - det var jo Skagen.
Fiskefiletten - to styk - blev serveret med rugbrød og hjemmerørt remoulade og smagte simpelthen himmelsk. Nye tider har dog holdt sit indtog i køkkenet, så fiskefiletterne var garneret med en betragtelig mængde balsamicovendt salat.
Det samme gjaldt i øvrigt også rejerne, som jeg er noget mere forbeholden over for. Det smagte godt - bevares - men det var altså henkogte rejer. Jeg synes godt, at man kan tillade sig at forvente friskpillede rejer i Skagen - i hvert fald på et bedre spisested som Brøndums. Den traditionelle rejemad bliver normalt serveret på franskbrød - men her var det altså et eller andet moderne italiensk brød, der som bekendt ofte er mere sejt end sprødt. Jeg har ikke noget imod, at man piller ved traditonerne, men det kræver omtanke, indlevelse og pli - og skulle gerne vende måltidet til noget bedre. Det synes jeg ikke rigtig lykkedes her.
Efter frokosten blev det naturligvis til et besøg på Skagen Museum, som netop har indviet en sal udformet så originalt som muligt, og som forestiller krostuen på Brøndums i Skagens glansperiode i forrige århundrede. Blandt andet med den berømte billedrække oppe under loftet med portrætter at alle kunstnerne. En rigtig flot nyskabelse.
Ellers blev det til lidt planløst kiggeri rundt i museets sale. Spørger man mig direkte, om jeg foretrækker Ancher eller Krøyer, vil jeg altid svare Krøyer. Jeg elsker hans lyse, meget præcise stil, men af en eller anden grund kan jeg ikke se et originalt Ancher-billede uden at komme til at stortude. Sådan gik det selvfølgelig også, da vi kom ind i salen med Anchers døde fisker på endevæggen. Desværre er det sjældent, at man ser kunst, som i den grad rammer ned i urfølelserne!
En herlig søndag i Skagen. I morgen går turen til Ilulissat, hvis ellers Air Greenland flyver efter planerne. Imaqa!

Takuss'
Jesper

Foto: Skagen Museum

Blåmejsen

Vi har hele vinteren med jævne mellemrum haft besøg af blåmejser på foderpladserne i haven, men indtil denne weekend har det ikke rigtig lykkedes mig at tage nogle ordentlige billeder af denne lillebitte mejsefugl.
Blåmejsen ligner meget musvitten, og den konkurrerer da også med denne om både fødeemner og redepladser. Den kan imidlertid kendes på den tydelige blå hovedfarve - og så er den mindre end musvitten.
Blåmejsen er ikke så talrig som musvitten. I 2000 var der cirka en million musvitter i landet, mens der kun var cirka 250.000 blåmejser. Men bestanden kan svinge ganske voldsomt og topper i gode oldenår. Det skyldes, at blåmejsen lægger helt op til 16 æg, der klækkes i det tidlige forår og giver arten et darwinistisk forspring til musvitten.
Denne ynglesucces bliver der sikkert god brug for i år. Det er tydeligt, at vinteren har været hård for fuglene. Vi har slet ikke så mange fugle ved fuglebrættet nu, som vi havde ved juletid.
Blåmejsen er temmelig svær at fotografere, da den stort set er i bevægelse hele tiden, men her er da et par rimelige billeder. Jeg var lørdag også på kig efter gærdesmutten, men den er endnu værre. Hele tiden i bevægelse ind og ud mellem de visne blade i bøgehækken, så et billede af en gærdesmutte fra haven ved det lille hus på Øland, må du have til gode til en anden god gang.

