fredag den 10. oktober 2008

Verdens mindste lokum

Et af verdens mest brugte passagerfly er Boeing 737. Alene SAS-Norge har 56 styk af typen. Årsagen til flytypens popularitet har altid været lidt af en gåde for mig, men det har sikkert noget med økonomi at gøre. For samtidig med flyets store udbredelse er det et af de mindst komfortable fly i verden. Her kan der virkelig stoppes rigtigt mange passagerer ind i kabinen - og så skide være med, at man sidder som sild i en tønde og får klaustrofobi på alle andre pladser end dem ved midtergangen.
En særlig slem variant er den model, der hedder 737-600 og som SAS-Norge har 13 af. Denne model sætter nemlig helt nye standarder for, hvor lille et lokum kan være. Selv i tredje baggård på det gamle Nørrebro, havde de større lokummer.
Boeing 737-600 er i bund og grund et kortdistancefly, så ræsonnementet har nok været, at det dybest set er overflødigt med lokummer - men alligevel: Prøv at se på billedet. Mine fødder er størrelse 42 og de kan lige nøjagtig være der. Med bare lidt større fødder vil toiletbesøget blive en ganske tåkrummende oplevelse.
Som sagt er flyet et oplagt kortdistancefly, men onsdag eftermiddag var jeg alligevel udsat for flyet på den to timer lange tur fra Oslo til Tromsø. Der er dem, som mener, at det er luksus at flyve. Så har de ikke prøvet Boeing 737-600. Ansjoser i olie på dåse har mere plads.
SAS er sikkert udmærket klar over problemet - det er antagelig derfor, at der ikke er et eneste billede af netop 737-600 varianten på SAS-Norges hjemmeside.

Ha' det
Jesper

Ingen kommentarer: