Rigtig vinter
Verkhoyensk skraber bunden. |
Desværre er der mange mennesker, der ikke lever i pagt med naturen - og i disse dage bruger megen tid på at beklage sig over vejret.
Herrregud, bliver de ikke klogere? For det første ændrer det ikke så meget som en tøddel, at de brokker sig, for det andet er der aldrig nogen, der har taget skade af at rydde sne, for det tredje har naturen godt af lidt frost, som tager toppen af sygdomme og utøj i planteverdenen - og skærper faunaens daglige kamp for livet til gavn for artens genpulje og overlevelse.
Så det er svært at se logikken i dette brokkeri - og forresten er der jo nogen, der har det værre. Tag nu beboerne i Verkhoyansk i Sibirien, sådan cirka midtvejs mellem Murmansk og Beringsstrædet. Der har de rigtig mandfolkevejr - 57 graders frost i går.
Så begynder tilværelsen altså at blive besværlig, skulle jeg hilse og sige. Jeg har aldrig oplevet så voldsomme kuldegrader - men i mine år i Sisimiut var vi da nede på 35 graders frost, og det er koldt nok.
Blandt andet erindrer jeg en gang i vinteren 93/94, hvor min far var på besøg midt i den værste kulde. Der var is på indersiden af termoruderne, der vel at mærke var af trelags-typen. Far mente helt bestemt, at jeg burde klage til boligsselskabet over, at ruderne var utætte. Heldigvis gjorde jeg det ikke - for ruderne fejlede absolut ikke noget. Det var bare koldt udenfor...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar