Signalforvirring

Vi kigger dybt i glasset

Pepsi i Coca-Cola-glas...

Siger man cola, siger man også Coca-Cola - og det amerikanske mærke var uden nogen som helst tvivl i mange år verdens største på det marked.

Naturligt nok - for det var også Coca-Cola, der opfandt colaen. Men i nyere tid har især Pepsi bidt Coca-Cola i haserne. Det har været en situation, der har kaldt på alle flosklerne om krig - og situationen har vel også ind i mellem været ganske krigslignende, hvis man ser på de enorme ressourcer, de to selskaber har kastet ind i kampen om at være den største. Det kan man blandt andet læse om i Roger Enricos fornøjelige og underholdende bog "Den anden slog øjnene ned...".

Nu kan tingene jo gøres op på mange måder - og det alene kan fylde adskillige tykke rapporter på handelshøjskolerne, så det vil jeg afholde mig fra.

Blot konstatere at jeg - der ellers aldrig har været den store kunde til sodavand - faldt pladask for Pepsi Max, da jeg i 2007 flyttede fra Grønland.

Pepsi Max kom ellers på markedet allerede i 1993, så det kræver lige en forklaring: Grønland var i mange år Jolly-land, for Coca-Cola var så ømme over deres brand, at de slet ikke ville sælge deres cola deroppe, fordi alle sodavand skulle sælges i standard-flasker - og den riflede Coca-Cola-flaske derfor var forbudt.

Det ændrede sig i 2001, da PE-flaskerne kom frem - og Coca-Cola stormede ind på det grønlandske marked - og dermed var det godnat med Jolly - akkurat som i Danmark. Men af forskellige sikkert gode grunde kan man stadig den dag i dag ikke købe Pepsi i Grønland.

I 2007 flyttede jeg så tilbage til Europa - og pludselig kunne jeg få Pepsi. Blandt andet den sukkerfri Pepsi Max. Den faldt jeg så for - og efter min smag er det bizart nok den eneste cola overhovedet, der ikke smager syntetisk. Det skyldes måske, at den i modsætning til andre colaer i lavkalorie-gruppen indeholder koffein - og som hærdet kaffedrikker er jeg givetvis ret afhængig af stof. Af samme grund i øvrigt og bemærket rent parantetisk må mormoner hverken drikke kaffe, the eller cola.

Men nu er som bekendt ikke mormon, så fakta på bundlinien er, at jeg bæller Pepsi Max næsten hver dag.

Ikke desto mindre vil jeg fortsat hævde, at Coca-Cola er er verdens største - når det kommer til design og værdi som kulturbærer. Coca-Cola blev et verdensomspændende mærke i hælene på de amerikanske tropper efter anden verdenskrig - og overalt forbundet med amarikansk viljestyrke, moderne livsstil og sorgløs ungdom. Det skete med sloganet fra 1943, hvor kælebrandet "Coke" blev introduceret: "Where there is Coke, there is Hospitality".

Coke er et helt univers af symboler. Først og fremmest det slagkraftige og karakteristiske logo tegnet af colaens opfinder, dr. John Stith Pemberton, apoteker i Atlanta, i 1886.

Et andet væsentligt design-element er den riflede flaske, der kom til i 1916 for at forhindre efterligninger - og selvfølgelig fås der også riflede glas. Det er det, som man på moderne dansk kalder et design-ikon - en dum sammenligning, da ikoner er russisk-ortodokse kristusbilleder, men det er en helt anden snak.

Under alle omstændigheder fik jeg i Grønland på et tidspunkt en kasse Coca-Cola-glas forærende af Knud Nygaard, der stod for importen af mærket til den store ø.

Og jeg kan godt lide glassene. De ligger godt i hånden, er solide og i øvrigt ikke særligt grimme.

Derfor kan man altså også opleve, at jeg i dag sidder og drikker Pepsi Max af Coca-Cola-glas. Det er ren signalforvirring. Nogle vil måske sige smagløst - men jeg er altså ligeglad. For det virker - og det er jo det, som al god design handler om.