Årets grillfest
Lørdag var jeg traditionen tro vært for årets grillfest i familien. Det er en stor begivenhed i en meget lille familie.
Festen er nu blevet gentaget hver sommer siden 2010 og følger en fast model - om end mængderne af mad og deltagertallet er blevet justeret voldsomt ned i takt med tidens tand.
Vi lagde ud med frokost på Gjøl Kro, så en gang sightseeing i den østlige del af mit pastorat - og så gik turen ellers til Nørremarksvej og en svalebajer eller to, og da vi gik til bords ved 18-tiden en læskende Limoncello Spritz - tre dele prosecco, to dele limoncello og en del danskvand. Toppes med isterninger og en citronskive.
|
Foto: Henrik Jespersen |
Menuen bestod af grønlandsk stenbiderrogn med blinis, kartoffelsalat efter mors opskrift (hvilket vel efterhånden er blevet til min opskrift, for jeg laver altid kartoffelsalat på den måde), nye kartofler vendt i olie og hakkede urter, almindelig salat med mormor-dressing og lammekoteletter fra Slagter-Palle i Fjerritslev. Desserten mormor-jordbærkage. Det hele blev skyllet ned med rigelige mængder hvidvin - en af mine absolutte favoritter, sauvignon blanc fra Selaks i New Zeeland.
|
Foto: Henrik Jespersen |
Sightseeingen gik blandt andet til marken nedenfor Bjerget ved Gjøl, hvor to tidligere minkavlere er i gang med et lille erhvervs-eventyr. De tørrer opskyllet ålegræs og sælger det blandt andet til tagdækning på Læsø og til produktion af akustikplader i USA. Målet er at levere 700 tons tørret ålegræs i år. Jeg har tidligere skrevet om det i avisen, men vi var heldige at møde den ene af iværksætterne - Thorbjørn Jepsen - som fortalte om produktionen og fremtidsplanerne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar