Smagen af sommer

Nye kartofler

Det var planen, at vi skulle begynde med de nye kartofler til sankthans, men vi er nu allerede tyvstartet.

Det begyndte i søndags med tre toppe, så hvis det fortsætter på den måde, er de tre rækker solist snart væk. Men sådan går det nok ikke. For de vokser jo fortsat, så hvis det går, som det plejer, ender det med, at en enkelt top er nok til os to halvgamle mennesker.

Solist er sådan nogle pæne runde kartofler - og også den sort, som mange af de professionelle kartoffelavlere bruger til de første nye kartofler, men snart kommer der mere variation over det. For bintje-kartoflerne, som jeg har fire rækker af, står også fint og er begyndt at sætte knopper. Så det er bare med at få spist løs, før de får alt for meget skurv, som jeg desværre døjer en del med her på parcellen.

Kødet til de første kartofler var noget snyd. Halvfabrikata fra Jensen - og næppe pengene værd. Endnu en gang er det bevist, at det ikke kan betale sig, at springe over, hvor gærdet er lavest. Hvis tingene skal være ordentlige, skal man lave dem selv.

Det gælder i alle livets forhold, men i særdeleshed, når vi snakker om mad.

Endnu en nationaldag

Post-corona-nationaldag

Selv om Danmark har droppet mange af coronarestriktionerne, satte pandemien alligevel sit præg på den grønlandske nationaldag i Nordjylland.

Blandt andet var de traditionelle håndtryk udskiftet med albuestød. Det benyttede den grønlandske præst i Danmark, Marianne Lynge Krog og formanden for Det Grønlandske Hus i Aalborg sig af, da nationaldagen åbnede kl. 10 med en gudstjeneste i Budolfi Kirke, der er Aalborgs domkirke.

Efter gudstjenesten gik man i procession til Vesterbro og Det Grønlandske hus. Her blev Erfalasorput hejst i gården bag ved huset med tilhørende korsang af Ikinngutigiit. Det var korets første egentlige optræden, siden coronakrisen begydte for snart halvandet år siden. Efter flaghejsningen var der kaffemik med kager - blandt andet pyntet med det grønlandske flag.

Hvis man havde lyst til mere nationaldagsstemning, kunne man hele eftermiddagen fortsætte i Lindholm Strandpark på nordsiden af Limfjorden. Her havde Ikerasaq - den ene af de to grønlandske foreninger i Nordjylland - rejst et stort telt, hvor de bød på grønlandske lækkerier, fællessang og en svingom til grønlandske polkatoner, så ikke et øje var tørt.

Artiklen er mit forholds lakoniske telegram til Sermitsiaq.AG 21. juni 2021.

Det ku' ha' været bedre

Møg-jordbær

Der er plads til forbedringer, som man siger...

Jordbærrene er slået helt fejl i år. De er simpelthen så ringe, at hverken sneglene eller solsorterne gider spise dem. Bærrene er små, og der er ikke særligt mange af dem.

Jeg har ingen fornemmelse af, om det gælder generelt, at det er et dårligt jordbærår. Men foråret var præget af kulde, så det var først sent, at der blev sat bær. Og rigeligt tørt har det også været...

Men jeg kan ikke bare give vejrguderne skylden. For jeg bærer selv en god del af bær-skylden. Normalt skifter man en tredjedel af planterne hvert år, men siden jeg kom hjem fra Grønland i sommeren 2018, har jeg forsømt den del af arbejdet. Så de ældste af planterne er nu mindst seks år gamle - og så kan man ikke forvente alverden fra den side.

Men sidste år gav de godt, så jeg troede og håbede, at det gik. Skålen på billedet er morgenens høst - og sidste år ved samme tid høstede jeg mindst det dobbelte om dagen. 

Så nu står den grusomme sandhed klar: Når sæsonen er slut, og planterne har sat aflæggere, begynder jeg helt forfra. Det bliver et stort arbejde, men jordbær skal man have - og så må jeg jo arbejde for føden.

De få og små jordbær i år bliver til marmelade og jordbærgrød. Andet dur de ikke til - og så må vi jo ty til købebær ellers.

Dagens bonusbillede er den første blomst i buskroserne ved carporten. Det er nogle gamle, grimme og opløbne planter, men blomsterne er der ikke noget i vejen med. Og i modsætning til jordbærrene bliver de bare ved og ved med at komme - uanset vejret.

Maskepi

Enden er nær

Buuarsikkut af Robert Holmene. Nuuk Ugeavis uge 22.

Så ser det ud til, at maskerne falder. Det bliver skønt igen at se hele ansigter.

Flyvende Dannebrog

Flyspot

Jeg kunne naturligvis ikke holde mig væk, da Flyvevåbnets opvisningspiloter onsdag og torsdag trænede på Flyvestation Aalborg.

Det var måske ikke så spektakulært, som de store opvisningshold fra udlandet, for eksempel Red Arrows, men en god anledning for flyspotteren til at træne flyfoto. For det går hurtigt, når sådan et F-16 fly kommer forbi. Og det vil altid være lidt af et kompromis med valg af objektiv, så jeg testede også objektiverne.

Jeg endte på mit gamle Sigma 100-300. Udfordringen er, at man helst skal bruge så lang en brændvidde som muligt, for et F-16 jagerfly er ikke særlig stort, men lange brændvidder giver et begrænset synsfelt. Så mit 400 mm prime-objektiv, som jeg normalt bruger til fugle, er ikke den perfekte løsning. Sigma-objektivet derimod er et zoom-objektiv - og det giver lidt mere fleksibilitet.

Jeg er desværre lidt slem til at glemme netop det objektiv - og det er synd. For det er et drønskarp, fleksibelt og lysstærkt objektiv, der i sin tid kostede 12.000 norske kroner (og dengang var en norsk krone det samme værd som en dansk). Men som de fleste ældre objektiver er det uden stabilisator og temmelig tungt, og så sker det ofte, at nyere objektiver bliver valget. 

Jeg ved, at der var mange flyspottere til stede på de sædvanlige poster for enden af landingsbanen og på Høvejen, men jeg fandt et godt sted, som jeg havde for mig selv. I vinterens løb er en bevoksning med energipil blevet ryddet op til hegnet for enden af Haldagervej - og det giver frit syn over flyvestationen. Det var faktisk et godt sted at fotografere. Et par gange var opvisningsflyet så tæt på, at det gik alt for hurtigt til autozoomen.

Det fine sommervejr er også en udfordring. Det Dannebrogsmalede fly ville have stået flottere i farverne på lidt blandede skyer - og med solen lidt lavere på himlen end tilfældet er midt på dagen her tæt på sankthans.

- Flyvevåbnet træner til sommerens airshows. I år skal vi blandt andet deltage i Orange i Frankrig, Belgian Air Show og Athens Air Show, oplyser Fighter Wing Skrydstrup på Facebook.

Solformørkelse med udfordringer

 Det skulle jo prøves

Vejret var alt for godt - og solen stod alt for højt på himlen under dagens solformørkelse.

Men det skulle alligevel have en chance. I arkivet har jeg fotos fra alle de solformørkelser, jeg har har oplevet i dette årtusinde, så den her skulle naturligvis også med i samlingen.

Som sagt. Der var alt for meget lys. Jeg prøvede mig lidt frem, fuld blænde og hurtigste eksponeringstid - og alligevel ikke noget, der rigtigt kunne bruges.

Så satte jeg hele batteriet af ND-filtre på objektivet. Det var stadig ikke godt, men der opstod reflekser i filterglassene, så pludselig stod jeg med ikke en, men hele fire partielle solformørkelser i samme billede.

Jeg beklager, men bedre kunne jeg ikke gøre det i dag. Jeg kompenserer med en solformørkelse fra den 4. januar 2011.

Ny mester

Øksen givet videre

Onsdag aften gav jeg Aalborg 8. gildes mesterkæde og -økse videre til Gert Larsen, som nu skal bestyre det gamle gilde de næste to år.

Overdragelsen skete lidt forsinket. Normalt indsættes nye gildemestre på Sct. Georgs Dag den 23. april, men det kunne ikke lade sig gøre på grund af corona-restriktionerne.

8. gilde håndhæver strengt princippet om to års embedsperioder, og gildemesterskiftet skete derfor i overensstemmelse med de bedste traditioner.

Det er ikke alle steder, princippet håndhæves så strengt. Jeg har tidligere været gildemester i sammenlagt syv år i gildet i Nuuk. Det bringer mine samlede mesterperioder op på ni år, så jeg har sådan set også gjort min pligt og kan nu forhåbentlig se frem til en rigtig emeritus-tilværelse i gilderne min tid ud.

Hvis man sammenligner billederne af min ringhed fra gildehallens start i går aftes og billedet nedenfor fra min første gildemesterindsættelse i 1997, vil man bemærke, at der i den mellemliggende periode er kommet betydelige mængder gråt hår og skæg til...

Masser af pelargonia

Havedagbog

I sidste uge faldt jeg hos en af de lokale næringsdrivende over et større parti pelargonia, som var på vej til komposten. Planterne fejlede sådan set ikke noget, men var usælgelige, fordi de ovre den første blomstring.

Sådan noget kan jeg ikke stå for, så jeg gjorde en god handel og hjemførte pelargonierne. Det blev så til fast arbejde i weekenden, hvor jeg har kantet nogle af bedene med planter, der måske ser lidt sølle ud lige nu - men om 14 dage vil udgøre et sandt blomsterflor. Det bliver helt sikkert stort.

Jeg er også kommet langt med at plante potterne til med pelargonia. Det er sølle pistlinger, der har overvintret på værkstedet. Men også her gælder det, at med lys, varme og en kærlig hånd bliver det til fantastiske blomster om et par uger - og resten af sommeren med, for resten.

Jeg har også sat isbegonier i nogle af bedkanterne - og knoldbegonierne er sat på plads i de store krukker i haven.

Der er også lagt op til gladiolus-festival i urtehaven. Igen fandt jeg cirka 100 gladiolusløg i en butik, som skulle ud i en fart og derfor var til salg for en slik. Det er en god investering, for gladiolus kommer igen år efter år, hvis ellers man husker at tage dem op af jorden, når frosten kommer.

Det er flere år siden, at jeg sidst har haft stedmoder i haven, men da årets påskeliljer slog grusomt fejl, købte jeg for lang tid siden 10 planter, som blev fordelt på to krukker ved bryggersdøren. De står så flot, som jeg aldrig har set stedmødre før.

Men det varer nu nok ikke længe, før det er forbi med den fornøjelse. Stedmoderblomster er og bliver en kortvarig forårsforanstaltning, som kun er på tålt ophold og midlertidig opholdstilladelse. Og om kort tid kommer der også pelargonia i de to dørkrukker.

I det hele taget gror tingene godt. Ædelgranen foran den fine dør står med friske lysegrønne skud og har nået en imponerende størrelse i løbet af den halve snes år, jeg har haft den.

Rododendronen blomstrer på livet løs - og oven over er rødtjørnen på vej. Hvidtjørnen er ved at køre på finalen, og blomsterne drysser som den fineste sne - og minder os om årstiderne forgængelighed.

Ministerchaufføren

Firser-ikonet Poul Schlüter

Foto: Johannes Jansson/Norden.org

Lørdag tog nationen afsked med tidligere statsminister Poul Schlüter - og det skortede ikke på pæne ord i den anledning.

Jeg vil da heller ikke holde mig tilbage. Han var en flink mand - og når man snakkede med ham, virkede han oprigtigt interesseret.

Jeg mødte ganske vist kun Poul Schlüter en enkelt gang, men det blev så til et par ganske interessante dage i selskab med den tidligere statsminister.

Det var i 2005. Grønlands Arbejdsgiverforening havde inviteret Schlüter til Nuuk for at holde foredrag på Hotel Hans Egede - to aftener i træk. Arbejdsgiverforeningens daværende informationschef, nu afdøde chefredaktør Hagen Højer Christensen, kørte ikke bil og havde brug for en chauffør til at bringe Poul Schlüter rundt i Nuuk, så Hagen spurgte mig, om jeg og min Land Cruiser måske ville hjælpe?

Det ville jeg da hjertens gerne - og så tilbød jeg også at lave en sightseeing-tur rundt i den grønlandske hovedstad. Det blev også til et besøg på rådhuset, hvor jeg selv residerede som informationschef. Her så Schlüter de berømte Hans Lynge-gobeliner og aflagde også en høflighedsvisit på borgmesterkontoret hos borgmester Agnethe Davidsen. (Det  burde jeg have fotos fra i mit arkiv, men jeg kan desværre ikke finde dem).

Men summa summarum. Det blev over næsten tre døgn til adskillige timer i bilen med Poul Schlüter meget passende anbragt på højre (!) forsæde og med Hagen Højer Christensen parkeret på bagsædet. Og jeg kan kun give alle ret: Poul Schlüter var et ualmindeligt rart menneske.

Schlüter var statsminister i stort set hele den periode, hvor jeg arbejdede i reklamebranchen - og i den branche var han ikke overraskende - kartoffelkuren til trods - en populær mand. Han var også populær blandt KU'erne på Discoteque Tordenskjøld i Jomfru Ane Gade - og det sted frekventerede jeg vist også ganske ofte, men jeg er nu ikke helt sikker. For hvis du kan huske noget fra firserne, så var du der ikke, som man siger. Med en temmelig slidt frase tør jeg godt påstå, at Poul Schlüter var et rigtigt "firser-ikon".

Jeg er netop i disse dage i gang med at læse Poul Schlüters erindringer "Sikken et liv", som jeg fandt uåbnet i bogsamlingen. Den bog kan jeg varmt anbefale allerede nu, selv om jeg ikke helt er færdig med den. Schlüter skriver godt med en let og flydende pen - og hele tiden med glimt i øjet. Bogen fuldender indtrykket af et usædvanligt og venligt menneske.

Og ham har jeg været chauffør for...

Ministerchaufføren og ministerbilen.

Nattergalen

Sangfugl på speed

Netop nu i begyndelsen af juni er det højsæson for nattergalesang, så jeg stod tidligt op (man kan også blive længe oppe), for som navnet meget præcist antyder, synger nattergalen om natten.

Nattens tur gik først til Udholm ved halvto-tiden. Udholm er et af de helt sikre steder med en meget stor bestand af nattergale. Her bliver sangen oven i købet blandet med rørdrummens pauken.

Herefter gik turen til Bjerget ved Ølands-dæmningen. Der er sat borde og bænke op, så her kan sidde og lytte til nattergalen over en kop kaffe - akkurat som hjemme i stuen - og her blev sangen ved tre-tiden akkompagneret af gøgens kukken.

Nattergalens sang er den ultimative fuglesang. Som en rockmusiker på speed. Larmende, kaotisk og kakofonisk med toner af maskingevær, bækkener og æggedeler iblandet. Og højt og tydeligt. Imponerende højr for en fugl på størrelse med en gråspurv.Det bør man ikke snyde sig selv for en gang om året - eller to - også selv om man skal ofre lidt af nattesøvnen. Har du aldrig hørt en nattergal, så er her en smagsprøve.

Dagens bonusbillede er et rådyr, som jeg fangede tirsdag eftermiddag på Nørredigevej.