Politisk korrekthed

Historien om en negerdukke

Bob Marley på stoffer - lavet af stoffer.

Ordet negerbolle er desværre ved at forsvinde ud af det danske sprog - og det er en skam.

I gamle dage var synd noget, man forbandt med underlivet - men sådan er det ikke mere. Nu synder man med munden - og bortset fra lystbetonet indtagelse af kalorieholdige fødevarer er den værste synd at kalde tingene ved deres rette navn.

Blandt andet er det meget diskuteret, om det er politisk korrekt at sige "neger" - og jeg husker fra min tid i Norge, at det blandt andet var ved at koste politimesteren i Tromsø jobbet, da han formastede sig til at bruge det åbenbart frygtelige ord, der meget præcist ellers beskriver en bestemt type mennesker.

De politisk korrekte ordnazister ville sikkert slå syv kors for sig, hvis de hørte, at jeg - før vi blev gift - kaldte Dina for min lille sorte Sambo. Sort fordi hun altså ikke er hvid, men det, som med et pænt ord hedder inuit (hun afskyr forresten det ord), og Sambo fordi hun jo netop var min sambo og ikke kone.

På min hylde med ting og sager står en dukke, der forestiller en neger med en (marihuana-)cigaret i munden. Den er et minde fra Tivoli i Nuuk - den årlige byfest, som Sct. Georgs Gildet arrangerede.

Jeg var i en årrække gildemester - og derfor den person, som måtte stå for skud, hvis der var noget, folk var utilfreds med.

I 2005 blev jeg midt under festen opsøgt af en meget ophidset overlægefrue - navnet har jeg heldigvis glemt. Hun var mildest talt rasende, fordi vi i en af tombolaerne udloddede eksemplarer af negerdukken. For det første mente hun, at det var skadeligt for børn at se dukken, når den havde en cigaret i munden - og for det andet mente hun, at dukken gjorde nar ad negrene...

Jeg var målløs, vidste ikke hvad jeg skulle svare - et kort øjeblik, for jeg havde simpelthen ikke ventet angrebet. Ærlig talt fandt jeg dukken temmelig uskyldig i forhold til de lettere pornografiske postkort, man kunne vinde i skydeteltet.

En rigtig gipsneger.

Men så eksploderede jeg simpelthen. Fortalte konen, hvad jeg mente om hendes slags - meddelte hende, at hun ikke længere havde adgang til Tivoli, fordi jeg mente, at hun skræmte børnene, og jeg i øvrigt fandt, at hun var ganske og aldeles kulturløs, når hun ikke kunne se, at denne dukke lige nøjagtig er en stor hyldest til den forlængst afdøde Bob Marley, tidernes største reggae-musiker.

Efter den svada fortrak overlægekonen - med besked om, at hun ville gå til pressen. Den trussel så jeg frem til med stor forventning. Jeg var på daværende tidspunkt formand for de grønlandske journalister - og glædede mig til at hjælpe kollegerne til en underholdende bagsidehistorie. Desværre gjorde hun aldrig alvor af truslen.

Dukken, som konen havde med, da hun klagede, beholdt jeg - og det er den, der nu står på tingeltangel-hylden i herreværelset.

Der står også en gipsafstøbning af en lignende rastafari-neger. Den købte jeg for nogle år siden i Puerto Rico - en af de caribiske øer, hvor flertallet af befolkningen forresten er af negroid afstamning.