Slap af

Tanker fra en udkant...

Ilulissat Isfjord - et stykke verdensarv.

Som den opmærksomme læser sikkert har bemærket, hedder klummen her ”På Kanten” 1) – og det giver mulighed for mange åndrige fortolkninger.

Jeg har tit været på kanten – på kanten af sandheden akkurat som pressen, på kanten af det anstændige akkurat som vore politikere, på kanten af loven akkurat som det store flertal af danskere, der skal overleve i et gennemreguleret samfund – og jeg elsker at være på kant med det etablerede.  Ene er man stærk. Kun viljesløse skrog går i flok.

Men jeg har også været på kanten af verden – i bogstaveligste forstand. Jeg har gennem mange år boet i henholdsvis Grønland og Nordnorge. Det er ikke bare kant – det er udkant i en hel anden meningsfyldt betydning, end når man taler om Udkantsdanmark.

Her har jeg indset, at lykken hverken er gode internet-forbindelser, I-pads, fine kulturhuse, et flot eksamensbevis, mange penge – for hvad skal man bruge det til i ødemarken?

Jeg har stået på kanten af verdens største gletchere og tænkt ”Vauuuv” – og ikke andet. Det har heller ikke været nødvendigt – for hvad skal jeg mene om en gletcher og det store øde islandskab?

Det lever jo sit eget liv – uanset hvad jeg måtte mene.

Det kan være farligt, når en gletcher kælver og spytter isfjelde mange gange større end et gennemsnitligt dansk musikhus ud i fjorden – men hvad kan jeg gøre ved det? Altså bortset fra ikke at stå i vejen.

Så er det, at nogle mennesker føler sig magtesløse. Men ikke jeg – jeg føler mig fri. For når jeg alligevel ikke kan gøre noget, er der jo heller ingen grund til at gøre noget.

Prøv at gå ned til vandet. Kig ud over havet. Se bølgerne. De kommer og går – uanset hvad du gør. Men tager du bestik af bølgerne og vejret, så kan du flytte dig og undgå en våd sok.

Derfor har jeg sådan set heller ikke andet end et hånligt skuldertræk til overs for det moderne, urbane menneske, der har en tyrkertro på, at udvikling kan styres – at man kan gøre noget. Det kan vi ikke – men den kloge tager selvfølgelig bestik af situationen.

Vi har et – efter omstændighederne – godt og velfungerende samfund. Det virker – og når noget virker, er der som bekendt ingen grund til at reparere det. For resten har mange problemer det med at løse sig selv – bare vi venter længe nok. Så hvorfor have så travlt?

Af en eller anden grund er der mange politikere, der mener, at Danmark skal være bedst i verden – på levealder, uddannelse, på socialforsorg, på vindmøller, på futtog, og hvad ved jeg? Hvorfor? Bare det virker, så er det godt nok.

Alle disse ambitioner på andres vegne er kun med til at gøre livet besværligt. Det skaber stress, depressioner og selvmord. Men vi kan ikke nå stjernerne – uanset hvor meget vi strækker os.

Så hvad med at slappe lidt af og nyde tilværelsen i stedet? Mens vi har den. For en ting er givet. Lige fra den dag, vi fødes, står vi på kanten – til graven…

1) Offentliggjort første gang i Nordjyske Stiftstidende 24. januar 2014 i klummen "På kanten".