Dovregubben er med på den alternative bølge
Det lille hus spejler sig i solfangeren. |
Egentlig er et energipanel bare det, vi i de gode, gamle dage kaldte en solfanger - og som ethvert hippiekollektiv på landet engang havde installeret. Man smed et par gamle radiatorer op på taget, malede dem sorte og forbandt dem til varmtvandsbeholderen - og straks havde man glæde af solens varme.
I vore dage er tingene lidt mere strømlinet og højteknologisk, så solfangeren er blevet til et energipanel, der er en ventilator, som puster varm luft ind i huset. Derfor er det også forsynet med solceller, der driver ventilatoren og en termostat.
Der er stadig et par tomater tilbage - så jeg nøjedes med at klippe toppen af tomatplanterne for få plads til energipanelet. |
Energipanelet virker i princippet kun i solskin, men da vi har næsten 1800 solskinstimer om året her på egnen, er det fint nok.
Jeg holder mit værksted frostfrit - og der går en del strøm til det med de hårde vintre, som vi har haft på det seneste. Sidste år lavede jeg en ordentlig isolering - og nu har jeg så tilføjet energipanelet, der især på de kolde vinterdage, hvor solen ofte skinner, forhåbentlig kan bidrage til at nedsætte el-regningen.
Men da energipanelet også udtørrer luften på værkstedet, er det med til at nedsætte risikoen for mugskader.
Selv om værkstedet er isoleret, slipper der stadig en del varme ud gennem døren, der er gammel og utæt. En ny dør er derfor på listen over kommende projekter på parcellen...
Det er vistnok en smule altmodisch, når jeg i underrubrikken taler om den alternativ bølge - for når jeg ser mig om i nabolaget, er der efterhånden en Guds velsignelse af solceller, energipaneler og vindmøller, så det er vel ikke længere særlig alternativt..?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar