mandag den 28. oktober 2013

Kommunal pasgang

Her lades alt håb ude


I de gode gamle dage – for mindre end 10 år siden – gik man ned til landbetjenten og hentede et nyt, når man havde brug for det. Det var enkelt, ubureaukratisk og ukompliceret.

Sådan er det ikke længere, for nu er pas blevet et kommunalt anliggende – og i den verden er der ikke noget som helst, der er nemt.

Jeg har tidligere her i avisen fortalt om, hvordan Jammerbugt kommune fik lavet et helt projekt ud af, at kommunens fotoautomat ikke kunne fotografere personer under 115 cm – en klar, men i øvrigt ganske velbegrundet diskriminering af dværge.

Forleden skulle konen så have et nyt pas. Jeg havde lavet et smukt foto af konen – efter udførlige instrukser fra politiets hjemmeside – i højeste opløsning, velbelyst uden synlige skygger og reflekser og med en ensartet baggrund.

På rådhuset herskede der vild forvirring. For hvem var det nu lige, der havde forstand på at bruge det særlige udstyr til at lave pas?

En dame gik i gang – men måtte stå af, fordi min kone åbenbart hedder en ting på Regionens sygesikringsbevis og noget helt andet i CPR-registret. Men efter lidt konfereren medarbejderne imellem, løste den åbenbart pasansvarlige mandlige medarbejder denne administative bagatel.

Så kom turen til billedet af konen. Det kunne ikke bruges, for der var støj i billedet, meddelte den pasansvarlige mig – men vi var velkomne til at bruge den berømte fotoautomat.

Nu skal man ikke sige sådan til en glad fotoamatør, der har kameraer, objektiver, printere og så videre – sagt uden at prale – for flere penge end en kommunal medarbejder tjener om måneden, så jeg spurgte selvfølgelig, hvad han mente med støj i billedet.

Ja, det var, hvad computeren fortalte ham. Den ville ikke godtage billedet.

At computeren ikke vil godtage et billede er jo ikke et særligt præcist svar. Jeg foreholdt derfor skrankepaven, at svaret næppe levede op til sagsbehandlingslovens kvalitative krav til et begrundet afslag fra en offentlig myndighed – og at han nok burde være lidt mere præcis i svaret.

Jeg var sådan set indstillet på at ændre billedet – hvis bare jeg kunne få de præcise specifikationer til opløsningen og så videre, så jeg vidste, hvad jeg skulle arbejde med. Men nej – den slags kunne han ikke oplyse. Kun at maskinen ikke ville godtage billedet.

Jamen, Herre Jemini – og han skulle forestille at være kommunens ekspert på området!

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg på dette tidspunkt hævede stemmen og forklarede manden, hvad jeg mente om hans intelligens og evne til at passe et job på et beskyttet værksted som rådhuset. Denne højlydte meningsudveksling gjorde paskontoret til dagens tilløbsstykke på rådhuset i Aabybro – og vores allesammens borgmester Gade dukkede da også op.

Gade er en praktisk mand med begge ben på jorden, så han foreslog, at jeg bare sendte billedet på e-mail, så man ikke skulle scanne det. Men nej, det kan man heller ikke, oplyste paven sin chef.

Til stede var også en kvindelig medarbejder, som i gamle dage var på rådhuset i Brovst, og som jeg kender som en praktisk dame med en betydelig fornemmelse for konduite. Hun kunne tilføje, at det er et tilbagevendende problem med pasmaskineriet, for også billeder taget af professionelle fotografer bliver ofte afvist.

Historien endte med, at min kone betalte 145 til den kommunale fotoautomat – for et pas kan man jo ikke undvære.

Men nu spørger jeg mig selv. Hvordan kan det gå til, at kommunerne har investeret i udstyr til pas, som ikke kan modtage en digital billedfil – og det i en tid, hvor digitalisering af offentlige ydelser er det gældende mantra på området? Hvorfor skal billedet scannes – for det er da at gå over åen efter vand (hvilket for resten er en kommunal specialitet).

Hvordan kan det gå til, at udstyret ikke kan scanne professionelle fotos? Hvorfor kan vi ikke få oplyst de præcise specifikationer på et billede til pasbrug?

For mig at se er der kun to svarmuligheder – enten ønsker man at ødelægge fotograferhvervet og tjene penge på den kommunale fotoautomat – eller også har man kastet sig ud i noget, man slet ikke har forstand på. Og det er såmænd nok det sidste svar, der er det rigtige – for det er jo åh så kommunalt.

Offentliggjort første gang i klummen "På kanten" i Nordjyske Stiftstidende 28. oktober 2013. Dagen efter bragte avisen denne tilføjelse:

Hvor svært kan det være?

Jeg fortalte i gårsdagens avis om vore genvordigheder, da min kone på det lokale rådhus skulle have lavet nyt pas. Historien ender desværre ikke her.

Vi har nu modtaget det nye pas fra Rigspolitiet – og sandelig om ikke det er lykkedes myndighederne at stave konens navn forkert.

Jeg ved efterhånden ikke, om jeg skal græde eller le – men det gør ondt at se så meget slendrian. Man ihukommer talemåden om manden, der var så dum, at han ikke kunne stikke en ske i sin grød uden at splitte begge dele ad.

Hvad pas angår, føler jeg mig overbevist om, at den sag vil ligge mere trygt i fotohandlernes faste hænder end i kommunernes fumlende fingre.


Send en kommentar