Varm luft og prutter

Medietroværdighed på kanten

Varm luft kan være ganske spektakulært, men det er
værd at notere sig, at en varmluftballon ikke evner
at bevæge sig ved egen hjælp. Foto: Wikipedia

Spis dig til færre prutter, lød det forløsende, fornøjeligt og forjættende fra internetmediet Nordjyske.dk som tirsdagens absolutte hovedhistorie, og Nordjyske.dk levede dermed op til nærværende (Nordjyske Stiftstidende) dagblads 250-årige målsætning om at levere ”nyttige og fornøjelige efterretninger”.

Historien føjer sig til den endeløse række af ligegyldigheder, som de internetbaserede og de elektroniske medier dagligt kolporterer – og de seriøst arbejdende journalister på landsdelens største trykte medie må se sig trukket med i faldet af kollegerne på internettet og på radio og TV.

Ligegyldighederne vælter ud i den elektroniske æter i en lind strøm. Tirsdag bragte DR et program om Surruques Frankrig. Det skulle være en optakt til det franske præsidentvalg, men føjede sig bare til rækken af ligegyldige DR-medarbejderes familiebesøg på licensbetalernes regning, ligesom når Jacob Rising inviterer sin mor jorden rundt, og Johannes Langkilde generøst inviterer konens hest til USA. Det er lige så ligegyldigt og troværdigt som en artikel om muslimer i ”Den korte avis”.

Tilliden til medierne er i frit fald. Det skrev man mange bekymrede ledere om for et par uger siden, og de fleste nyhedsprogrammer i radio og TV indkaldte et hav af eksperter til at diskutere problemet.

Det skete, selv om det er brugen af speedsnakkende eksperter og evindelige rundbordsdiskussioner ledet af en lige så speedsnakkende studievært, der med stor sandsynlighed er med til at svække troværdigheden. For man kan jo i bedste fald finde en ekspert til et hvilket som helst synspunkt, og i værste fald lukker eksperterne bare varm luft – prutter – ud.

Der er sket et skift i det journalistiske fokus. Tidligere skar man hakkelse i døgnets rejsestald og refererede loyalt fra store og små begivenheder ude i det virkelige liv, men nu skal alting sættes i perspektiv, og der skal leveres baggrund.  Alting skal forklares og dissekeres, som om læserne ikke selv er i stand til at se sammenhængene.

Det er sket samtidig med, at flere og flere journalister finder det helt OK helt ukritisk at viderebringe undersøgelser, der viser dit eller dat og uden at stille spørgsmål ved årsagen til, at undersøgelsen i det hele taget er lavet.

Sagen er jo i al sin enkelthed, at man kan lave undersøgelser, der viser hvad som helst. Som oftest finansieres undersøgelserne af parter i sagen. Baggrunden for langt de fleste undersøgelser er nemlig, at en pressionsgruppe, fagforening eller miljøorganisation ønsker at gafle flere ressourcer til et givet område.

Forskerne stiller beredvilligt op, for de er også interesseret i omtale – og jo mere alvorligt problemet er, jo større er sandsynligheden for flere bevillinger. Vi ser jo aldrig forskere, der løser et problem endeligt. Altid peger de bare på, at problemet er voksende, og at der er behov for yderligere forskning.

Uden at tage stilling til klimaændringerne i øvrigt er klimaforskningen et godt eksempel på, hvordan seriøs forskning forvandles til en pengemaskine. Forskerne fastslår, at dommedag er lige om hjørnet, og op til flere dyrearter inklusive menneskeheden er i fare for at uddø. Straks står politikere og sagesløse fonde klar med flere penge – og det ville da være temmelig idiotisk at sige nej tak til alle disse dejlige bevillinger.

Et særligt ondartet fænomen i dagens mediebillede er de såkaldt ”clickbaits”. Det vil sige, at man laver en kryptisk overskrift på en historie med det ene formål at få læseren til at klikke på historien. Det er overskrifter i stil med ”Du gætter aldrig, hvad konen gjorde, da hun fandt manden i naboens seng”. Hun vækkede ham naturligvis, for han var bare faldet i søvn, mens han i det gode naboskabs navn var ved at samle sengen.

I de gode gamle dage sad der en hel hær af redaktionssekretærer og skrev gode, dækkende og ofte ganske humoristiske overskrifter i de danske medier. Den slags er slut, for nu handler det om at sløre historien bedst muligt, så den forvirrede læser bliver nødt til at klikke.

Så der er ikke noget at sige til, at mediernes troværdighed er dalende. Tværtimod er det et sundhedstegn, for det viser, at befolkningen ikke tager alt, hvad der bliver sagt og skrevet for gode varer.

Men jeg er en glad mand, der gerne ser de lyse sider. Der er håb endnu, hvis ellers journalisterne (selvfølgelig med arbejdsgivernes opbakning) letter pruttehullet, flytter sig fra skrivebordet og kommer ud blandt almindelige mennesker  og skriver om det, der optager det store flertal. Det kan være noget så kedeligt som et brækket ben på jagtturen, generalforsamlingen i landboforeningen, en spejderturnering, præmiewhist i ældreforeningen eller børnehavebørnene på udflugt.

 Og den slags er for resten en god forretning for medierne. For folk flest betaler gerne for at læse om sig selv, mens vi naturligvis ikke gider betale for ligegyldigheder, almindeligheder, kaffegrumsspådomme og pressemeddelelser om varm luft og prutter…

På kanten, Nordjyske Stiftstidende 14. april 2017