Sensommerglæder
Det er efterhånden alt for sjældent, at jeg bruger min havepejs, som jeg opførte for en halv snes år siden. I sommerens løb har vejret været lidt tvivlsomt - og så har jeg i øvrigt for vane at gå tidligt i seng. For mig består sommerglæderne mest i, at det bliver tidligt lyst - og ikke så meget i de lange aftener.Men mandag aften skulle det alligevel være. Dagen havde budt på rigtigt sommervejr - og det blæste heller ikke, så det var en perfekt aften til bål og grill. Så jeg tændte op i både pejsen og den indmurede grill.Menuen stod på lammeculotte, min hjemmelavede kartoffelsalat og så på toppen en forsvarlig portion mormor-jordbærkage. I mine yngre dage ville jeg nok have insisteret på en blodig bøf på grillen, men det gider jeg ikke rigtigt mere. Det er simpelthen for voldsomt og for plat. Så jeg foretrækker lam i stedet.Det er ikke, fordi jeg er blevet klimaforskækket, politisk korrekt og oksekødsmodstander. Jeg holder fortsat overmåde meget af tatar, men jeg synes, at de store bæffer er kedelig mad.En lammeculotte er et stykke godt grillmad. Den sveder fedt, når den steger - og det giver så en dejlig smag af røg og grill. I det hele taget er jeg glad for lammekød og får det ofte.I gamle dage ville jeg have skyllet det ned med en flaske bordeaux eller to. Det gider jeg heller ikke længere. Jeg drikker sjældent vin - og når det sker, er det som regel i den lette ende. En pinot noir fra bourgogne for eksempel. Men mandag aften blev det bare til Pepsi Max.Det blev en god aften. Jeg havde transistoren med i haven og fik da også hørt Hithouse og Mylle. Det er lang tid siden, at jeg sidst har hørt ham. Han er still going strong - og det var forresten et udtryk, jeg hørte første gang i en af hans udsendelser i 70'erne.Da jeg i sin tid byggede havepejsen, mente jeg, at det var temmelig smart med den indmurede havegrill. Det fortryder jeg. For den er ved at være slidt op. Så nu har jeg et lille vinterprojekt med at få den skiftet. Der er altid projekter nok.I weekenden sagde vi farvel til de lyse nætter her på min breddegrad. Nu venter den mørke tid og fimbullen. Til gengæld ser det ud til, at vinteren vil byde på masser af nordlys. Det kan vi så glæde os over. Et lille lys i mørket - bogstavelig talt.
Sea zoo with Nick
6 timer siden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar