onsdag den 12. august 2009

Sure sild

Svensk sild er som atomaffald. Datoudløbne dåser med surströmning er et problem. Man må nemlig ikke bare dumpe den stinkende delikatesse, meddeler Tromsø-avisen Nordlys onsdag. I Nordländska Socialdemokraten har man sakset en historie om, at de uåbnede, datoudløbne dåser med surströmning er blevet et affaldsproblem, da renovationssystemet ikke vil modtage dem. Organisk affald og metal skal sorteres hver for sig, og butikkerne kan ikke få personale til at åbne dåserne inden destruktionen.
For med surströmning - en slags gæret sild - er der kun to meninger; enten elsker man det eller også findes der ikke noget værre. Men alle kan blive enige om, at lugten af en nyåbnet dåse er ganske afskyelig. Eller som det hedder i avisen - har en intens lugt. Derfor åbner man traditionelt altid dåserne udendørs - og vel at mærke så vinden bærer væk.
Enkelte flyselskaber forbyder surströmning i bagagen. Expressen beretter blandt andet om et tysk ægtepar, som i 2006 skulle hjem fra Skellefteå og havde taget en dåse med i bagagen. Dåsen eksploderede i flyets bagagerum og saften ødelagde de øvrige passagerers bagage. Det tyske ægtepar blev gjort ansvarlig og måtte betale erstatning inklusive tre dages driftstab for flyet, som måtte gennem en større rengøring.
Historien er aktuel, fordi det er i slutningen af august, at der er premiere på surströmning. Jeg havde fornøjelsen sidste år at være med i Luleå. Rygterne om surströmningen er lidt overdrevne - så slemt er det heller ikke. Det er særpræget og smagen giver mindelser om ammoniak, men serveret på knækbrød med nye kartofler og rødløg, så er det såmænd ikke værre end så mange andre slags sild.
Men det kan undre, at en norsk avis beskæftiger sig med emnet. Jeg mener... Hvis man kommer fra et land, hvor man blandt andet spiser bokafisk, rakafisk og lutefisk, så burde man måske holde en lidt lav profil i disse anliggender.

Ha' det
Jesper

Ingen kommentarer: