Tromsø-palmen

Da jeg for en del år siden var i Tromsø for første gang var det som turist med Hurtigruten. Vi blev kørt rundt i byen, mens en guide berettede om alt, hvad der var værd at se.
Blandt andet gjorde hun et stort nummer ud af Tromsø-palmen, som hun kaldte det. En stor grøn plante med hvide blomster, som sås overalt, og som man kunne forstå på guiden, at man var meget stolt af. Vi var et par danskere med på turen, som undrende snakkede om det typiske norske skryd - det var sgu da ikke andet end en skide bjørneklo, som hun var så stolt af.
Efter at være flyttet hertil, har jeg fået bekræftet, at det drejer sig om bjørneklo - kæmpe-bjørneklo oven i købet - og at det nærmest er en økologisk katastrofe i egnen omkring Tromsø. Planterne gror vildt og uhæmmet, skygger for alt andet og efterlader jorden bar og sårbar om vinteren. Desværre kniber det med viljen til at gøre noget ved problemet.
Kæmpe-bjørnekloen kom til Tromsø i 1860'erne fra Kaukasus, hvor den blev sået ved Mack-familiens (familien bag det lokale bryggeri) sommerhus. Siden har den bredt sig over hele byen og oplandet.
Selv om den kan være meget dekorativ og selv om man som nævnt er meget stolt af Tromsø-palmen, har udbredelsen nu nået et niveau, hvor de fleste er enig om, at det er et problem. Men med vanlig norsk slaphed og ubeslutsomhed er der stadig lang vej til at få noget gjort ved problemet. Det er som om problemet hvert år kommer bag på kommunen, selv om det mest effektive bekæmpelses-middel er slåning, før blomstringen sætter ind. Som oftest proklamerer kommunen, at der skal gøres noget ved problemet efter sommerferien - og man begynder så at slå planterne med det resultat, at frøene spredes endnu mere. At bruge round-up kan slet ikke komme på tale med et gulerodspisende, rødt-grønt bystyre. Og mens man snakker, breder bjørnekloen sig til almindelig irritation for botanikere og alle os andre, som sætter pris på et naturligt mangfold.
En kæmpe-bjørneklo får i sit andet leveår cirka 12.000 frø, som kan overleve i op til syv år. Det kan blive til adskillige milliarder planter, hvis man ikke gør noget. Desværre har jeg i mine snart tre år her ikke oplevet den store vilje til det. Så indbyggerne og turisterne må nok vænne sig til, at større og større arealer bliver ødelagt at denne altødelæggende plante.
Et godt eksempel er området rundt om Rektor Steens Gate, hvor jeg har min lille lejlighed. Som det ses på billederne gror der stort set ikke andet end bjørneklo her. Da planten er giftig, ville jeg nødigt have små børn til at vokse op her. Plantesaften indeholder stoffer, som fremkalder fotodermatitis - en allergisk reaktion ved kombination med sollys.
I den forbindelse er det en ringe trøst, at Tromsø-palmen er i familie med den velsmagende rodfrugt pastinak og i lighed med denne udsender en fortryllende duft af pernod netop nu, hvor den blomstrer.
Det er noget fandenskab - og for mig at se må de vægelsindede, evigt bekymrede og diskuterende nordmænd til at tage sig sammen og opgive højskolementaliteten - og få gang i roundup-flasken! Med ondt skal ondt fordrives!

Ha' det
Jesper