Hærværk og nytårsløjer

Fredeligt, men festligt nytår...

Nytårsløjer på landet.

 - Det er ikke nytårsløjer, det er hærværk.

Sådan sagde Jørgen Ryg for mange år siden i monologen om manden, der havde fået en istanpuler i familien - og som bestemt ikke kunne se det morsomme i, at løjerne gik ud over ham selv.

Sådan har vi naturligvis ikke her på det fredelige Øland. For selv om vi var udsat for en beskeden nytårsløje, kan det bestemt ikke betegnes som hærværk. Nogle forbipasserende havde skrevet "godt nytår" med tandpasta på en af ruderne ud mod vejen.

Nytårsaften i gode menneskers lag.

Det er så fredeligt og uskyldigt, at man ikke kan gøre andet end at trække på smilebåndet ad det, mens jeg bryder min hjerne med at fundere over, hvordan den menneskelige fantasi kan række så langt, at man tager noget så uskyldigt som tandpasta med i byen i den hensigt at begå noget, der på andre dage og i andre situationer ville blive opfattet som hærværk...

Som sagt - nytår forløb lige nøjagtig så fredeligt, som man kan forvente i vores lille, landlige idyl. Ganske vist var der et par bønder, der i overstadig glæde over EU's landbrugsstøtte fyrede lidt fyrværkeri af - men ellers var vi henvist til baghaven for at se Aalborg gå amok i fyrværkeri fra Krudtkongen og andre gode aalborgensere.

Vi fejrede aftenen i en lille sluttet kreds sammen med kusinens og smedens - og så kan det næppe være mere hyggeligt.

Nytårsaftensdag om formiddagen blev jeg færdig med renoveringen af spisestuen - og gik straks i gang med madlavningen til aftenens lille festmiddag.

Jeg kørte en fireretters - næsten efter manualen for nytårsaftener. Vi lagde ud med et stykke af den hjemmerøgede dyrekølle garneret med vagtel-spejlæg og frisk fennikel fra haven. (Ja, du læste rigtigt. Vores fennikel gror fortsat - selv om fennikel-sæsonen normalt slutter i oktober med nattefrostens komme.) Hertil en knasende tør sherry fra Malaga.

Herefter stod den på en tallerken med næsten alt godt fra havet - blåmuslinger, hummerhaler, grønlandske skalrejer, røget laks, kammuslinger og wakame-tang skyllet ned med en kølig Chablis.

Aftenen bød på et vemodigt farvel til den
 berømte Straumsbukta Rønnebærgele.

Nytår er traditionelt en god anledning til at spise dyreryg - så det gjorde vi også. Med hasselback-kartofler, selleri-frites, friskplukket rosenkål fra haven og en ubeskrivelig god vildt-sovs smagt til med den sidste rest af den berømte Straumsbukta-rønnebærgele fra 2007.

Anledningen var passende - for kusinens mand var i sin tid med til at plukke rønnebærrene i det nordnorske. Det blev til en stor portion, der nu har tjent os trofast i en årrække - og selv om det var vemodigt, var tiden nok kommet til at spise det sidste af den gode årgangs-gele.

Forresten blev rådyret fulgt til dørs med et par flasker Barolo 2004 fra min fars vinsamling - og det var så anledningen til at udbringe en skål for ham også.

Min kusine studerer creme brulee-teknik.

Til dessert havde jeg lovet kusinen creme brulee. Det havde hun aldrig prøvet - og så var det da på tide.

Dengang vi boede i Norge, var creme brulee det helt store hit, og jeg har faktisk ikke lavet det mange gange siden - bortset fra en gang for nogle år siden, hvor jeg lavede en variant med lakridssmag til Rasmine. Jeg har siden hen til min store forbløffelse set Blomsterberg demonstrere denne variant i TV - og kan da kun glædes over, at jeg åbenbart har opfundet en enkelt ting, der kan tilfredsstille denne kokkekunstens svar på en havnearbejder.

 Creme brulee'en blev skyllet ned med min sidste flaske portugisk licorosa fra 1982.

Creme brulee betyder brændt creme
- i bogstaveligste forstand.

Og så var der ellers tyrkisk og  håndbrygget øl og GT i timen op til midnat, der blev fejret med både en sød italiensk Asti og en tør cremant fra Alsace.

Og så var det ærlig talt ved at være sengetid for ordentlige mennesker.

Onsdag morgen kunne jeg så igen gå i gang med spisestuen. Denne gang tog det dog ikke en hel uge at sætte skik på den...