tirsdag den 6. august 2024

Sodoma og Gomorra

I syndens hule

Henriette Bødker har et solidt tag i yveret på Kristian Kornum,
der havde købt det særprægede ko-stume for 350 kroner
 i en af boderne på dyrskuepladsen.
Jeg havde travlt i weekenden med at dække læsernes behov for lokale nyheder - og besynderligt nok blev Sodoma og Gomorra en slags rød tråd for dækningen.

Jeg skulle dels dække Vesterhavsrock - en todages udendørs koncert fredag og lørdag i Fjerritslev - intensivt, og så sluttede jeg lige søndag eftermiddag med indsættelsen af en ny præst i Tranum.

Tanken om Sodoma og Gomorra kom til mig fredag eftermiddag til koncerten, hvor jeg fotograferede en ung pige, der vellystent hev i yveret på sin ven, der var klædt i et underligt "ko-stume" - en overtræksdragt af plastik formet som en ko. Og da den nye præst i Tranum skulle holde sin første prædiken, talte han sandelig også om de to byer, der i eftertiden er blevet synonyme med et syndigt levned.

Men nok om det. Jeg er egentlig ikke så vild efter at dække friluftskoncerter. Moderne popmusik med ungpigeappel som Medina siger mig intet - og jeg synes, at det larmer alt for meget. På mine gamle dage er jeg ikke længere så glad for baslyde - og de er overalt hele tiden til sådan en koncert. Og så er sådan en koncert jo bare en undskyldning for massivt amatørdruk.

Men læserne vil have billeder, masser af billeder, og de fleste unge har intet imod at udstille branderten i avisen. Så det var ikke svært at finde motiver - og indrømmet, lidt sjovt er det da også at snakke med alle disse fulde unge. For det er jo ikke gjort med at knipse løs. Jeg lægger stor vægt på at få deres navn til billedteksterne og selvfølgelig deres accept af, at jeg må bruge billedet i avisen. 

Det er ikke noget, alle fotografer bruger - men sådan er jeg - og det er ikke uden problemer at stave navnene rigtigt, når musikken drøner...

Men det er anstrengelserne værd. Jeg får penge for det - og mandag kunne jeg konstatere, at fem af mine seks artikler fra koncerten var på listen over "Hot lige nu" - altså de mest læste artikler i weekenden i netudgaven af den lokale ugeavis.

Det gør mig glad, for så har jeg lavet mit arbejde ordentligt.

I øvrigt krydsede min to verdener hinanden lørdag eftermiddag. Jeg deler jo min arbejdsuge mellem Jammerbugt og Grønland - og til koncerten mødte jeg ægteparret Julie og Jens Erik Poulsen, som jeg kender fra Nuuk. De var på sommerferie og benyttede lejligheden til at gå til koncert i Fjerritslev. Sjovt og hyggeligt.

For resten har den forløbne uge været ganske produktiv. Det blev til fire artikler til Sermitsiaq og 11 artikler til Ligeher.nu. Flere af disse fandt også vej til Nordjyskes spalter.

Ingen kommentarer: