Livstid

Hun skriver djævelsk godt, hundjævlen og krimidronningen Liza Marklund. Men hold da op, hvor er det hele gennemsyret af bergmandsk depression og elendighed. Liza Marklunds syvende krimi om reporteren Annika Bengtson og hendes jagt på bestialske mordere og økonomisk bagmænd, Livstid, er ingen undtagelse. Ind i mellem er det bare for meget og temmelig urealistisk.
Hovedpersonen Annika er sammen med børnene tidligt om morgenen på vej til hendes bedste veninde for at søge husly, efter at familiens hus er brændt ned til grunden, dagen efter at manden har forladt hende. Veninden har selvfølgelig kærestebesøg og nægter at lukke hende ind. Med samme selvfølgelighed tager taxachaufføren mobiltelefon i pant, da hun ikke har kontanter. Senere på dagen kan Annika ikke få penge i sin bank, fordi hun ikke kan legitimere sig - det er selvfølgelig brændt. Brandforsikringen kan hun ikke få udbetalt, da hun er mistænkt for selv at have anstiftet branden. Og så videre og så videre.
Forbrydelsen, som danner plottet, er også uendeligt deprimerende med fødselpsykoser, følelseskolde forsikringsfolk, hustruvold, massefyringer, organiseret økonomisk kriminalitet, korruption og kidnapning som nogle af de helt selvfølgelige ingredienser i en voldsom sammenkogt ret. Jo, der er gang i de svenske slagnumre. Og der er sandelig ikke noget at sige til, at vort svenske broderfolk tager sig en ordentlig tår over tørsten, når de kommer til Danmark.
Det ville altsammen være jævnt kedeligt, hvis altså ikke det lige var fordi, Liza Marklund skriver så hæsblæsende godt, som hun rent faktisk gør. Det er en fornøjelse at læse bogen - handlingen er skruet blændende godt sammen og her er der ingen løse ender. Alt hænger sammen og bliver forløst på vanlig vis - omend jeg finder det lidt trivielt, at Annika endnu en gang i slutningen af bogen bringer sig i livsfare, fordi hun ikke kan vente på politiet. Det er sådan en dårlig vane, Annika Bengtson har tilfælles med Wallander nede i Ystad.
Og så er der forresten en enkelt løs ende alligevel... For at sætte lidt gang i spændingen tyr Marklund til det sædvanlige greb med at sende par gorillaer ud og skære lidt i Annika på et tidspunkt - vi finder aldrig ud af, hvem de var, og hvor de kom fra. Men slutningen er så fuld af overraskende pointer og tvists, at det først er nu i skrivende stund, at jeg kommer i tanke om det.
Liza Marklund er den svenske krimidronning par exelence - og så er hun vel også den fornemste eksponent for femi-krimierne. Og det er der bestemt ikke noget at sige til. Hold op, hvor er mange af de mandlige figurer da nogle usle skrog. Men det skal nu med, at kvinderne ikke er meget bedre med deres præmenstruelle lunefuldheder og evige søgen efter noget bedre.
I øvrigt var der en norsk højrepolitiker, der for nogle år siden fik et knæk i karrieren, da han mødte Marklund i et tv-program. På et spørgsmål om, hvad han synes om feminister, svarede han frejdigt, at dem havde han sandelig intet imod, når bare de så lige så godt ud som Liza Marklund. Først alt, alt for sent gik det op for ham, at denne velmente ros jo netop var en bekræftelse af feministernes opfattelse af mænd som sexistiske monstre. Situationen var ikke til at redde. Studieværten og Marklund spiste ham til middag, og han måtte de følgende dage se sig hængt ud i den samlede formiddagspresse.
Livstid får fem ud af seks mulige tørfisk for det gode sprog og den elementære spænding omend der er tale om en noget rutinepræget præstation.

Ha' det
Jesper