Lidt sødt til kaffen
Ris a l'amande-kage... |
Jeg vil naturligvis ikke stå tilbage for tidens mærkværdige tendenser. Så selv om mine kulinariske spidskompetencer ligger i de ædle saucer, gjorde jeg mandag vold på allertiders danske dessert - den navnkundige ris a l'amande, som de færreste kan stave til, men som alle elsker.
Julefrokostens indledende øvelser. |
Jeg knuste tolv digestive-kiks og blandede dem med 100 gram smeltet smør, hvorefter jeg stampede massen på plads i en springform. Derefter lavede jeg en portion ris a l'amande af en halv liter fløde efter min egen opskrift med rigeligt vanille. Heri vendte jeg tre blade smeltet husblas og fordelte det ovenpå kiksebunden, hvorefter det røg i køleskabet nogle timer, mens det hele stivnede. Herefter varmede jeg en rest Amarena Fabbri - cirka en deciliter - sammen med yderligere en deciliter kirsebærsaft og tilføjede et par blade husblas. Det blev herefter hældt oven på ris a l'amanden, og det kom tilbage i køleskabet et par timer mere.
Jeg serverede direkte fra køleskabet pyntet med hakkede pistacienødder - og det blev lidt af en succes. Så da jeg skulle til at fotografere, var der kun et diminutivt stykke tilbage af kagen.
Ellers stod julefrokosten på hjemmelavede marinerede sild og kryddersild af sildelaugets de bedste med krydderfedt og karrysalat efter mors opskrift. Herefter lidt lakserester med røræg og rugmelspanerede fiskefiletter med hjemmerørt remoulade.
Køddelen af julefrokosten bestod af hjemmelavet lammerullepølse - i øvrigt min debut på dette udsøgte stykke charcuteri. Desuden bød jeg på hjemmerøget dyrekølle med røræg.
Efter det næsten obligatoriske gruppebillede af den lille familie, gik vi over til osten - en bitte håndfuld forskellige med kiks og franskbrød.
Til sidst den omtalte ris a l'amande-kage, kaffe og en sidste dram til dem, der ikke skulle køre...
Den lille familie i gevaldigt julehumør fotograferet ved siden af husets julestuebirk. |
2 kommentarer:
Og så med fjernbetjeningen i hånden - det er faktisk en meget nyttig ting.
Som jeg skrev andetsteds: Jeg burde have anskaffet fjernbetjeningen noget før...
Send en kommentar