Ha' det
Jesper

Luft under vingerne VII

Boeing 737 er nok verdens største kommercielle succes i flyindustrien, men samtidig er det også noget af det meste djævelsk udtænkte middel til at plage passagererne i en trafiksektor, hvor komfort kun er noget, man læser om i historiebøgerne. Men disse to ting hænger også godt og grundigt sammen.
Det begyndte ellers så godt - på papiret i hvert fald. Den første Boeing 737 blev sat i drift i 1967 og var udviklet som et kortdistance-fly med 100 sæder. Men efterhånden er serien blevet udbygget til en bred række af kort- og mellemdistancefly med helt op til 189 sæder.
Jeg hørte første gang for alvor om flyet i begyndelsen af 90'erne, hvor det daværende Maersk Air havde købt et antal nye 737-300. Jeg kendte en stewardesse i selskabet - og der var ingen grænser for hendes begejstring over det nye fly, som blev berømmet for sin stabilitet i luften og høje driftssikkerhed.
Min første tur med 737 var Billund-London i 1992 - og da turen foregik på business, var jeg da også særdeles tilfreds med de nye fly. Men senere skulle det vise sig, at flytypen var i besiddelse af helt ekstraordinære egenskaber, når det drejede sig om at stoppe flest muligt mennekser ind på mindst muligt plads.
Det skete, da SAS indførte flytypen på dansk indenrigs i midten af helvfemserne. Særlig forhadt blev flytypen. fordi den med en sædekonfiguration på 3 + 3 har mange flere af de ubehagelige midtersæder end MD-80 familien, som ellers var standard på dansk indenrigsflyvning på det tidspunkt.
SAS har siden indset sin fejltagelse og har nu koncentreret sin 737 flåde i Norge, hvor folk ikke stiller særligt store krav, da niveauet i norsk indenrigsflyvning mest af alt minder om en overfyldt pakistansk lokalbus - og hvor konkurrencen om passagererne i en årrække har været meget hård. Konkurrenten Norwegian har en enhedsflåde af 737 - og flytypen er elsket af lavprisselskaberne, fordi den findes i mange forskellige størrelser, som alle deler reservedele og kan flyves af personalet uden at de behæver at være skolet til den konkrete model. Det er forhold, som giver en god driftsøkonomi. Flytypen rutter heller ikke med spildplads til for eksempel toiletter, som du kan læse mere om her.
Når det så er sagt, så er der altså tale om et meget driftsikkert fly, som oven i købet ligger rigtig godt i luften og kan klare betydelige vejrmæssige udfordringer. I mange år udgjorde Maersk flådens 737'ere livlinen mellem Færøerne og Danmark. Det skete med to modificerede 737 fly.Den færøske lufthavn i Vagar rummer betydelige udfordringer dels på grund af en relativ kort bane og dels på grund af det specielle færøske klima.
Det fortælles, at da Maersk fortalte Boeing, at man ønskede at modificere to 737'ere til brug for den færøske lufthavn, blev der meget stille i lokalet. Efter en tid rømmede en af flyproducentens ingenører sig og sagde, at for ham at se, var det ikke et fly, man havde brug for - snarere en raket.
Jeg har prøvet turen til Vagar nogle gange - og jeg skal blankt indrømme, at det er en heftig oplevelse både at lande og starte deroppe. I dag beflyves ruten af det færøske luftfartsselskab Atlantic Airways med det lidt mindre fly BAE 146.
Boeing 737 er luftfartsselskabernes, men ikke passagerernes darling og er i dag verdens mest solgte passagerfly med cirka 6000 producerede eksemplarer. Rent statistisk er det et sikkert fly. Af den samlede produktion er det kun 146 eksemplarer, som er gået til ved havarier.
Udover SAS og Maersk har jeg fløjet med Boeing 737 fra Air Canada, Alaskan Air, flere kinesiske indenrigsselskaber, Norwegian og Cimber Sterling.

Jesper

Metro

Tilbage på Øland kan jeg se tilbage på en fin arbejdsuge i Kongens København.
Som sædvanlig boede jeg på Hilton i lufthavnen - fjernt fra den forstyrrede storby og dog tæt på takket være metroen. Denne nyskabelse i den københavnske infrastruktur er simpelthen genial. Lufthavnens metro-station er direkte forbundet med lobbyen på Hilton, så jeg om morgenen bogstaveligt talt kan stå direkte ud af sengen og ombord på toget til City. Turen ind til udenrigsministeriet tager mindre end ti minutter og koster 17,50 kr. I morgenmyldretiden vil den samme tur koste mindst 150 kroner og tage en halv time i taxi.
Men københavnerne er altså nogle forstyrrede, fortravlede væsener. På trods af at der går et tog hvert andet minut, så er der altid en masse mennesker, som begynder at løbe, når de på afstand ser et tog komme ind på perronen. Jamen herregud - at opføre sig sådan og smide al værdighed og hensyntagen til andre mennesker bare for at komme to minutter hurtigere frem. Jeg forstår det ikke.
Jeg oplevede forresten en anden sær ting, som tyder på udpræget stess-syndrom hos hovedstadens indbyggere. Ved en bager bad jeg om to smurte birkes. Han spurgte om jeg ønskede smørret inden i eller ovenpå....!?!
Noget desorienteret spurgte jeg, hvad han mente med det. Jeg kender kun en måde at smøre birkes på - og det er flække brødet og så smøre smørret ud over krummen. - Jamen, det er der mange, som ikke har tid til, og så får de bare smørret ovenpå, forklarede bageren.
Jeg tog mig til hovedet, forklarede og undskyldte mange gange, at sådan gør vi altså ikke i Jylland.
Men tilbage til metroen. Det er altså en genial nyskabelse, som efter min mening gør oplevelsen af storbyen mindre stresset - fordi det er et utroligt effektivt transportmiddel i en gammel by som København, som slet ikke er designet til tæt biltrafik.
Desuden er metroen et særdeles spændende sted at fotografere. Derfor blev det til hele tre billeder til denne lille historie, som egentlig bare handler om, at jeg holder weekend på Øland - indtil søndag aften, hvor turen går tilbage til Hilton, så jeg kan nå flyet til Grønland mandag morgen, hvor den kommende arbejdsuge skal foregå.
For første gang i to år skal jeg tilbage til den store ø - og jeg glæder mig...

Ha' det
Jesper

Fjernsynets magt

Forleden skete der noget meget mærkeligt her på bloggen. Bruger-statistikken fra Google Analytics viste nemlig en markant stigning i henvisninger fra søgemaskiner via ordet surströmning.
I forrige uge var der hele 67 af slagsen mod normalt en halv snes stykker om måneden. Det kulminerede den 23. februar, hvor denne dag alene sjovt nok gav 23 hits på surströmning.
Jeg har spurgt mig for, og forklaringen er den helt enkle, at det meget populære madprogram på DR Spise med Price netop den 23. februar havde et indslag om denne særprægede svenske delikatesse.
Så selv om vi nu har flere end 50 års erfaring i omgang med fjernsynet - og det efterhånden er mange år siden, at aftenens TV med garanti var næste dags store samtaleemne, må vi nok konstatere, at fjernsynet stadig i høj grad er med til at sætte dagsordenen.
I al almindelighed ville jeg betragte dette som bekymrende, men i Spise med Prices tilfælde vil jeg nu gøre en undtagelse. Det er intelligent TV - herligt befriet for bekymrede og løftede pegefingre. Og når brødrene Price så ovenikøbet bidrager til at øge danskernes kendskab til vore nordiske brødrefolks særprægede og distinkte spisevaner, ja, så kan jeg kun være begejstret.

Ha' det
Jesper

Mere drømmekage

Tirsdag eftermiddag serverede Udenrigs-ministeriets repræsenta-tionslokaler i Eigtveds Pakhus drømmekagen fra Brovst. Jeg havde nær sagt naturligvis - for som jeg tidligere har berettet er drømmekagen et af mesterstykkerne i det danske køkken.
Som det kan ses på kagefadet, er drømmekagen noget af en succes. I hvert fald var dette ene stykke kage den eneste levning, da 50 deltagere i tirsdagens Arctic Council SDWG roundtable holdt kaffepause om eftermiddagen. Men kokken i Eigtveds pakhus havde bestemt heller ikke sparet på smørret, da dejen blev rørt!
Med sit indtog i Eigtveds Pakhus er drømmekagen fra Brovst rykket op i samme division som Bang og Olufsen, Arne Jacobsen, marinerede sild og Carlsberg, når det danske udenrigsministerium er vært for udenlandske gæster. Ganske godt gået af en husmor og en kage fra Brovst.

Ha' det
Jesper

Det hårde arbejde

Mandag aften var jeg til reception hos den canadiske ambassadør i København.
Som man kan se på billedet, var det jo meget festligt, men det ændrer nu ikke ved den kendsgerning, at det er arbejde - og at man i hvert fald ikke skal stile efter at blive mæt, hvis man går til ambassadereceptioner.
Der bliver konstant budt på små lækkerier af korrekte tjenere med butterfly og et venligt pokerfjæs, der signalerer, at de såmænd har set det meste af det, man kan forvente af menneskelig dårskab. Man kan hapse en mundfuld her og en mundfuld der. Det smager godt, men det er altså kun lige til at holde den værste sult fra døren. For det er jo ikke pænt at tale med mad i munden - og den dybere mening ned det hele er, at man i den time eller to noget sådant varer, skal prøve at nå omkring og hilse på og skåle med flest mulige af deltagerne, så man på et senere tidspunkt kan sige, at man kender den og den person - og så måske prøve at drage nytte af det i forbindelse med jobbet.
Men OK, nogen skal jo gøre det hårde arbejde - og det gør jeg så gerne. Ellers så er jeg i København, fordi der er en række arktiske møder i byen i denne uge. Tre af dem er jeg direkte involveret i, da en del af mit arbejde jo er at fungere som mødeproducer. Et af møderne var et forholdsvis lille møde på nogle timer for 20 mennesker med formiddagskaffe, frokost og eftermiddagskaffe, så der indskrænkede mit arbejde sig sådan set til kun at levere navneskilte og så tage et par billeder til vores hjemmeside.
De to andre møder er noget mere komplicerede. Her er der mange deltagere, der skal laves specielle bordplaner, der skal sørges for mikrofoner, projektorudstyr og meget andet.
Et af møderne er helt oppe på det plan, hvor der skal være flag på bordene. Jeg har en kuffert, som jeg altid har med - fyldt med navneskilte og bordflag for en lang række lande. Og det er det virkelig hårde arbejde i mit job. Det er et rigtigt nørkelarbejde at hejse de forbandede små bordflag. Stort set lige så besværligt som at tage en CD ud af cellufan-indpakningen. Af en eller anden grund skal de nemlig hejses og bindes nærmest som et rigtigt flag, men med en snor som ikke er tykkere end en kraftig sytråd - og mens man er dybt koncentreret om at binde en fin sløjfe på en genstridig nylonsnor, falder Stars and Stipes til halv - og det kan man jo ikke så godt stille på bordet. Så det er en ommer.
Men når jeg slås med bordflagene, tænker jeg altid på de tyggegummibilleder med flag, som vi kunne samle på - dengang jeg var dreng. Og sjovt nok er det ligesom om jeg også kan lugte tyggegummiet...
Strengt taget arbejder vi jo med international politik på højt plan - men hvis ikke det lige var for bloggen her, så vil der næppe nogensinde blive skrevet noget som helst om de mange mennesker, som er med til at få det til at fungere i praksis. Tænk på det, næste gang du ser ser et indslag i fjernsynet fra et eller andet topmøde. Der ligger masser af planlægning og et hav af små detaljer bag, så mødedeltagerne kan føle sig tilpasse og koncentrere sig om deres opgave - forhåbentlig til verdens bedste.

Ha' det
Jesper

Pipkasser

Vinteren har været hård - også for fuglene, så jeg har tænkt mig at række fuglene en hjælpende hånd i den kommende sæson ved at sætte redekasser op i havens træer.
Samtidig er det sådan et godt projekt at gå og nusse med her, endnu inden sneen rigtig er smeltet. Så jeg har udviklet en standard-fuglekasse, som størrelsesmæssigt passer til de fleste småfugle. Hvem, der så skal bo i kassen, kan jeg regulere med størrelsen på hullet.
Lørdag gik jeg i gang med at lave en prototype. Den slags plejer jeg ikke at gøre - det normale er, at bare kaster mig ud i arbejdet, men da håndværk ikke lige er min stærkeste side - og da jeg gjorde mig en del erfaringer med fuglekasse-byggeriet i Straumsbukta, så blev det alligevel sådan.
Jeg har valgt en forholdsvis solid udførelse, så kassen kan holde i mange år. Materialet er en 15 cm planke, 30 mm tyk. Jeg har lavet en saveskitse, så en fuglekasse kan saves ud af noget, der ligner halvanden meter - uden spild og klart inspireret af samlesættene fra IKEA og JYSK, som jo er verdensmestre i at udnytte materialerne optimalt. Hertil kommer låget, som skal være lidt bredere end selve kassen for at give ordentligt ly og er derfor skåret af en 20 cm planke, men knap så kraftig. Låget er forsynet med et rustfrit hængsel og en lukkekrog, så fuglekassen er nem at rengøre, når beboerne forhåbentlig er gået på vingerne til et nyt og spændende fugleliv.
Som man kan se, er resultatet blevet forholdsvis vellykket, omend der mangler lidt finish, fordi jeg havde lidt slinger i savsporet - men nu har jeg en færdig prototype, så jeg kan komme i gang med serieproduktionen. Læg forresten mærke til skitsen på billederne. Som en rigtig skitse skal udføres, er den selvfølgelig tegnet på bagsiden af en gammel kuvert - man er vel håndværker!
I den kommende weekend er det planen, at jeg går i gang med at bygge fuglekasser i stor stil.

Ha' det
Jesper