Omkring en barndomserindring
Helt uhildet er jeg ikke. For min mor var sygeplejerske, og min far var gennem mange år administrator på Farsø Sygehus. Så jeg har nærmest fået Landsbyhospitalet ind med modermælken – og selv om TV-serien foregår i England, er ligheden slående.
Med til mine barndomsminder hører julen på sygehuset. For sygehuset gik forud for familiens jul. Dengang var der jo hverken fagforeninger eller arbejdstidsregler.
Dengang var det også almindeligt, at man tog børnene med på arbejde. Også på et sygehus. Børnehaverne og fagforeningerne var jo dårligt nok opfundet – og Arbejdstilsynet var endnu en ufødt tanke i en kold DJØF-hjerne. At børn kunne komme til skade, gå i vejen eller endog smitte patienter var ikke noget, man tænkte på.
Og hvorfor egentlig? Vi var jo opvokset på rigtig komælk – og alle var multiimmune mod de fleste infektionssygdomme. Og for mit eget vedkommende lærte jeg lynhurtigt, når min tilstedeværelse i en akutsituation var absolut uønsket.
Så juleaftensdag tog min far mig med på arbejde. En del patienter var udskrevet på grund af højtiden – og fokus var klart rettet mod de få patienter, der var tilbage. I bilen på vej til arbejdet blev jeg indprentet, at når man har med mennesker, der ikke kan klare sig selv at gøre, så går pligten forud for retten. Det var ren Florence Nightingale – på den gode, anskuelige måde.
Sygehusets juletræ vælges af forstanderinden ind til 1968 Ulla Bentzen og min far, Mogens Hansen, til højre. Billedet er fra 1967 og en screendump fra Lokalhistorisk Arkiv. for Farsø og Omegn. Den høje herre i midten er Falck- Zonen-redderen Jens Brovst. I arkivteksten omtales han som Falck-redder, men det er en fejl, da firmaet på daværende tidspunkt hed Falck-Zonen efter en fusion mellem de to danske redningskorps i 1963. Varemærket Falck uden Zonen blev først indført i 1977. |
Min far var travlt beskæftiget sammen med forstanderinden om forberedelserne til eftermiddagens højtideligholdelse af julen. Så jeg blev udstyret med en skål godter og fik besked på at gå rundt og dele ud. Sygehuset var jo ikke så stort, så den klarede jeg da snildt, selv om jeg ikke var mere end en syv-otte år.
Efter frokost og patienternes middagslur var der gudstjeneste på de forskellige afdelinger på skift. Der var fire, så jeg fik Guds ord med på vejen nogle gange. Det udnyttede jeg i øvrigt groft, da jeg gik til konfirmationsforberedelse. Vi skulle have ti gudstjenester i bogen for at blive konfirmeret – og med fire på en dag nåede jeg lige i mål.
Patienterne fik også en julegave af sygehuset. En fin kaffekop fyldt med juleknas og med sygehusets initialer og årstal – til minde om den jul, som blev tilbragt på sygehuset. Jeg ved ikke, om man har den tradition i dag, men vi hører jo hele tiden om det betrængte sundhedsvæsen – så jeg tvivler. Og når man hører, hvordan patienterne bliver behandlet på vore dages fabrikssygehuse, vil de fleste sikkert betakke sig for at blive mindet om det – hvis de i det hele taget overlever.
I min barndom var meget anderledes end i dag. Den gang var sygehusene til for de syge – og ikke for personalets og politikernes ambitioners skyld. Det var jo derfor, at det hed sygehus. I dag hedder det sundhedsvæsenet. Fokus er fjernet fra de syge. Og meget er som sagt anderledes…
Men vi kan stadig nå at ændre det. Vi kan nå at stoppe byggerierne af supersygehuse, der dræner sygehusvæsenet for menneskelige ressourcer – og genopfinde det gammeldags, lokale sygehusvæsen, hvor lindring og omsorg var målet – og hvor personalet gør sin pligt frem for at kræve sin ret.
For snart to år siden døde min far på den palliative afdeling på Farsø Sygehus - på det sygehus, hvor han arbejdede i en halv menneskealder. Jeg er glad for, at det skete der – i lokalsamfundet, hvor han havde sit liv og virke - og ikke på et af fremtidens monstersygehuse. I den sidste svære tid havde han foruden familien besøg af både naboer, venner og bekendte. Det betød virkelig meget for ham – og det var næppe sket, hvis han havde ligget på en sundhedsfabrik i Aalborg.
Så skulle vi ikke lige klappe hesten, mens tid er – og overveje endnu en gang om det virkelig er et universitetshospital, nordjyderne har brug for?
Glædelig jul og godt nytår til alle. Ikke mindst til alle de læsere af Nordjyske, som i det forløbne år har sendt mig en mail med kommentarer til mine kanter. Det er jeg oprigtigt glad for. De fleste er positive – og det luner i en kold tid.
Bragt i Nordjyske Stiftstidende 26. december 2014.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar