Stokroser

Landlig idyl

Stokroser hører med til en have på landet. Det har jeg altid ment, så da vi rykkede ind på Nørremarksvej for 15 år siden, blev der selvfølgelig også sået stokroser.

I begyndelsen bare en lille række langs husmuren i baghaven, men siden kom flere til, da Dina begyndte at bytte frø med veninderne. Og efterhånden er der stokroser overalt på parcellen. De formerer sig voldsomt - både planlagt og uplanlagt - og når først de står der, kan jeg ikke nænne at fjerne dem.

Det er måske ikke så smart. For de står nogle steder lidt i vejen - og jeg skal kante mig igennem, når jeg kører med trillebøren fra gårdspladsen til haven. Men det får nu være. Det generer jo ikke andre end mig selv.

Jeg kan ikke rigtig styre farverne med min tilgang til stokroser. Jeg avler ikke på bestemte farver, men lader naturen gå sin gang. Så jeg har stokroser i mange farver.

Min helt klare favorit er den gammelrosa, som ses på det øverste foto. Den er flot, men det er de andre farver nu også.

Stokroserne giver også liv i haven. For de har en magisk tiltrækningskraft på især humlebier og svirrefluer. Fint nok, for især humlebier er hyggelige fætre, der ikke gør en flue fortræd. Det kaldes biodiversitet - og det er jo politisk korrekt i haven i disse år.

Intet ligger mig fjernere end politisk korrekthed. Jeg hader at gøre som flokken. Alligevel er jeg altså med på vognen. Men fordi jeg synes, det er sjovt og pænt - og ikke fordi alle andre klaphatte gør det.

For stokroser skal der til i den landlige idyl - i mangel af bindingsværk og stråtag. Huset er jo ikke så gammelt - kun sølle 172 år for den ældste dels vedkommende.