Her har jeg boet...
Tuapannguanut i Sisimiut. Billedet er klikbart. Foto: INI A/S |
I bunden af hjemmesiden er et smukt panorama-foto af Sisimiut set fra sydvest. Højt på klippeknolden ligger Sisimiuts alderdomshjem omkranset af bebyggelsen på Tuapannguanut - og der har jeg boet i 1993 og 94.
Jeg boede i blokken yderst til venstre på anden sal i den røde afdeling. Det var en dengang nybygget, dejlig, stor og højtbeliggende to-værelses lejlighed med udsigt ned over havnen, Præstefjeldet og Davis-strædet.
Adgangen til lejligheden skete fra den anden side, hvor der var en svalegang af træ på første sal - og her var hoveddøren, som ledte ind i et trapperum til anden sal. Ikke så praktisk måske, men en ganske imponerende entre i to etager.
Havnen i Sisimiut set fra køkkenvinduet. |
Jeg flyttede fra lejligheden i slutningen af januar 1995. Det var koldt, meget koldt - og døren havde stået åben hele formiddagen, mens flyttefolkene hentede mit indbo. Bagefter skulle der gøres rent - og som prikken over i'et ville jeg lige vaske flisegulvet i entreen.
Jeg vred gulvkluden op og smed den på gulvet og satte gulvskrubben på. Kluden rørte sig ikke ud af flækken. Den var uhjælpeligt frosset fast til gulvet - for flisegulvet var selvfølgelig dybtfrossent, efter at døren havde stået åben i flere timer. Så var man den erfaring rigere - lige på falderebet inden turen gik med S-61 ud af Sisimiut mod Nuuk og Hansen på vej mod nye eventyr...
Nedenfor Tuapannguanut og skjult på billedet lå i øvrigt to af byens dengang førende værtshuse - Pub Raaja og Kukkukooq (Rejen og Hønen). To værtshuse dør om dør gav området det folkelige navn Jomfru Ane Gade...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar