lørdag den 28. november 2009

Drømmekagen fra Brovst

Rom har sine kugler, Berlin sine boller, Wien sine Torter og Brovst sin drømmekage.
I hvert fald har dette ypperlige stykke bagværk bragt Brovst på det kulinariske verdenskort. Efter nu i snart otte måneder at have postadresse i 9460 Brovst fandt jeg fredag, at det var på tide selv at lave Drømmekagen fra Brovst.
Først tager man 300 gram sukker og fire æg, som røres til en tyktflydende masse over svag varme. Hvis man er vant til at lave bearnaise og lignende er det ikke så svært, men har man aldrig prøvet det før, så er det en god ide at gøre det i et vandbad, for blandingen skiller altså, hvis den bliver for varm! 2 dl kogt mælk og 50 gram smeltet smør røres i. Herefter tilsættes blandingen 250 gram mel, tre teskeer bagepulver og tre teskeer vanillesukker. Det hele røres forsigtigt sammen og tilsættes eventuelt lidt mere mel, hvis det virker for flydende. Dejen kommes i en smurt bradepande og bages i 20 minutter ved 200 grader.
I mellemtiden kan man lave fyldet, der består af mindst 100 gram kokosmel, 250 gram brun farin, 150 gram smør samt en sjat mælk. Det smeltes altsammen i en gryde. Når kagen er bagt, fordeles massen oven på den varme kage - og det hele får fem minutter mere i ovnen.
De her nævnte mængder har jeg fra en opskrift på nettet - og de bør naturligvis tilpasses bradepandens størrelse. Mit øjemål sagde mig, at jeg hellere måtte lave dobbelt portion af fyldet - og næste gang laver jeg altså også dobbelt portion af selve dejen for at få det rigtige forhold mellem dej og fyld. Men som al i anden madlavning er det en god ide at lade fornuften råde - i stedet for at følge opskriften slavisk.
Historien bag Drømmekagen fra Brovst begynder i 1960, hvor en Jytte Andersen bosat i Brovst vinder en opskriftskonkurrence med denne kage. Opskriften havde hun fra sin mor i Hjallerup, så egentlig burde det vel hedde drømmekagen fra Hjallerup. Opskriftskonkurrencen var udskrevet af AMO, som sidenhen har distribueret opskriften i kæmpeoplag - og hvis man vil springe over, hvor gærdet er lavest, kan man da også købe færdigt pulver til kagen - naturligvis fra AMO. Kagen har siden gået sin sejrsgang i hele den del af verden, jeg kender, og opskriften findes i dag i masser af bagebøger - og Brovst har fået sin plads på det kulinariske verdenskort. Det er egentlig ganske godt gået, men Drømmekagen fra Brovst smager altså også godt - og så er sådan en bradepande-kage altid populær, når der skal bages til børnehaven, fodboldklubben, skovturen eller spejderne. Selv i SAS Business Lounge i Kastrup kan man være heldig at finde Drømmekagen fra Brovst. Så successen er ganske velfortjent.

Velbekomme
Jesper

Ingen kommentarer: