Skybrud

Min definition

Der er en betydelig grad af "ulven kommer" og sikkert også uartige freudianske lystfølelser, når meteorologerne varsler skybrud og andet uvejr.

Nu går det heldigvis sjældent, som disse professionelle dommedagsprofeter spår, men i dag fik vi rent faktisk skybrud her på Øland. På lige godt 20 minutter fik vi 20 mm regn. Det er  meget bedre end den officielle definition på skybrud, som meteorologerne aldrig forsømmer en chance for at nævne - nemlig 15 mm på en halv time.

Jeg er egentlig ret ligeglad med de videnskabelige definitioner. Jeg ser gerne verden sort-hvid, så enten regner det - eller også regner det ikke. Alligevel gav dagens skybrud anledning til at lave min helt egen definition:

- Det er skybrud, når der står så meget vand på gårdspladsen, at det løber ind i mine gamle træsko uden hæl. Det er da en definition, som almindelige mennesker kan forstå og bruge uden regnmåler.

Desværre fik vi ikke rigtig noget torden. Det går altid uden om Øland. Det er træls - for jeg elsker torden og lynild. Bevares - det buldrede da lidt ude omkring. Men altså ikke for alvor på Øland. Jeg havde ellers lavet en hel kande tordenkaffe, da det begyndte af buldre mod syd.

Men den bjørn kom der altså ikke noget skind ud af.

Sodoma og Gomorra

I syndens hule

Henriette Bødker har et solidt tag i yveret på Kristian Kornum,
der havde købt det særprægede ko-stume for 350 kroner
 i en af boderne på dyrskuepladsen.

Jeg havde travlt i weekenden med at dække læsernes behov for lokale nyheder - og besynderligt nok blev Sodoma og Gomorra en slags rød tråd for dækningen.

Jeg skulle dels dække Vesterhavsrock - en todages udendørs koncert fredag og lørdag i Fjerritslev - intensivt, og så sluttede jeg lige søndag eftermiddag med indsættelsen af en ny præst i Tranum.

Tanken om Sodoma og Gomorra kom til mig fredag eftermiddag til koncerten, hvor jeg fotograferede en ung pige, der vellystent hev i yveret på sin ven, der var klædt i et underligt "ko-stume" - en overtræksdragt af plastik formet som en ko. Og da den nye præst i Tranum skulle holde sin første prædiken, talte han sandelig også om de to byer, der i eftertiden er blevet synonyme med et syndigt levned.

Men nok om det. Jeg er egentlig ikke så vild efter at dække friluftskoncerter. Moderne popmusik med ungpigeappel som Medina siger mig intet - og jeg synes, at det larmer alt for meget. På mine gamle dage er jeg ikke længere så glad for baslyde - og de er overalt hele tiden til sådan en koncert. Og så er sådan en koncert jo bare en undskyldning for massivt amatørdruk.

Men læserne vil have billeder, masser af billeder, og de fleste unge har intet imod at udstille branderten i avisen. Så det var ikke svært at finde motiver - og indrømmet, lidt sjovt er det da også at snakke med alle disse fulde unge. For det er jo ikke gjort med at knipse løs. Jeg lægger stor vægt på at få deres navn til billedteksterne og selvfølgelig deres accept af, at jeg må bruge billedet i avisen. 

Det er ikke noget, alle fotografer bruger - men sådan er jeg - og det er ikke uden problemer at stave navnene rigtigt, når musikken drøner...

Men det er anstrengelserne værd. Jeg får penge for det - og mandag kunne jeg konstatere, at fem af mine seks artikler fra koncerten var på listen over "Hot lige nu" - altså de mest læste artikler i weekenden i netudgaven af den lokale ugeavis.

Det gør mig glad, for så har jeg lavet mit arbejde ordentligt.

I øvrigt krydsede min to verdener hinanden lørdag eftermiddag. Jeg deler jo min arbejdsuge mellem Jammerbugt og Grønland - og til koncerten mødte jeg ægteparret Julie og Jens Erik Poulsen, som jeg kender fra Nuuk. De var på sommerferie og benyttede lejligheden til at gå til koncert i Fjerritslev. Sjovt og hyggeligt.

For resten har den forløbne uge været ganske produktiv. Det blev til fire artikler til Sermitsiaq og 11 artikler til Ligeher.nu. Flere af disse fandt også vej til Nordjyskes spalter.

Blå blommer i flommevis

Høsttid

Så er blommehøsten gået ind. De blå blommer - jeg tror nok, at sorten hedder kirke - er som altid først.

Mængderne er enorme. Blommerne hænger på træet i store klaser næsten som forvoksede vindruer - og helt ærligt ved jeg ikke rigtig, hvad jeg skal bruge alle disse blommer til.

Foreløbig er det blevet til cirka 8 kg - og der er mange flere, hvor de kommer fra. Bortset fra det første kilo, som jeg lavede til blommer i madeira, er resten røget i fryseren - og kan så blive til saft, syltetøj eller gi'-væk. Efter at jeg er blevet alene, har jeg ikke rigtig brug for hverken saft eller syltetøj i større mængder.

Normalt plejer de blå blommer at være væk på en uge, men det ser ud til, at det kommer til at tage noget længere tid i år. Sikkert på grund af det ustadige vejr tidligere på sommeren. De er for resten også ret uensartede i størrelsen.

Det er nemt at lave blommer i madeira. Til et kilo udstenede blommer laver jeg først en almindelig frugtsyltelage. 200 gram sukker, to dl vand og en bøtte vanillesukker får et et hurtigt opkog. Så tilsætter jeg et kilo blommer - og det får et nyt hurtigt opkog. Blommerne skal ikke koge ud, og de må gerne have bid. Så tager jeg gryden af kog og tilsætter tre dl madeira og hælder det hele på skoldede, atamonskyllede glas. Det er nemt.

Man kan også bruge andre hedvine end madeira, men netop er i syltesammenhæng er madeira velegnet på grund af vinens meget høje syreindhold, der virker konserverende.

Jeg bruger blommer i madeira til især trifli. Man kan selvfølgelig også bruge det sammen med marcipan til chokolader, men så skal det lige blendes først.

Nok om de blå blommer. Om en god måneds tid gør det løs med de rode viktoria-blommer. Det ser ikke ud til, at de kommer i samme mængde som sidste år. Nu får vi se til den tid.

Alt godt fra havnen

Lækker lørdag

Lørdag tog jeg til Hvalpsund for at se en udstilling på Hessel om spejderlejren i 1974. Den udstilling er ikke værd at skrive om - pinagtigt venstrehåndsarbejde uden mål (bortset fra Per Lyngbys flotte plancher), ringe gennemført og i det hele taget noget juks, som et kommunalt ejet museum ikke kan være bekendt. Faktisk et rigtig godt argument mod skattekroner til kulturformål.

Alligevel blev det en god dag, der gik helt i fisk.

Frokosten blev indtaget på Havnens Røgeris cafe i Hvalpsund. Det er et godt bette sted - uprætentiøst indrettet med havemøbler og en dejlig terrasse. Menuen er enkel - fisk i mange afskygninger fra den øverste hylde - ligesom priserne i øvrigt. Kvalitet koster.

Mens Dina levede, kom vi der jævnligt. For fisk er godt - og det kunne vi begge lide. Men nu er det  nok tre år siden, at jeg har været der sidst. 

Menukortet har ikke ændret sig nævneværdigt, så jeg tog den sædvanlige røget laks med smørristet rugbrød og peberrodsskum. Det ser ikke ud af meget, men det smagte godt og var i det hele taget alle pengene værd - og jeg blev mæt.

Men mere vil have mere. Så inden jeg kørte hjem, gik jeg en tur i butikken. Planen var at tage noget røget fisk af en slags med hjem. Men jeg kunne slet ikke overskue at vælge mellem de velduftende lækkerier, så det endte med, at jeg forlod butikken med et par friske ål i stedet.

Det blev så aftensmaden - paneret i rugmel og serveret med stuvede nye kartofler behørigt overhældt med stegesmørret. Jeg tog mig også sammen og lavede frisk agurkesalat, for jeg har mange agurker i drivhuset i øjeblikket.

Så det blev i det hele taget en god lørdag - og nu har jeg agurkesalat i køleskabet til det næste års tid.

Spejdere på spanden

Lejrliv i gamle dage

Foto: Thorkild Balslev

I disse dage er det 50 år siden, at Det Danske Spejderkorps holdt korpslejr ved Hvalpsund. Det var den første store lejr, efter at Det Danske Spejderkorps og Det Danske Pigespejderkorps var slået sammen i det, der i dag bedst kendes som de blå spejdere.

Lejren fandt sted på herregården Hessels jorder i dagene 23. juli til 31. juli. Det var en stor begivenhed, når man nu var spejder i Farsø. Lejren havde knap 18.000 deltagere og firedoblede dermed indbyggertallet i den lille Strandby-Farsø kommune.

Foto: Per Lyngby

Selve lejren er der ikke så meget at fortælle om. Det var dejligt vejr, så lejrlivet gik sin stille gang med mange forskellige aktiviteter. Bedst husker jeg åbningen, hvor alle spejderne dannede et stort Danmarkskort, der blandt andet blev fotograferet af en F-35 Draken, der dykkede ned over mængden. Det var sager for en flytosse som mig.

Jeg husker selvfølgelig også lejrens koncert med Gasolin, hvor de præsenterede deres udgave af "Nu flyver mørkets fugle ud" i den Hendrix-inspirerede Stakkels Jim.

Jeg deltog på både forlejren og efterlejren, så det blev til i alt tre uger på Hessel, hvor jeg var med til at bygge lejren og pille den ned igen. Jeg var 16 og en af de yngste i et stort sjak, der byggede lejrens latriner.

Det var før Godiks lokumsvogne - og de sanitære forhold kan nok få det til at gyse i vore dages bakterieforskrækkede spejderforældre, men dengang kendte vi ikke til andet end at skide i et hul - eller når det skulle være fint som på lejren i en spand.

Hver trop medbragte en lokumsspand, så det var mange spande, der skulle skaffes plads til. Der var jo næsten 18.000 røvhuller i lejren. Så vi byggede latriner - nogle interimistiske bygninger fremstillet af rafter, planker, fibertex og presenninger. Jeg husker ikke det nøjagtige antal, men lad os regne med en spand pr. 20 deltagere og 20 spande pr latrinbygning, så bliver det til 50 bygninger.

Se princippet for sådan et latrin i min lille tegning her. Arbejdet var serieproduktion. Jeg arbejdede primært med at lave spær - tre lægter samlet i en trekant med ni søm. Og når vi så havde samlet et tilstrækkeligt antal spær fordelte vi dem rundt i lejren med en traktor og gummivogn, mens andre havde lavet forarbejdet med at sætte rafter i jorden. Til sidst blev det hele beklædt med fibertex i et sirligt trekantsmønster, og der blev smidt en betonflise ind i hver bås til at stille spanden på. På taget en presenning.

Selve tømningen var den enkelte gruppes ansvar en gang hver formiddag. Indholdet af spandene blev simpelthen hældt i nogle store nærliggende huller i jorden - og det var så det.

Under selve lejren boede jeg i lejrafsnit 12
med den herligste udsigt over fjorden. I forlejren og
efterlejren boede jeg i afsnit 14.

Det var op til de enkelte grupper selv at bestemme, hvem der skulle stå for tømningen. I 1. Farsø Trop blev lokumstømmerne belønnet med at blive fritaget for de øvrige lejrpligter på den dag, men jeg har da hørt om tilfælde, hvor lokumstømningen blev brugt som belønning til de spejdere, som havde dummet sig mest den foregående dag.

I efterlejren gjorde vi så det modsatte. Pillede herlighederne ned igen, trak søm ud og sorterede materialerne. For spejderne var nemlig pionerer på genbrugsfronten, så allerede dengang i 1974 sorterede vi affald.

Det var en god lejr - alle tre uger - og vi hyggede os i det gode vejr. Det var også den første store spejderlejr, hvor der deltog både drenge og piger. Det var bestemt ikke uinteressant for en 16-årig spejder med hang til lejrkærester, men det er en helt anden snak, som jeg vil forbigå i larmende tavshed.

Stokroser

Landlig idyl

Stokroser hører med til en have på landet. Det har jeg altid ment, så da vi rykkede ind på Nørremarksvej for 15 år siden, blev der selvfølgelig også sået stokroser.

I begyndelsen bare en lille række langs husmuren i baghaven, men siden kom flere til, da Dina begyndte at bytte frø med veninderne. Og efterhånden er der stokroser overalt på parcellen. De formerer sig voldsomt - både planlagt og uplanlagt - og når først de står der, kan jeg ikke nænne at fjerne dem.

Det er måske ikke så smart. For de står nogle steder lidt i vejen - og jeg skal kante mig igennem, når jeg kører med trillebøren fra gårdspladsen til haven. Men det får nu være. Det generer jo ikke andre end mig selv.

Jeg kan ikke rigtig styre farverne med min tilgang til stokroser. Jeg avler ikke på bestemte farver, men lader naturen gå sin gang. Så jeg har stokroser i mange farver.

Min helt klare favorit er den gammelrosa, som ses på det øverste foto. Den er flot, men det er de andre farver nu også.

Stokroserne giver også liv i haven. For de har en magisk tiltrækningskraft på især humlebier og svirrefluer. Fint nok, for især humlebier er hyggelige fætre, der ikke gør en flue fortræd. Det kaldes biodiversitet - og det er jo politisk korrekt i haven i disse år.

Intet ligger mig fjernere end politisk korrekthed. Jeg hader at gøre som flokken. Alligevel er jeg altså med på vognen. Men fordi jeg synes, det er sjovt og pænt - og ikke fordi alle andre klaphatte gør det.

For stokroser skal der til i den landlige idyl - i mangel af bindingsværk og stråtag. Huset er jo ikke så gammelt - kun sølle 172 år for den ældste dels vedkommende.

Sommerhygge på Øland

Årets grillfest

Lørdag var jeg traditionen tro vært for årets grillfest i familien. Det er en stor begivenhed i en meget lille familie.

Festen er nu blevet gentaget hver sommer siden 2010  og følger en fast model - om end mængderne af mad og deltagertallet er blevet justeret voldsomt ned i takt med tidens tand.

Vi lagde ud med frokost på Gjøl Kro, så en gang sightseeing i den østlige del af mit pastorat - og så gik turen ellers til Nørremarksvej og en svalebajer eller to, og da vi gik til bords ved 18-tiden en læskende Limoncello Spritz - tre dele prosecco, to dele limoncello og en del danskvand. Toppes med isterninger og en citronskive.

Foto: Henrik Jespersen

Menuen bestod af grønlandsk stenbiderrogn med blinis, kartoffelsalat efter mors opskrift (hvilket vel efterhånden er blevet til min opskrift, for jeg laver altid kartoffelsalat på den måde), nye kartofler vendt i olie og hakkede urter, almindelig salat med mormor-dressing og lammekoteletter fra Slagter-Palle i Fjerritslev. Desserten mormor-jordbærkage. Det hele blev skyllet ned med rigelige mængder hvidvin - en af mine absolutte favoritter, sauvignon blanc fra Selaks i New Zeeland.

Foto: Henrik Jespersen

Sightseeingen gik blandt andet til marken nedenfor Bjerget ved Gjøl, hvor to tidligere minkavlere er i gang med et lille erhvervs-eventyr. De tørrer opskyllet ålegræs og sælger det blandt andet til tagdækning på Læsø og til produktion af akustikplader i USA. Målet er at levere 700 tons tørret ålegræs i år. Jeg har tidligere skrevet om det i avisen, men vi var heldige at møde den ene af iværksætterne - Thorbjørn Jepsen - som fortalte om produktionen og fremtidsplanerne.

Klamphuggeri i verdensklasse

Et hurtigt sommerprojekt

En lillebitte tagrende der faldt, jeg tror den fortalte dig alt...
 (frit efter Bjørn & Okay)

Forleden faldt tagrenden for enden af brændeskuret ned. Det kom ikke som den store overraskelse. Jeg har faktisk ventet på det i adskillige år.

Den blev i sin tid sat op af den forrige ejer af huset, så det er mindst 15 år siden. Og det var virkelig en klamphugger-løsning. Tagrenden var monteret på en lægte, der var fastgjort op i luften med to patentplader, så den nærmest svævede under tagkanten. Det var indlysende, at den måtte falde ned på et tidspunkt.

Ikke fordi jeg har noget imod klamphuggeri. Jeg er da selv lidt af klamphugger, der gerne tyr til hurtige nødløsninger i stedet for gedigent håndværk. Men det her - det var alligevel klamphuggeri i verdensklasse.

Da tagrenden faldt, gik jeg i gang med et hurtigt sommerprojekt. Så på mindre end en uge kom tagrenden på plads igen. Det er jeg selv forbavset over. Mine små projekter kan nemt strække sig i årevis.

Ovenikøbet har det ikke kostet en øre - bortset fra fire vinkelbeslag á 4,75, som jeg ikke lige havde på lageret. Træet var en gammel lægte og et stolpestykke, som var i overskud fra et andet projekt, maling og skruer har jeg altid på værkstedet - og tagrenden fejlede sådan set ikke noget. Bortset fra at det er en pvc-tagrende. Det synes jeg ikke er pænt - og jeg har da stål- eller zinktagrender alle andre steder på parcellen.

Nu er æstetikken til at leve med. Bagsiden af brændeskuret vender ikke ud mod vejen - og det er de færreste gæster, der kommer på stedet, hvor jeg i øvrigt har tørresnor, regnvandstønde, huggeblok, gamle mur- og teglsten samt kompostbeholdere. Så pyt - pvc har også sin charme, for det er nemt at arbejde med. Men kønt bliver det aldrig.

Færdigt arbejde.

Gammeldags jordbærkage

Nem dessert

Jeg er vild med jordbær. Gerne friske uden tilbehør eller måske en sjat fløde, men gammeldags mormor-jordbærkage er nu heller ikke sådan at kimse af.

Det er nemt at lave - og så er det billigt, hvis man står lidt tidligt op. For mange butikker sælger nemlig de gamle og ikke helt pæne jordbær billigt om morgenen, så en hurtig runde i distriktet - og så er der masser af jordbær til fryseren til vinterens desserter.

Men det går altså også godt om sommeren - og jeg spiser mormor-jordbærkage næsten hver aften i øjeblikket.

Jeg renser et halvt kilo jordbær og fjerner stilkene. Så tilsætter jeg en sjat jordbærsaft - den billige, som alle butikker har, uden sukker og kalorier - og et par spiseskeer vanillesukker. Det hele får et opkog, gryden tages af varmen og jævnes med kartoffelmel.

Så knuser jeg et par makroner i bunden af en serveringsskål, hælder jordbærgrøden over, knuser et par makroner eller tre yderligere og topper så med en forsvarlig klat flødeskum.

Det er da nemt, ikke???

Turist

Den sidste gang i Kangerlussuaq

Søndag morgen havde jeg fem timers ventetid i Kangerlussuaq. Det blev en lidt vemodig oplevelse, for det var måske min sidste tur til lufthavnsbyen, som jeg har ellers har besøgt jævnligt i flere end 30 år.

Når den nye lufthavn i Nuuk åbner 28. november er det slut med Kangerlussuaqs centrale rolle som grønlandsk trafikknudepunkt - og dermed også med mine jævnlige besøg på et af de skønneste steder i Grønland.

Kangerlussuaq er Grønlands eneste indlandsby - og klimaet og naturen er meget bedre end i alle de grønlandske kystbyer. Her er tørt og varmt - om sommeren - og drønende koldt om vinteren.

Der er noget helt særligt over Kangerlussuaq for en flynørd som mig. For der sker noget hele dagen lang i lufthavnen - og det er nemt at overskue fra solterrassen foran hotellet, når de mange Dash-fly starter og lander, og når Danmarks-maskinen har sin daglige ankomst. For Kangerlussuaq er både storslået natur, en imponerende motorlarm og duft af flybrændstof. "I love the smell of Jet A1 in the morning".

Kangerlussusaq blev anlagt i sommeren 1941 af amerikanerne som en militær trædesten til Europas slagmarker. Det var før Pearl Harbour og USA's indtræden i anden verdenskrig, men fremsynede amerikanske militærfolk havde erkendt, at staterne ikke kunne holde sig ude af krigen, så man anlagde en række flybaser, der kunne bruges til at sende fly og materiel over Atlanten - blandt andet Kangerlussuaq og Narsarsuaq i Grønland.

Jeg brugte de fem timer i Kangerlussuaq på en tur til Ravnefjeldet (Black Ridge), hvor der i omkring 200 meters højde er en enestående udsigt over både byen og ind mod indlandsisen.

I 1954 åbnede SAS en rute fra København over Nordpolen til Los Angeles med stop i Kangerlussuaq. En pionerbedrift, som vi som danskere godt kan være lidt stolte af. Det blev samme år til et reklamestunt med vejskiltet i Kangerlussuaq, der viser de nye flyvetider mellem lufthavnen og alverdens hovedstæder.

Skiltet er blevet betegnet som Grønlands mest fotograferede vejskilt - og alle turister og rookies i det grønlandske skal fotograferes foran skiltet. Jeg har en dyb modvilje mod at gøre som alle andre, så det billede fik jeg ikke taget, da jeg kom til Kangerlussuaq for første gang.

Men nu var det jo min måske sidste tur til Kangerlussuaq. Så nu skulle det være. Billedet er taget af en tilfældig forbipasserende - efter at jeg havde målt lys og beregnet skudvinkel til manden, og det er da også blevet bedre end de normale turistbilleder, hvor der som regel er for meget skilt og for lidt hovedperson - efter min beskedne opfattelse.