Høsttid
Så er blommehøsten gået ind. De blå blommer - jeg tror nok, at sorten hedder kirke - er som altid først.Mængderne er enorme. Blommerne hænger på træet i store klaser næsten som forvoksede vindruer - og helt ærligt ved jeg ikke rigtig, hvad jeg skal bruge alle disse blommer til. Foreløbig er det blevet til cirka 8 kg - og der er mange flere, hvor de kommer fra. Bortset fra det første kilo, som jeg lavede til blommer i madeira, er resten røget i fryseren - og kan så blive til saft, syltetøj eller gi'-væk. Efter at jeg er blevet alene, har jeg ikke rigtig brug for hverken saft eller syltetøj i større mængder.Normalt plejer de blå blommer at være væk på en uge, men det ser ud til, at det kommer til at tage noget længere tid i år. Sikkert på grund af det ustadige vejr tidligere på sommeren. De er for resten også ret uensartede i størrelsen.Det er nemt at lave blommer i madeira. Til et kilo udstenede blommer laver jeg først en almindelig frugtsyltelage. 200 gram sukker, to dl vand og en bøtte vanillesukker får et et hurtigt opkog. Så tilsætter jeg et kilo blommer - og det får et nyt hurtigt opkog. Blommerne skal ikke koge ud, og de må gerne have bid. Så tager jeg gryden af kog og tilsætter tre dl madeira og hælder det hele på skoldede, atamonskyllede glas. Det er nemt.Man kan også bruge andre hedvine end madeira, men netop er i syltesammenhæng er madeira velegnet på grund af vinens meget høje syreindhold, der virker konserverende.Jeg bruger blommer i madeira til især trifli. Man kan selvfølgelig også bruge det sammen med marcipan til chokolader, men så skal det lige blendes først.Nok om de blå blommer. Om en god måneds tid gør det løs med de rode viktoria-blommer. Det ser ikke ud til, at de kommer i samme mængde som sidste år. Nu får vi se til den tid.
Sea zoo with Nick
4 timer siden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar