Ord til eftertanke

Sct. Georgs-budskabet 2014

Sct. Georgsdag er traditionelt også skiftedag i
ledelsen af Sct. Georgs Gilderne. Her er det
ledelsen i 8. Aalborg for det kommende år.

Den 23. april er Sct. Georgsdag - og en særlig dag i spejderbevægelsen, der har Sct. Georg som skytshelgen.

I de nordiske lande er det en tradition, at alle spejdergrupper og gilder samles for at høre Sct. Georgsbudskabet, der ofte er skrevet af en nordisk politiker med tilknytning til spejderbevægelsen - og uden at fornærme nogen, tør jeg godt sige, at det mange gange er velmente ord, som det kan være svært at være uenig i.

Men i år var der saft og kraft i budskabet, der også var noget længere end sædvanligt. Forfatteren er den sydslesvigske politiker og redaktør Karl Otto Meyer, der er født i 1928 - og måtte gå i tysk militærtjeneste i krigens slutning.

Det gjorde stort indtryk på mig - og jeg bringer derfor Sct. Georgsbudskabet 2014 her i sin fulde længde:

Pligten overfor egen samvittighed

Spejderbevægelsen har betydet meget for mig og mit liv, og den har derfor en stor plads i mit hjerte. Min bror Henry var spejder og spillede basun i Spejderorkesteret Hejmdal i Flensborg. Jeg blev også spejder og kom med i orkestret, hvor jeg spillede kornet. Lærer Oskar Nielsen var dirigent for Hejmdal, hvor jeg var med indtil 1944, og det var en herlig tid. Vi spillede til årsmøderne i Sydslesvig, til julefester og andre festlige lejligheder. Vi blev godt modtaget overalt, hvor vi spillede, og vi fik meget bifald for vores musikalske ydelser.

Som tiden gik, gjorde krigen et indhug i vores rækker. De ældste blev indkaldt, og der var kun de yngste tilbage.

Da Oskar Nielsen måtte forlade Sydslesvig, overtog redaktør Walter Lange dirigenthvervet. Da Walter Lange blev indkaldt, blev lærer Hans Futtrup dirigent, så Hejmdal Orkestret eksisterede under hele krigen. Hejmdal troppen var delt i to patruljer, og vi havde et helt normalt spejderliv med møder, ture, øvelser og lejrophold. Spejderkorpset i Sydslesvig havde kontakt med de gule spejdere (DDS) i Danmark, og vi var med dem på lejre i Sandbjerg og ved Roskilde Fjord. Samværet med de danske spejdere gav os et indtryk af forholdene i Danmark under den tyske besættelse.

Den 19. maj 1943 blev skibsværftet i Flensborg angrebet af engelske flyvere. En bombe ramte det offentlige beskyttelsesrum, hvor børnene og personalet fra den danske børnehave i Batterigade havde søgt tilflugt.

15 børn og to voksne mistede livet. Det var så meningsløst. Der opstod problemer omkring bisættelsen af de omkomne børn. Hvem skulle bære de små børn til graven? Børnenes fædre og ældre brødre var indkaldt. Skulle de officielle ligbærere bære kisterne, ville de efter nazistisk skik ”heile” ved graven.

Det kunne vi ikke gå med til, så det blev aftalt, at vi spejderdrenge skulle bære de små børn til graven. Der skulle 6 spejdere til at bære en kiste, og der var 15 kister. Så mange spejdere var vi ikke, så vi måtte bære flere gange. Da vi skulle gå fjerde gang, kom vor tropsfører Hans Futtrup hen til os og spurgte: ”Kan I klare det drenge?” Vi svarede: ”Ja, vi kan!”

Vi klarede det, men det var svært. Ingen af os, som var med til at bære, har glemt denne dag. Når vi påtog os opgaven, var det ikke kun for at hjælpe de ramte familier og for at vise respekt overfor de små døde børn, men også, fordi vi ikke ville, at der skulle ”heiles” over deres grave. Her mødte vi vort evige problem: Var det rigtigt at være loyal over for det nazistiske Tyskland og acceptere kravet om pligtens bud for at bevare retten til hjemstavnen?

”Nach Frankreich zogen zwei Grenadiere”, de var fanget i Tyskland under krigen. Lektor Otterstrøm var vores sanglærer. Han lærte os sangen. Vi kendte den fra krigens tid, da sandheden var kendt. Sangen var fra digteren Heinrich Heine. De to søskendes skæbne, der omtales i sangen, var kendt i vor familie, der så absolut så en fare i nazismen. Jeg husker denne sang, fordi den optog os meget. Vi sang sangen, fordi den sagde os noget. Det var ikke kun en sang om to soldater, men det var en sang, som sagde os noget: om kampen for frihed og ret.

Det var alt dette, der førte til, at jeg besluttede mig for at flygte. To personer fra spejderbevægelsen
ville hjælpe mig over grænsen. Jeg gjorde nu alt klar til flugten. Der var forskelligt at ordne. Blandt andet skulle spejderkorpset have min spejderuniform tilbage, for uniformer var en mangelvare, og en anden kunne få glæde af den.

Den 16. januar 1945 var alt klart, og takket være de to: Hans Futtrup og Aage Frøslev Christenen lykkedes det at komme overgrænsen. Jeg skylder dem en stor tak, for de løb en stor risiko. Tænk, hvis de var blevet tagetunder flugten?

Det ville have ført til en dødsdom for mig, men sikkert også for de to personer, som havde hjulpet mig. Man kan selvfølgelig spørge, hvorfor vi løb denne risiko? Dertil er at sige: ”Én gang spejder, altid spejder!” Det er faktisk det eneste svar, jeg kan give. Så er der jo også alt det, jeg har nævnt før. Min opdragelse hjemmefra. Vor antinazistiske holdning, alt det jeg måtte opleve, da jeg var i Polen og så, hvordan polakkerne blev behandlet. De blev slået med en pisk, hvis de ikke tog hatten af for en tysk officer. Alt dette førte til, at man simpelthen ikke orkede mere. Derfor flugten til Danmark og medlemskabet af den danske modstandsbevægelse.

Man kunne simpelthen ikke mere, fordi ens samvittighed sagde et afgjort: ”Nej, nu er det nok!”

Der skal lyde en stor og hjertelig spejderhilsen fra en gammel spejder i Sydslesvig til alle Sct.Georgs Gilderne i Skandinavien.

Og så kommer det egentlige Sct. Georgs Budskab i denne lille beretning: Måtte vi alle bestræbe os på at handle efter vores egen samvittighed - også i kommende tider.Der er stærkt brug for spejder-og gildeidealer i vores tid.

Vær beredt!