En dag på værkstedet
Bordet er et arbejdsbord - så det er rigeligt højt til at drikke ved... |
Jeg har i nogle år haft et gammelt spisebord stående på værkstedet. Desværre tager det for meget plads - især efter at jeg tidligere på året fik en høvlbænk, så tiden var kommet til at lave et nyt.
Det var ikke noget stort projekt. Jeg tog en lamineret spånplade skåret til i den rigtige størrelse i tømmerhandelen. Så skruede jeg et par reglar på væggen, som pladen kunne hvile på og endelig skar jeg en til, så den kunne bruges som bordben. Så var der bare det svære tilbage.
For en spånplade tåler dårligt vand - og derfor skal kanten forsegles med plastik. Man svejser det på og skærer det derefter til. Det havde jeg aldrig prøvet før, men så fik man også lært det. Det ser i hvert fald særdeles prof ud.
Og så passede det med, at bordet var færdigt ved fyraftenstid - og jeg kunne byde fruen på en øl i værkstedet.
Bemærk i øvrigt mine Lars Løkke-tendenser... Mindre end et Per Lütken-askebæger fra Holmegaard kan naturligvis ikke gøre det på værkstedet. Det er ren første klasse...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar