Bukkejagt

Liv i naturen - og haven

Mandag aften vrimlede det med rådyr ved solnedgangstid.

Det er to uger siden, at bukkejagten gik ind, men jeg tænker nok de mærker, at der ingen jægere var på spil. Lyset var grumset i skumringen, men jeg kunne ikke dy mig for at trykke på aftrækkeren et par gange - og på trods af det manglende lys var der pletskud.

Det var i øvrigt ikke døgnets eneste naturoplevelse. Jeg stod op ved tretiden for at høre nattergale. Det var ikke det store - nærmest lidt spredt fægtning sammen med kukkerens kuk. Men da jeg kom hjem lidt i fire, hørte jeg nattergalen ganske tydeligt ovre fra golfbanen.

Mens jeg stod der og spidsede ører - ganske koncentreret - kom der et pindsvin slentrende bagfra. Det var koncentreret om mulig føde, så det havde ikke set mig, men dukkede pludselig op tyve centimeter fra min højre fod. Det var tæt på et bommesi-slag. Aldrig er jeg da blevet så forskrækket...

Et brøl undslap mig - og det stakkels pindsvin gjorde det eneste fornuftige: Forsvandt i en for et for pindsvin helt imponerende fart over bag værkstedet.

Jeg var slet ikke i humør til at lede efter det og få et foto. Jeg trængte bare til en kop meget stærk  kaffe efter den oplevelse...

Bukkejagten er gået ind, så det er med at passe på...

Friheden flyver

Udlængsel

Der er opbrud i den lille stærefamilie i birketræet bag værkstedet. Hele morgenen og formiddagen søndag sad den største af ungerne i hullet og kiggede ud på den store verden. Det er en god plads med udsigt - og når man fylder hullet godt ud, er man også sikker på at være først i køen, når stæremor og stærefar kommer med godbidder.

Men først på eftermiddagen ved halvto-tiden var det slut med privilegierne. Stæreungen hoppede ud af hullet. Det er point of no return. Når først den er ude, kommer den aldrig mere tilbage til hjemmets trygge arne. Nogle dage endnu holder forældrene den med kost, men om føje tid skal den klare sig selv.

For forældrene har sådan set nok at lave. Pladsen i hullet blev overtaget af en af de mindre søskende - og sådan vil det gå i et par dage, indtil alle ungerne er ude. Det er i øvrigt forbløffende, så mange unger der kan være på den relativt beskedne plads i en stærekasse. En fem-seks stykker er der i et normalt stærekuld.

Jeg havde egentlig også sat næsen op efter fotos af skovspurveungerne, der flytter hjemmefra. Men de snød mig og fløj fra redekassen natten til søndag. Men der kommer nok en tid igen. For skovspurvene bliver ved med at yngle hele sommeren.

Slowfood

Genåbning

Så er Øland Sildelaug på banen igen efter en lang og ufrivillig corona-pause.

Oldermanden havde kigget i cpr-registret for lige at tjekke, at der ikke siden sidst var sluppet et par lige numre ind i den udsøgte kreds. Og da han nu alligevel lavede numre, kunne han også konstatere, at gennemsnitsalderen i lauget er til den gode side. Så god, at et ædrueligt skøn sandsynliggjorde, at de fleste af laugsbrødrene enten er færdigvaccineret eller i det mindste i gang med vaccinationsprogrammet.

Så det gik nok an at mødes - og hvilket møde! Alle mand - stort set - var af hus, og den udsøgte kreds fyldte godt i det lille skolekøkken, der er bygget til helt anderledes småstørrelser.

Der var nok at lave for alle - for aftenens menu stod på rigtig slowfood - sommerskildpadde, der er en lys variant af den klassiske herreret, forloren skildpadde. Og desserten var Pære Belle Helene lavet fra bunden på råsyltede pærer.

Så der blev kokkereret og regeret ved stort set alle kogepladerne, mens gensynssnakken gik livligt og højlydt, så giftblanderen næsten ikke kunne få ørenlyd, da han trakterede forsamlingen med bjesk på egeknopper fra sidste år. Det smagte godt og tyder på en stor mådehold hos giftblanderen. Den slags gode sager bliver næppe et år gammel i de fleste hjem.

Køkkenarbejdet blev også garneret af øl - godt øl og gammelt øl. Peter takkede for udnævnelsen til årets sild midt under coronaen med Grimberger - og i øvrigt var laugets beholdning af almindelig øl datoudløbet, så der var fri udskænkning. Den slags hjælper også på det gode humør.

Da skildpadden ved fælles hjælp var hoppet op i sovsegryden, var det tid til spisning - og der blev gået til de kraftfulde sager garneret med lidt kartofler. Ikke overvældende mange og mest for syns skyld. Det hele blev skyllet ned med rose - for det er sommer, og så hører der rose til i vore dage. Og gerne i forsvarlige mængder.

Som prikken over hovedretten brillerede giftblanderen med endnu et urteudtræk. Denne gang på brombær med smag af sol og sommer over Øland.

På det tidspunkt var alle godt mætte - men dessert skal man ha', så der blev lige klemt en lille pære ned garneret med chokoladesauce og is fra Ryaa. Og så stod den ellers på oprydning i stor stil.

Dog ikke uden udfordringer. Afløbet drillede, så køkkenvasken måtte lige have en gang pumpemik med svupperen.

Aftensangen - Ølandssangen - var strøget på grund af coronarestriktionerne, men sangen lød alligevel af godt humør mellem træerne, da laugsbrødrene slingerslentrede hjem i den lyse sommernat.

Efter dette brag af en genåbning venter nu en lang sommerferie, inden der skal tages revanche i slutningen af august. Den traditionelle damesammenkomst er udskudt ind til videre på grund af coronaen. Der er jo ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget...

Norske fristelser

Ja, vi elsker dette kjøkken...

Forleden var det den norske nationaldag. Det fejrede vi ikke, da der var så meget andet at fejre den dag.

Til gengæld tog jeg så revanche mandag aften, hvor jeg lavede norsk hotdog. Dybest set en massakre mod den gode smag, men ærkenorsk. Med ostepølse og rekesalat. En besynderlig blanding som vort norske broderfolk elsker. Især på nationaldagen, hvor pølser er en væsentlig del af nationalfestmenuen.

Men generelt er nordmænd ikke så fintfølende - og da husgerning ikke er et fag i den norske folkeskole, er der også frit spil for de mest besynderlige kombinationer, selv om jeg umiddelbart har lidt svært ved at se, hvor kombinationen af rejesalat og pølse kommer fra.

Måske Sverige, for svenskerne spiser skagenssalat til deres korv. Skagensalaten er en rejesalat, hvor der er sparet på rejerne og tilføjet lidt krabbekød i stedet.

Normalt vil jeg insistere på, at rejesalaten skal være hjemmelavet, men nu skulle det altså være norsk, så det blev den fabriksfremstillede - fra K-Salat. der i øvrigt er en del af den norske Orkla-koncern.

Ostepølsen er en anden norsk specialitet. Jeg ved ikke, om det er nordmændene, der har opfundet den, men jeg smagte den første gang, da jeg i sin tid var på højskole på Lofoten. Ostepølser er en spise, som jeg særligt forbinder med Statoil-stationer, hvor de serveres i en norsk variant af pølsebrød med sesamkerner på.

Aftenens menu var mest for eksperimentets skyld, inspireret af en norsk standupper, som vi så lørdag aften. For jeg foretrækker bestemt mine hotdogs med sennep, ketchup og remoulade, sådan som det er skik og brug i gamle Danmark.

Tilbage til landevejen

Genåbning

Landet er så småt ved at åbne efter coronakrisen. Om det så bliver til det bedre, vil tiden vise.

Undr alle omstændigheder gik turen onsdag - som så mange gange før corona - til Aarhus Havn, hvor jeg skulle dække en første spadestiksceremoni hos virksomheden Lundsø Køl og Frys. Virksomheden spiller en central rolle i både grønlandsk og canadisk eksport af seafood-produkter - altså fisk og skaldyr og især de lækre grønlandske rejer - og nu udvider man kapaciteten i Aarhus til det tredobbelte.

Lundsøe ligger trygt inde i havnen beskyttet af hegn og videoovervågning. Man kommer kun derind gennem en bevogtet indgang til havnen. Men nu var jeg altså sluppet ind, så på vej hjem benyttede jeg chancen til en lille rundtur - og kørte blandt andet forbi APM-terminals, der er beskyttet af et yderligere hegn og endnu mere videoovervågning.

Jeg dristede mig lige til at snuppe et hurtigt foto ud af vinduet af Mærsks store kraner på en baggrund af dagens regntunge skyer over Aarhus. Gnags synger om lav sol over Aarhus, men sol var der nu ikke meget af denne dag...

Fra skestorkenes liv

Strithår

Jeg tager masser af fotos af skestorkene, betaget som jeg er af den sjove fugl - og besat af tanken om, at det kan gøres bedre hver gang.

Tirsdag var jeg tæt på. Faktisk så tæt på, at jeg tydeligt kunne se, at en skestork har røde øjne. 

Og blæsten gik frisk over Limfjordens vande og bragte uorden i skestorkenes frisure. Det ser sjovt ud - og det kan jeg slet ikke stå for. Strithår, morgenhår, coronahår...

Ansigtsløftning

Kalk og tjære

Kristihimmelfartsdag kalkede jeg sydsiden af huset - og i dag søndag fik jeg så smurt sokkeltjære på. Det ser godt ud og animerer voldsomt til at fortsætte med de tre øvrige sider af huset.

Jeg har også investeret i et par nye kapilærskjulere til tomatkasserne, så det hele står knivskarpt. Det var også årsagen til, at jeg i det hele taget kom i gang - for jeg ville ikke sætte tomater, før væggen var kalket. Som prikken over i'et har jeg hængt isbegonier op på nedløbsrøret.

De gamle kapilærskjulere var nok ti år gamle og pilrådne. (Note til mig selv: Husk at kapilærskjulerne skal males hvert andet år.)

Ellers kan vi jo glæde os over, at det netop nu er sæson for rododendron. Jeg har et bredt udvalg - store og små - og så i front en blanding af dværgrododendron og azalier - og de blomstrer stort set alle på samme tid. Resten af tiden fylder de bare, men pyt: Der er ikke så meget arbejde ved dem...

 

Pomeransfugl og blå kærhøg

Ornitologsnak

Hvert år på denne årstid får Danmark besøg af den flotte pomeransfugl på træk fra Nordafrika til Nordskandinavien og Sibirien. Ikke så forfærdeligt mange, men nogle hundreder stykker, der raster i områder som Vadehavet og Vejlerne - og så er der også altid en lille flok på måske 20 - 50 pomeransfugle, der vælger Ølands Vejle.

Det er en højtidsstund for ornitologer, der gerne kører langt for at se den sjældne fugl - og når det nu er her på egnen, holder jeg mig heller ikke tilbage.

Jeg var afsted onsdag, hvor jeg så et par stykker langt væk på de kæmpestore flade og spirende kornmarker. Jeg gentog turen torsdag - og da var jeg tættere på. Ikke tæt nok til ordentlige fotos, men dog et hæderligt doku-foto.

Mens jeg ledte efter pomeransfuglene, fik jeg så også et par fotos af den ligeledes sjældne blå kærhøg. Vi taler om højest 10 ynglepar og så nogle stykker på træk. Men også den blå kærhøg er relativ fast her på egnen. Jeg ser dem jævnligt ved Ulvedybet - og og torsdag blev det til et par fotos på Ølands Vejle af en ældre fødesøgende hun.

Så selv om det ikke ligefrem blev vinderfotos, så blev torsdag eftermiddag trods alt en god dag. Og lidt at blære mig med...

Så sprang bøgen

Havedagbog

Så sprang bøgen på gårdspladsen ud. Et sikkert varsel om snarlig sommer. så jeg er også godt i gang med at forberede sommerens blomsterflor, mens jeg nyder de sidste påskeliljer, og tulipanerne står i fuldt flor.

Pelargonierne er kommet ud fra værkstedets mørke. De skyder livligt med friske grønne blade, som står i skærende kontrast til de fesne, bleghvide skud, der er kommet i vinterens løb. Det er ikke alle, der har overlevet, så der er købt nye til krukkerne ud mod vejen. Der skal jo nyt blod til.

Jeg er også begyndt med isbegonierne til nedløbsrørene - og alle andre steder, hvor jeg nu vil have den smukke selvpassende blomst. Jeg forsøgte mig med selv at så isbegonier fra frø fra sidste år, men det lykkedes ikke. Men det går så nok endda. De små isbegonier koster kun to kroner stykket i Netto. De er endnu små, men vil i sommerens løb vokse til cirka 30 cm - og hele tiden fuld af små røde blomster. Det kan jeg slet ikke få nok af.

Jeg har fået et par nye hængeskjulere - fremstillet af den lokale kunstner og pottemager Karen-Marie Mondrup. De hænger nu på kanten af halvtaget med fuchsia. Jeg valgte fuchsia, for de ikke hænger så voldsomt, så man også kan nyde det iøjnefaldende omvendte pikkelhjelm-udtryk.

Huset trænger til kalk. Det har jeg skubbet foran mig med alle mulige og umulige overspringshandlinger, men, hvis ellers vejret er til det, regner jeg med at gå i gang med sydsiden Kristi himmelfartsdag. Jeg har ryddet op i generende efeu - og så skal det helst være overstået, inden jeg kan begynde med de tomater, jeg altid har stående i kapilærkasser langs sydvæggen.

For resten trænger værkstedet også til en gang maling. Det skal snart gøres, inden stokroserne bliver for store - så der er nok at gøre.

Heldigvis er der også næring til arbejdet - snart. For de nye kartofler er ved at være over jorden - og mon ikke den står på nye kartofler til sankthans?

Klyderne

Flotte fugle

Så er klyderne vendt tilbage fra vinterkvarteret...

Det passer mig fint, for det er en overordentlig flot og fotogen fugl - og hvis man ellers færdes med forsigtighed, kan man også komme tæt på.

I dag stødte jeg på dette klydepar i strandengen nær fugletårnet ved Ølandsdæmningen. Jeg nænnede ikke at forstyrre dem, så jeg blev i bilen - men som det ses, gik det også an.

Det er ret svært at se forskel på han og hun i klydefamilien, så det skal jeg nok vare mig for her. Man kommer nemt galt afsted i disse krænkelstider. Så hvem der er Kaptajn Klyde, vil jeg ikke sige noget om, men vi kan jo kalde parret for Bonnie og Klyde - uden at komme nærmere ind på detaljerne.