torsdag den 6. august 2009

Gederams

















August og sensommer er tiden, hvor en af de arktiske karakter-blomster, gederamsen, blomstrer.
Gederamsen ses ofte på nyryddet jord og byggegrunde rundt omkring Tromsø og nærmeste omegn. Dens dunede frø bliver spredt med vinden og er klar til at vokse alle steder, hvor der er en chance for, at den kan få fodfæste. Og herefter går det stærkt, fordi formeringen nu sker gennem utallige rodstængler. De unge rodskud kan forresten gøre det ud for asparges, hvis man lige står og mangler sådan nogle i en snæver vending.
Gederamsen, som vi ser heroppe, er den samme, som vi kender fra Danmark. Men den findes overalt i tempereret zone og Arktis. I Grønland i form af den såkaldte storblomstret gederams. Den er ikke så høj - allerhøjst 40 - 50 centimeter - men mindst lige så smuk. Ja, i de barske grønne landskaber virker den måske endda endnu kønnere. Gederamsen er da også den grønlandske nationalblomst. På grønlandsk hedder den niviarsiaq (i flertal niviarsiat). Det betyder ung pige eller frøken. Så frøken Smilla hedder selvfølgelig niviarsiaq Smilla på grønlandsk.
Niviarsiaq er også brugt som logo for Siumut, de grønlandske socialdemokrater i stedet for den traditionelle rose. Det er der sikkert mange, som vil mene, er misbrug af den smukke blomst. Jeg nøjes blot med at notere, at gederams er ukrudt, som vi ikke vil have ind i haven!
På canadisk hedder gederamsen fireflower. Det skyldes, at det ofte er den første plante, som indtager et område efter en skovbrand.
Det danske ord gederams må forresten ikke forveksles med gedehams, der som bekendt er en fællesbetegnelse for en række danske hvepsearter.

Ha' det
Jesper

Ingen kommentarer: